Middeltone: Forskelle mellem versioner

'''Middeltone''' er et stemningsprincip, der var populært i [[renæssancen]] og langt op i [[barokken]]. [[Akkord]]ernes vellyd var i højsædet og de store [[terts]]er skulle være så rene som muligt, hvilket skete på bekostning af en forstemt [[kvint]]. Resultatet er meget vellydende akkorder ved [[toneart]]er med få fortegn, hvorimod tonearter med mange fortegn er komplet ubrugelige. Der er tale om et generelt princip for stemning af et instrument., Dermed erstor mulighed for store variationer, og det er derfor ikke et fastlagt stemningsprincip som fx [[Valotti]]. Alle stemningsprincipper, ikke blot middeltone, benytter en kæde af kvinter og kvarter, hvor det er forstemningen af kvinten og kvarten, der er afgørende for, hvilken stemning der sættes.

Det er normalt at middeltone tager udgangspunkt i tertsen F-A, men det er ikke noget krav, og stemningen kan tage udgangspunkt i en anden tone end A. Uanset valget af udgangsinterval, vil der maksimalt kunne dannes otte vellydende, store tertser; de resterende fire tertser vil være stærkt forstemte og kan ikke anvendes. Dertil kommer en ulv-kvint. Trods "faldgruberne" var princippet meget udbredt og de problematiske intervaller kom ikke i spil ved musik med højest to fortegn (ved udgangspunkt i F-A).

At der overhovedet er behov for stemningsprincipper skyldes [[Pytagoras komma]], der kort kan beskrives ved at seks store sekunder ikke danner en oktav. En stor sekund dannes af en opgående kvint og en nedgående kvart., Forog for at oktaven kan blive ren må mindst et af intervallerne forstemmes,. og vedVed middeltone fordeles fejlen ligeligt over alle kvinterne., og Konsekvensenkonsekvensen heraf er et karakteristikasærkende for middeltonamiddeltone: alle store sekunder er ens.