Sprog i Kina: Forskelle mellem versioner

Sprogpolitikken i Kina er meget inspireret af sprogpolitikken der blev ført i Sovjetunionen og man støtter aktivt en udvikling hen imod et fælles talt og skrevet sprog. Man støtter samtidigt at de forskellige etniske minoriteter må udvikle deres egne skrevne og talte sprog. Da man ikke regneranser hankineserhankinesere somfor at være en etnisk minoritet så er det officiel politik at de skal have et fælles talt sprog selvselvom der er meget stor forskel mellem nogle af de sprog der tales af hankinesere.

Det fælles sprog som man ved lov har vedtaget alle skal lære i skolen og som skal bruges i aviser, fjernsyn og alle offentlige organer, kaldes for putonghua (der betyder fælles sprog) eller standard kinesisk. Sproget er det officielle sprog i Kina og Taiwan og et af Singapores fire officielle sprog. Det er et af de seks officielle sprog i FN. [[Kantonesisk]], der er enet af hankinesernes sprog, er stadig officielt sprog i [[Hong Kong]] (samme med engelsk) og [[Macau]] (sammen med portugisisk). Hokkien tales i provinsen Fujian og det nærved liggende Taiwan (hvor sproget kaldes for taiwanesisk) og i [[Singapore]] og [[Malaysia]]. Tibetansk har officiel status i [[Autonom Region Tibet|Den Autonome Region Tibet]] og mongolsk har officiel status i [[Indre Mongoliet]].

I praksis er der store økonomiske, social og praktiske grunde til at lære standard kinesisk da det i Kina har samme rolle som fx engelsk har i det meste af verdenen dvs som sproget, der gør det muligt at kommunikere med folk der har et andet modersmål end sit eget. (også kaldet [[lingua franca]])