Bruger:Nis Hoff/Kladde1: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 89:
Den 16. juli fik mandskabet på ''St. Peter'' på 58° 14' nordlig bredde landkending - det var [[Alaska]]. Naturforskeren [[Georg Wilhelm Steller]] som var tildelt Bering skrev herom i tilbageblik:
 
{{citat|Ikke få fornøjelser havde man nu hvor vi var ved land, og hermed følgende stridende følelser af indbildning og om fremtidige belønninger og patetiske ord. Nogle ville straks nærme sig land og lede efter havne. Andre anså dette for yderst farligt. Men alle handlede på egen hånd og ingen foreslogstillede kommandørkaptajnenforslag nogettil kommandørkaptajnen. De rådslagninger og kommissioner, som man ellers plejede at nedsætte til at behandle de mindste småting, blev her undladt her i deden vigtigste sagersag og kernen i den ti år lange Kamtjatkaekspedition, og man så intet fælles og enigt mellem os udover at vi var sammen på et fartøj<ref>Georg Wilhelm Steller, ''Tagebuch seiner Seereise aus dem Petripauls Hafen in Kamtschatka bis an die westlichen Küsten von Amerika, und seiner Begebenheiten auf der Rückreise'', hier zitiert nach Posselt, Die große nordische Expedition, S. 242.</ref>}}
 
Die Beratschlagungen und Kommission, so man am Lande sonst wegen Kleinigkeiten gepflogen, wurden hier in dem wichtigsten Geschäfte und dem Hauptpunkt der zehn Jahre gedauerten kamtschatkischen Expedition nunmehr unterlassen, und man sah nichts Gemeinschaftliches und Einiges unter uns, als daß wir in einem Fahrzeug zusammen eingeschlossen waren.''<ref>Georg Wilhelm Steller, ''Tagebuch seiner Seereise aus dem Petripauls Hafen in Kamtschatka bis an die westlichen Küsten von Amerika, und seiner Begebenheiten auf der Rückreise'', hier zitiert nach Posselt, Die große nordische Expedition, S. 242.</ref>
 
[[Fil:Kayak island.jpg|thumb|300px|"Kap St. Elias" på [[Kayak Island]].]]
Den 20. juli på den efter profeten Elias opkaldte Eliasdag ankrede ''St. Peter'' op ved en ø ud for kysten, vore dages [[Kayak Island]]. Under den fejlagtige antagelse, at man var nået til et næs på fastlandet, blev stedet kaldt "Kap St. Elias". Mens mandskabet fyldte skibets beholdning af ferskvand op blev Steller sat i land ledsaget af kosakken Foma Lepichin. Han stødte først på et forladt ildsted og rester af et måltid og opdagede derpå en forrådskælder, hvor der var forrådsbeholdere af bark med røgede fisk, remme af plantefaser, pile og forskellige græsser og krydderurter. Under hans videre opdagelse af øen så han opstigende røg, men han mødte dog ingen mennesker. Efterfølgende indsamlede Steller planter. En [[fyrreskade]], som hans ledlager havde nedlagt og som Steller mente allerede at have set i en bog om den nordamerikanske plante- og dyreverden, overbeviste ham til sidst om at de var nået til Nordamerika. Kaptajn Bering, som frygtede at vejret ville blive dårligere og allerede havde brugt alt for megen tid på at søge efter "Joao-da-Gama-Land", pressede allerede efter kort tid på for at komme videre. Forbitret skrev Steller senere i sin rejseberetning:
Am 20. Juli, dem nach dem biblischen Propheten [[Elija]] benannten Eliastag, ankerte die ''St. Peter'' vor einer der Küste vorgelagerten Insel, dem heutigen [[Kayak Island]]. In der irrigen Annahme, eine Landspitze erreicht zu haben, wurde der Landeplatz „Kap St. Elias“ getauft. Während die Mannschaft die Wasservorräte der ''St. Peter'' auffüllte, wurde Steller in Begleitung des [[Kosaken]] Foma Lepichin an Land abgesetzt. Er stieß zunächst auf eine verlassene Feuerstelle und Reste einer Mahlzeit und entdeckte dann einen Vorratskeller, in dem er mit geräuchertem Fisch gefüllte Vorratsbehälter aus Baumrinde, Riemen aus Pflanzenfasern, Pfeile, sowie verschiedene Gräser und Kräuter fand. Bei seiner weiteren Erkundung der Insel sah er Rauch aufsteigen, Menschen begegnete er allerdings nicht. Anschließend sammelte Steller Pflanzen. Ein [[Diademhäher]], den sein Begleiter erlegt hatte und den Steller bereits in einem Buch über die nordamerikanische Tier- und Pflanzenwelt gesehen zu haben meinte, überzeugte ihn schließlich, wirklich in Nordamerika gelandet zu sein. Doch Kapitän Bering, der eine Wetterverschlechterung befürchtete und schon allzu viel Zeit bei der Suche nach dem „Joao-da-Gama-Land“ verloren hatte, drängte schon nach kurzer Zeit wieder zum Aufbruch. Verbittert notierte Steller später in seinem Reisebericht:
 
