Åbn hovedmenuen

Ændringer

Ingen ændring i størrelsen, for 9 år siden
m
Småret
'''George Smith Patton''' [[Order of the Bath|GCB]] [[Order of the British Empire|OBE]] ([[11. november]], [[1885]] – [[21. december]], [[1945]]) var en ledende [[amerikansk]] [[general]] under [[2. verdenskrig]] ved operationerne i [[Nordafrika]], [[Sicilien]], [[Frankrig]] og [[Tyskland]], [[1942]]-[[1945]].
 
Under [[1. verdenskrig]] var han en af de øverstkommanderende i det nyformerede tankkorpskampvognskorps og deltog i kampene på [[Vestfronten]] i [[1918]], hvor han blev såret.
 
Efter 1. verdenskrig var han fortaler for mekaniseret krigsførelse, men valgte af karrieremæssige årsager at vende tilbage til kavaleriet. Under [[2. verdenskrig]] kommanderede han både [[armekorps]] og [[arme]]er under kampagnerne i Nordafrika, Sicilien og Nordvesteuropa.
 
== Familie ==
George Smith Patton blev født i San Gabriel Township i [[Californien]] (i det, der nu er byen San Marino), som søn af George Smith Patton Sr. (november [[1856]] – juni [[1927]]) og Ruth Wilson. Selv om han principielt var den tredje George Smith Patton fik han navnet Junior. Patton familien var velhavende og stammede fra [[Skotland]]. Som dreng læste Patton masser af klassisk litteratur og militærhistorie. Pattons far var en bekendt af [[John Singleton Mosby]], som var en fremtrædende [[kavaleri]]st i [[Sydstaterne]]s hær under den [[amerikanske borgerkrig]], hvor han gjorde tjeneste under [[J.E.B. Stuart]] og senere som guerillakæmper. Den unge Patton voksede op med Mosbys historier om militær hæder. Fra en tidlig alder ville Patton selv være general og helt.
 
Patton stammede fra en lang række af soldater, herunder [[general]] [[Hugh Mercer]] fra [[Den amerikanske uafhængighedskrig]].<ref>[http://militaryhistory.about.com/od/army/p/mercer.htm Biography of General Hugh Mercer]</ref> Hans oldefar [[John M. Patton]] var guvernør i [[Virginia]]. En grandonkel, [[Waller T. Patton]], døde af de sår, han fik under [[Pickett's Charge]] i [[Slaget ved Gettysburg]]. Et andet familiemedlem, [[Hugh Weedon Mercer]], var Sydstatsgeneralsydstatsgeneral.
 
En af hans forfædre var [[Louis Dubois]], en fransk [[Huguenothuguenot]] -immigrant, som sammen med 11 andre grundlagde byen New Paltz, i staten New York.
 
Pattons fars forældre var [[oberst]] [[George Smith Patton]] og Susan Thornton Glassell. Pattons bedstefar, som var født i [[Fredericksburg, Virginia|Fredericksburg]], fik sin eksamen fra [[Virginia Military Institute]] (VMI) i [[1852]], som nr. 2 i en årgang på 24. Efter sin eksamen studerede George Smith Patton [[jura]], og han etablerede sig i [[Charleston (West Virginia)]]. Da den [[amerikanske borgerkrig]] brød ud, gjorde han tjeneste i 22nd Virginia Infantry i i [[Sydstaterne]]s hær.
 
Da han døde i [[slaget ved Opequon]] (det tredje slag ved Winchester), efterlod Pattons bedstefar sig en søn af samme navn, født i [[Charleston i (West Virginia)]]. Den anden George Smith Patton (var døbt George William Patton i [[1856]], men ændrede sit navn for at ære sin afdøde far i [[1868]]) var et af 4 børn. Efter at have fået eksamen fra Virginia Military Institute i [[1877]], gjorde Pattons far tjeneste som offentlig anklager i [[Los Angeles]] County, var den første advokat for byen [[Pasadena]] og den første borgmester i [[San Marino, California]]. Han var [[Demokratiske parti (USA)|Demokrat]] i stil med præsident [[Woodrow Wilson]] med en romantisk nostalgi for Sydens tabte sag. Han så med væmmelse på genforeningen af Nord og Syd (Rekonstruktionen) og gjorde sig offentligt til talsmand for "fortsat overherredømme" for "den ariske civilisation". Dette var helt sikkert medvirkende til at forme George Jr.s holdninger, som de kom til udtryk, da han tog sin datter, Ruth Ellen, med for at se [[Robert E. Lee]]s grav og fortælle hende, at hun var i den grad "urekonstrueret", samtidig med at han gav hende et lille sydstatsflag.
 
