Rugemor: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 1:
Fra projektuge på skolen:
Man skal huske på, at der er andre muligheder for at få et barn, før man går ind til at få en rugemor til at føde ens barn. Adoption er en mulighed, men ikke alle mennesker bliver godkendt, for at få en rugemor. Og med den grund, at man gerne vil have et barn, som er ens barn og ikke en andens. Når man som et par vælger at få en rugemor er det fordi, at man ikke selv kan blive gravid, muligvis på grund af manglende sædceller i manden, eller på grund af de manglende ægceller i kvindens underliv. Man kan vælge at mandens sæd kommer op i rugemorens, men så er rugemoren den biologiske mor og så har hun krav på barnet også efter fødslen. Man kan også vælge at mandens sædceller og kvindens ægceller bliver befrugtet i et reagensglas.
De skal nu vælge en rugemor til deres barn. Hele forløbet går ud på følgende: først finder man selv en rugemor (det kan også være en advokat eller et bureau, som finder en rugemor til en – det gælder kun i England, at man offentligt må finde hjælp), så begynder de, at maile sammen for ligesom at kende hinanden nok og vide at begge parter kan stole på hinanden. Derved er det vigtigt for parret, at de er sikre på at rugemoren ikke tager barnet, efter de ni måneder hvor babyen har ligget i maven på rugemoren. Og rugemoren skal være sikker på, at parret giver hende alle pengene. Derefter tager parret for det meste ned til landet, hvor deres rugemor venter. På rugemorens hjemmebane, kommer parret for, at lære rugemoren at kende og de udvikler et godt forhold. Parret er der i omkring en til to uger. I de to uger bruger de som sagt meget af tiden på, at lære hinanden at kende, og senere inseminere rugemoren sig selv, ved brug af hjælpemidler.