:''Die{{citat|Den Zeittid, welchesom hierher zublev Untersuchungenanvendt angewendettil wardundersøgelser, hattehavde mitet denaritmetisk Zurüstungenforhold eintil arithmetischesforberedelserne. Verhältnis;Forberedelserne zehntil Jahredette währtestore die Vorbereitung zumål diesemvarede großenti Endzweckår, zehnti Stundentimer wurdenblev derbrugt Sache selbstselve gewidmetsagen.''<ref>Georg Wilhelm Steller, ''Tagebuch seiner Seereise aus dem Petripauls Hafen in Kamtschatka bis an die westlichen Küsten von Amerika, und seiner Begebenheiten auf der Rückreise'', hier zitiert nach Posselt, Die große nordische Expedition, S. 251.</ref>}}
 
[[Fil:Waxell - Aleuten vor den Schumagininseln.jpg|thumb|300px|Sven Larsson Waxell, ersterførstestyrmand Offizier auf der ''St. Peter'', hieltfastholdt diedet ersteførste Begegnungmøde mitmed dende [[Ureinwohnerindfødte Alaskas|Ureinwohnerni Alaskas]]Alaska in eineren Zeichnung festtegning. Das BildBilledet zeigtviser einenen [[Unangan]] mitmed federgeschmückterfjersmykket Kopfbedeckunghovedbeklædning ini einemen [[Kajakkajak]].]]
AmOm Morgenmorgenen desden 21. Juli verließjuli dieforlod ''St. Peter'' dieigen Inseløen wiederog undsejlede segeltei zweito Wochenuger lang an der Küstelangs Alaskas entlang.kyst InzwischenI warmellemtiden aufvar demder Schiff die Mangelkrankheitudbrudt [[Skorbutskørbug]] ausgebrochen. AmDen 30. undog 31. Augustaugust ließlod Bering vorskibet einerankre kleinenop Inselgruppeved ankern,en umlille dieøgruppe, Wasservorrätefor aufzufüllen.at Dorttage wurdeferskvand derombord. ersteDer anblev Skorbutden gestorbeneførste Matrosematros, Nikita Schumagin, bestattet.som Nachvar ihmdød wirdaf skørbug begravet. dieEfter Inselgruppeham nochhedder heuteøgruppen alsstadig [[SchumagininselnSchumaginøerne]] bezeichnet. HierHer kamkom esdet Anfangi Septemberbegyndelsen af september 1741 auchogså zutil einerdet erstenførste Begegnungmøde mitmed dende Ureinwohnern,indfødte den- Alëutenaleuterne odereller unanganerne [[Unangan]].
 
Auf dertilbagerejsen Rückfahrt geriet diekom ''St. Peter'' inud schlechtesfor Wetterdårligt undvejr og heftige Stürmestorme. EinStørstedelen Großteilaf dermandskabet Mannschaftog sowie Kapitänkaptajn Bering selbstselv warvar schwermeget ansyge Skorbutaf erkranktskørbug. DarüberDesuden hinausbegyndte wurdendet dieat Wasservorräteknibe knappmed vand. AmDen [[4. Novembernovember]] 1741fik kamman Landland ini Sichtsigte. Steller schriebskrev:
 
:''Wie{{citat|Hvor großstor undog ausnehmendusædvanlig dieglæden Freudeved beidette allensyn über diesen Anblick gewesenvar, istkan nichtikke zu beschreibenbeskrives. DieDe Halbtotenhalvdøde krochenkrøb hervor,frem umfor solchesat zuse sehensynet, undog jedermannalle danktetakkede Gotthjerteligt herzlichGud fürfor diesedenne großestore Gnadenåde.''<ref>Georg Wilhelm Steller, ''Tagebuch seiner Seereise aus dem Petripauls Hafen in Kamtschatka bis an die westlichen Küsten von Amerika, und seiner Begebenheiten auf der Rückreise'', hier zitiert nach Posselt, Die große nordische Expedition, S. 272.</ref>}}
 
