|
[[Nietzsche]] anså viljen til magt som den mest rammende beskrivelse af menneskets motivation eller drivkraft, mens [[Schopenhauers]] "viljen-til-livet"-aksiom, ifølge ham, ikke gravede dybt nok, var for universelt og upræcist. Udgangspunktet for hans kritik af Schopenhauer var en række eksempler, hvor mennesket øjensynligt har sat viljen til magt (andres magt eller magten over sit eget åndsliv) over selve livet. "Viljen til magt" er i høj grad en hermeneutisk idé og bygger grundlæggende på en opfattelse af subjektets rolle i verden som fortolkende. Viljen til magt bliver på den måde til fortolkningens og systematiseringens magt. Vi opnår altså kontrol over tilværelsen ved at fortolke den - dette, mener Nietzsche, er den centrale menneskelige drivkraft.
Grundpræmissen er den samme som i Schopenhauers værk, ifølge hvilket verden blot er subjektets "forestilling", dereller i sin essens er bestemt af viljenperspektiv. På den måde er verden ikke defineret ved et telos eller faste idealer ligesom hegelianerne påstod - både Schopenhauer og Nietzsche modsatte sig den tyske idealisme og dens idé om at "alvisdommen" eller samfundet var i stand til at fuldbyrde eller skabe mening for individet. Løsningen på menneskenes lidelser lå ikke i tiden, i moralen eller samfundsstrukturen, da den samfundsmæssige overordning og moderniteten kun har frigjort menneskene og givet dem deres bestemmelse. Løsningen på livets meningsløshed og lidelse ligger i den enkeltes liv og i den enkeltes "forestilling", i den enkeltes vilje til fortolkning og organisering af verden. Nietzsche konkretiserer denne vilje som "viljen til magt", viljen til at overstige sig selv (jf. Nietzsches overmenneskebegreb) og ikke blot magte sin egen person, men hele verden. Viljen til magt er dermed viljen til at begribe verden, anlægge et perspektiv, men også viljen til at frigøre sig fra de herskende værdier og på den måde fortolke verden som selvstændigt individ. Følgelig adskiller Nietzsche sig fra Schopenhauer ved at gøre subjektets forestilling om og fortolkning af verden (objektet) til et udtryk for viljen.
Genstanden for Nietzsches magt er altså som udgangspunkt subjektet og detsmagten udmærker sig ved subjektets evne og vilje til at fortolke verden selvstændigt. Det er dog også centralt for Nietzsche, at det er "viljen til magt" og den altoverskyggende skabertrang hos få af verdenshistoriens personer, der definerer menneskehedens udvikling. For som det også udtrykkes i "[[Således talte Zarathustra]]" er solen ingenting uden dem, som den lyser for - det samme gælder for overmennesket. På den måde bliver det sociale felt og samfundet også gjort til genstand for "viljen", idet Nietzsches opfattelse af viljen, i modsætning til f.eks. Schopenhauers, ikke handler om "jammer" overfor "lykke", men ubetydelighed (afmagt) overfor betydelighed (magt). Kun den, der har haft nok i sig selv og delt ud af denne sin overflod og visdom, dvs. ydet indflydelse i det sociale felt, er et overmenneske og har ladet sig styre af sin vilje og natur. I "Also Spracht Zarathustra" spørger Zarathustra retorisk sig selv: "Tragter jeg da efter lykke? Nej, jeg tragter efter mit værk!". Overmenneskets frugter er altså ikke den personlige lykke, men den personlige bedrift, der udmærker sig ved visdommens overflod. Ifølge Nietzsche er overmennesket solen, der skinner på menneskene eller "bægeret, der skal kamme over så at vandet (visdommen) kan flyde gyldent derfra". Den enkeltes "vilje" og skaberkræfter vil altså gå over i en reel implementeringsfase (i Nietzsches forvandlingslære, forvandlingen fra løven til barnet), der vedrøre/påvirker andre mennesker og begrebet implicerer derfor i sin yderste konsekvens viljen til magt over andre mennesker, da indsigt og selvstændighed for Nietzsche er en naturlig forløber herfor. Som skaber skal man delagtiggøre sine medmennesker i sin kreativitet og dermed bliver Nietzsches idé om det skabende, villende (over)menneske immanent i det sociale felt og samfundets udvikling, hvilket igen refererer til hans idealistiske historiefilosofi.
== Kilder ==
|