Hans bedsteforældre på mødrene side var [[Benjamin Davis Wilson]], ([[1. december]] [[1811]] til [[11. marts]] [[1878]]), som lagde navn til [[Mount Wilson]] i det sydlige Californien, og hans anden hustru Margaret Hereford. Wilson havde skabt sin egen formue, efter en barndom som forældreløs i [[Nashville, Tennessee]]. Han tjente sine penge som pelsjæger og eventyrer under indianerkrigene og i den [[Mexicansk-amerikanske krig]], inden han giftede sig med en datter af en [[Mexico|mexicansk]] storgodsejer og bosatte sig i det, der skulle blive til [[Californien]]s [[San Gabriel Valley]].
 
Pattons mor havde billeder og statuer af [[Robert E. Lee]] og [[Stonewall Jackson]] hængende på væggen i deres hjem. Patton beundrede dem, når han knælede i bøn, og troede i starten, at de var portrætter af [[Gud]] og [[Jesus]].
== Uddannelse ==
[[Fil:Patton at VMI 1907.jpg|thumb|Patton på Virginia Military Institute]]
Patton gik på Virginia Military Institute i et enkelt år, hvorefter han skiftede til [[West Point]]. Efter første år på West Point dumpede han i [[matematik]], og måtte gå året om, men han gennemførte herefter med ære og blev udnævnt til kadetadjudant, som er den næsthøjeste kadetpost. Han fik sin eksamen i [[1909]] og modtog en udnævnelse til officer i [[kavaleri]]et.
 
== De olympiske Lege i 1912 ==
 
== Patton-sabelen ==
Efter de olympiske lege blev [[løjtnant]] Patton udnævnt til hærens hidtil yngste sværdmester "Master of the Sword." Mens han havde denne stilling, forbedrede og moderniserede Patton hærens kavaleris fægteteknik og designede Model [[1913]] -kavalerisabelen. DetDen havde et stort, kurveformet fæste og eten lige, dobbeltægget stødklinge. DetDen er nu kendt som "Patton-sabelen". DetDen var stærkt påvirket af den britiske hærs kavalerisværdkavalerisabel fra [[1908]] og [[1912]].
 
Disse våben kom aldrig i brug efter hensigten. Ved begyndelsen af den amerikanske involvering i 1. verdenskrig blev adskillige amerikanske kavalerienheder bevæbnet med sabler bragt frem til fronten, men de blev holdt tilbage, krigens natur var ændret, og tropper på hesteryg var lette mål for fjendtlige tropper med hurtigskydende rifler. Angreb med sabel var blevet forældet.
 
== Tidlige militærkarriere ==
Under den [[Pancho Villa Ekspeditionen|Mexicanske ekspedition]] i [[1916]], blev Patton tildelt 8th Cavalry Regiment<ref>[http://www.first-team.us/journals/8th_rgmt/8thndx01.html 8th Cavalry Regiment - Early History]</ref> i [[Fort Bliss]], [[Texas]]. Han ledsagede den daværende [[Brigadegeneralbrigadegeneral]] [[John J. Pershing]] som hansdennes assistent under straffeekspeditionen mod [[Pancho Villa]], efter at dennes styrker var faldet ind i [[New Mexico]], havde overfaldet og plyndret byen Columbus, og havde dræbt adskillige amerikanere. Under ekspeditionen lykkedes det Patton, ledsaget af 10 soldater i 3 biler, at dræbe to mexicanske ledere, bl.a. "General" [[Julio Cardenas]], som var leder af Villas personlige vagter<ref>d'Este p. 172 ff</ref>. For denne dåd, samt på grund af Pattons forkærlighed for [[Colt]] Peacemakeren, kaldte Pershing ham for sin "Bandit"<ref>d'Este p. 177</ref>. Pattons succes gav ham et vist ry i [[De Forenede Stater]], og han blev omtalt i aviser landet over.
 