Da to ankertov sprang den [[5. november]] og skibet løb på et rev, var beslutningen truffet om at overvintre på kysten. I stedet for Kamtjatka, som man først troede det, var man landet på en ø over 500 km øst for fastlandet. Selv om der var rigelig mad i form af polarræve, havoddere og agerhøns døde nogle af deltagerne af skørbug, heriblandt Vitus Bering. Dagen efter hans død, den [[9. december]] 1741, blev han begravet på den efter ham opkaldte Beringø. Med forårets komme forbedredes de strandedes situation. De havde overvintret i jordhytter. Steller lod vitaminfyldte krydderurter indgå i maden og derved blev de skørbugramte raske igen. Af resterne af ''St. Peter'' blev der tømret en ny båd sammen og Steller undersøgte i mellemtiden dyre- og planteverdenen på øen. Efter at være afsejlet i retning mod Kamtjatka den [[13. august]] [[1742]] nåede han sammen med 45 overlevende besætningsmedlemmer og beskrivelserne af den senere efter ham opkaldte [[Stellerske søko]] i bagagen til havnen i Petropavlovsk efter 13 dage på havet.
Als am 5. November zwei Ankerseile rissen und das Schiff auf ein Riff auflief, war die Entscheidung gefallen, an der Küste zu überwintern. Anstatt jedoch auf Kamtschatka, wie zunächst angenommen, war die Besatzung der ''St. Peter'' auf einer Insel mehr als 500 Kilometer östlich des Festlandes gelandet. Obwohl es auf der von Polarfüchsen, Seeottern und Rebhühnern bevölkerten Insel ausreichend Nahrung gab, verstarben einige der an Skorbut erkrankten Expeditionsteilnehmer, unter ihnen auch Vitus Bering. Einen Tag nach seinem Tod, am 9. Dezember 1741, wurde er auf der später nach ihm benannten [[Beringinsel]] bestattet. Mit Frühlingsbeginn verbesserte sich die Lage der Gestrandeten, die den Winter in Erdhütten überstanden hatten. Steller ließ der Nahrung vitaminreiche Kräuter hinzufügen und so erholten sich die Skorbutkranken wieder. Aus den Resten der ''St. Peter'' wurde ein neues Boot gezimmert und Steller untersuchte in der Zwischenzeit die Tier- und Pflanzenwelt der Insel. Nach dem Aufbruch in Richtung Kamtschatka am 13. August 1742 erreichte er gemeinsam mit 45 überlebenden Besatzungsmitgliedern und seinen Beschreibungen der später nach ihm benannten [[Stellersche Seekuh|Stellerschen Seekuh]] im Gepäck nach dreizehntägiger Seereise den Hafen von [[Petropawlowsk-Kamtschatski|Petropawlowsk]].
 
[[Aleksey Ilich Chirikov|Chirikov]] var efter at de to skibe var blevet adskilt sejlet videre med ''St. Paul'' i nordøstlig retning. Han nåede Nordamerika den 15. juli 1741, en dag før Bering. Den 17. juli sendte han i nærheden af den senere by [[Sitka]] en båd med styrmanden Avram M. Dementjev og 10 mands besætning i land for at undersøge området. Da mændene efter 6 dages forløb endnu ikke var vendt tilbage sendte Chirikov sin anden båd i land med bådsmanden Sidor Saveljev og yderligere tre besætningsmedlemmer. De kom imidlertid heller ikke tilbage. Den følgende dag kom det til kontakt med nogle indfødte, der nærmede sig ''St. Paul'' i kajakker. Da Chirikov ikke havde flere både hvormed han kunne få opklaret de forsvundne besætningsmedlemmers skæbne, besluttede han sig den 27. juli til opbrud. De 15 mænds skæbne er fortsat ukendt.
[[Alexei Iljitsch Tschirikow|Tschirikow]] war nach der Trennung der beiden Schiffe mit der ''St. Paul'' in Richtung Nordost weitergesegelt. Er erreichte Nordamerika am 15. Juli 1741 und damit einen Tag vor Bering. Am 17. Juli schickte er in der Nähe der späteren Stadt [[Sitka]] ein Beiboot mit dem Steuermann Awram M. Dementjew und zehn Mann der Besatzung zu einer Erkundung an Land. Als die Männer nach sechs Tagen noch nicht zurückgekehrt waren, entsandte Tschirikow seinen Bootsmann Sidor Saweljew mit drei weiteren Besatzungsmitgliedern in dem zweiten Beiboot an Land. Doch auch diese kehrten nicht zurück. Am darauffolgenden Tag kam es zu einem Kontakt mit einigen Ureinwohnern, die sich der ''St. Paul'' mit [[Kajak]]s näherten. Da Tschirikow über kein weiteres Beiboot verfügte, mit dem er das Schicksal seiner verschwundenen Besatzungsmitglieder hätte aufklären können, entschied er sich am 27. Juli zum Aufbruch. Das Schicksal der 15 Männer blieb bis heute im Dunkeln.
 
