Vilje til magt: Forskelle mellem versioner

 

== Tankegangen ==

 

Grundpræmissen er den samme som i Schopenhauers værk, ifølge hvilket verden blot er subjektets "forestilling" eller perspektiv. På den måde er verden ikke defineret ved et telos eller faste idealer ligesom hegelianerne påstod - både Schopenhauer og Nietzsche modsatte sig den tyske idealisme og dens idé om at "alvisdommen" eller samfundet var i stand til at fuldbyrde eller skabe mening for individet. Løsningen på menneskenes lidelser lå ikke i tiden, i moralen eller samfundsstrukturen, da den samfundsmæssige overordning og moderniteten kun har frigjort menneskene og givet dem deres bestemmelse. Løsningen på livets meningsløshed og lidelse ligger i den enkeltes liv og i den enkeltes "forestilling", i den enkeltes vilje til fortolkning og organisering af verden. Nietzsche konkretiserer denne vilje som "viljen til magt", viljen til at overstige sig selv (jf. Nietzsches overmenneskebegreb) og ikke blot magte sin egen person, men hele verden. Viljen til magt er dermed viljen til at begribe verden, anlægge et perspektiv, men også viljen til at frigøre sig fra de herskende værdier og på den måde fortolke verden som selvstændigt individ. Følgelig adskiller Nietzsche sig fra Schopenhauer ved at gøre subjektets forestilling om og fortolkning af verden (objektet) til selve viljens substans. Således afliver Nietzsche Schopenhauers uforløselige og metafysiske vilje, der i sin egenskab af [["tingen i sig selv"]] altid bliver fremmed for sig selv ved sin fremtrædelse. Fremtrædelsen er for Schopenhauer den "objektiverede vilje", dvs. definitionen af et "objekt" for viljen. Sagt på en anden måde gør Nietzsche viljen til et [[ontologi]]sk objekt - den bliver [["tingen for os"]] og kan derfor ikke opfattes som fremmed for sig selv ved sin objektive fremtrædelse.