Chirikovs tilbagerejse udviklede sig også til en overlevelseskamp. De friske forsyninger slap op, og det samme gjorde vandet. Den [[9. september]] lykkedes det mændene ved et nyt møde med nogle indfødte ved Adakøen at bytte sig til drikkevand til gengæld for knive. Under resten af rejsen havde de imidlertid kun regnvand til rådighed. Chirikov selv blev så syg af skørbug, at han ikke længere kunne komme op på dækket og han måtte overgive kommandoen til styrmanden Ivan Jelagin (død 1766). Under Jelagins ledelse nåede ''St. Paul'' i oktober 1741 til sidst i havn i Petropavlovsk på Kamtjatka. Af de oprindelig 75 mand kom kun 51 tilbage. Alle officerer bortset fra Chirikov og Jelagin var døde undervejs. Den [[10. oktober]] 1741, den dag de nåede til Kamtjatka døde også astronomen [[Louis De l'Isle de la Croyère]] af følgerne af skørbug.
Auch die Rückreise von Tschirikows Gruppe geriet zu einem Überlebenskampf. Die frischen Nahrungsmittel gingen zur Neige und die Wasservorräte waren aufgebraucht. Am 9. September gelang es den Männern, bei einer weiteren Begegnung mit einigen [[Unangan]] vor der [[Adak Island|Insel Adak]] Trinkwasser gegen Messer einzutauschen. Im Verlauf der weiteren Reise blieb ihnen jedoch nichts anderes als Regenwasser. Tschirikow selbst erkrankte so stark an Skorbut, dass er nicht mehr auf Deck gehen konnte und das Kommando an seinen Steuermann Iwan Jelagin (gest. 1766) abgeben musste. Unter Jelagins Führung erreichte die ''St. Paul'' im Oktober 1741 schließlich ihren Zielhafen [[Petropawlowsk-Kamtschatski|Petropawlowsk]] auf Kamtschatka. Von den ursprünglich 75 Mann kamen nur noch 51 zurück; alle Offiziere bis auf Tschirikow und Jelagin waren unterwegs gestorben. Am 10. Oktober 1741, dem Tag ihrer Ankunft auf Kamtschatka, starb auch der Astronom [[Louis De l'Isle de la Croyère]] an den Folgen seiner Skorbuterkrankung.
 
En rejse året efter blev stort set resultatløs. Chirikob, som efter Berings død var blevet leder af ekspeditionen, begav sig via Okholsk til [[Jakutsk]], for der at afvente yderligere anvisninger fra Sankt Petersborg. Hans forslag om at foretage en yderligere rejse til Nordamerika blev dog ikke godkendt af admiralitetskollegiet. I september [[1743]] blev den 2. Kamtjatkaekspedition officielt erklæret for afsluttet.
Eine im nächsten Jahr unternommene Fahrt blieb weitestgehend erfolglos. Tschirikow, der nach Berings Tod als Expeditionsleiters nachgerückt war, begabt sich über [[Ochotsk]] nach [[Jakutsk]], um dort weitere Anweisungen aus Sankt Petersburg abzuwarten. Auf seinen Vorschlag, eine weitere Fahrt nach Nordamerika zu unternehmen, ging das Admiralitätskollegium jedoch nicht ein. Im September 1743 wurde die Zweite Kamtschatkaexpedition offiziell für beendet erklärt.
 
=== Die Ergebnisse und ihre Rezeption durch das gelehrte Europa ===