== Første verdenskrig ==
[[Fil:George S. Patton - France - 1918.jpg|thumb|left|250px|Patton i Frankrig i 1918]]
Ved USA’s indtræden i [[1. verdenskrig]] forfremmede [[John J. Pershing|General Pershing]] Patton til kaptajn. Mens han var i Frankrig, anmodede Patton om at få tildelt en kampopgave, og Pershing overførte ham til det nyformerede United States Tank Korps. Afhængig af hvilken kilde man henholder sig til, var han enten leder af det amerikanske tank korpskampvognskorps eller observatør i [[Slaget ved Cambrai]], hvor man første gang brugtbrugte tankskampvogne i stor stil. Da det amerikanske tankkorpskampvognskorps ikke deltog i slaget, er rollen som observatør den mest sandsynlige.
 
På grund af sine succeser, herunder ikke mindst opbygningen af en træningsskole for amerikanske panserstyrker i [[Langres]] i [[Frankrig]]), blev Patton forfremmet til [[major]] og derefter til [[oberstløjtnant]] og blev sat i spidsen for U.S. Tank Korps, som var en del af den amerikanske ekspeditionsstyrke [[AEF]] og senere af Første U.S. Arme. Han tog del i [[Slaget ved Saint-Mihiel]] i september [[1918]], og blev såret af maskingeværild, da han prøvede at søge hjælp til tankskampvogne, som sad fast i mudderet. Kuglen passerede igennem den øvre del af låret, og når Patton senere blev beruset ved festlige lejligheder, smed han bukserne for at vise sine ar. <ref>Robert H. Patton: The Pattons, p. xiv</ref> Krigen sluttede, mens Patton var ved at komme sig over sine sår.
For sin indsats i [[Meuse-Argonne]] Offensiven-offensiven, fik Patton [[Distinguished Service Medal (USA)|Distinguished Service Medal]] og [[Distinguished Service Cross (USA)|Distinguished Service Cross]], foruden en forfremmelse på slagmarken til [[oberst]]. For sine sår i kamp fik han et [[Purple Heart]].
 
== Mellemkrigsårene ==
Mens han gjorde tjeneste i [[Washington D.C.]] i [[1919]] mødte kaptajn (han var skiftet tilbage fra sin midlertidige rang som oberst i krigstid) Patton [[Dwight D. Eisenhower]], som skulle spille en stor rolle i Pattons fremtidige karriere. I de tidlige 20-ere, sendte Patton et brev til Kongressen, hvor han bad om tilstrækkelige midler til en panserstyrke, men uden held. Patton skrev også professionelle artikler om taktik for tankskampvogne og andre pansrede køretøjer og foreslog nye måder at bruge dem på. Han fortsatte også med at foreslå fornyelser i radiokommunikation og kanoner til tankskampvogne. Den beskedne interesse for panser skabte et dårligt klima for forfremmelser, og derfor skiftede Patton tilbage til kavaleriet.
I juli [[1932]] gjorde Patton tjeneste under hærens stabschef Generalgeneral [[Douglas MacArthur]] som major med 600 tropper under sig, i en aktion, der gik ud på at sprede protesterende veteraner i det, som var kendt som the "[[Bonus Army]]" i [[Washington D.C.]]. MacArthur beordrede tropperne til at rykke frem mod de protesterende med [[tåregas]] og [[bajonet]]ter. På et vist tidspunkt, mens de protesterende gjorde modstand med mursten og forbandelser, ledte Patton det sidste beredne angreb fra U.S. Cavalry. En af veteranerne, som blev jaget væk af kavaleriet, var "Joe Angelo", som havde fået Distinguished Service Cross i 1918 for at have reddet Pattons liv <ref>d'Este p. 354</ref>.
 
Patton gjorde tjeneste på [[Hawaii]], inden han vendte tilbage til [[Washington D.C.]] for igen at bede [[Kongressen]] om penge til pansrede enheder. I slutningen af [[1930]]-erne, blev Patton udpeget til kommandant for [[Fort Myer]] i [[Virginia]]. Kort efter de tyske ''[[blitzkriegBlitzkrieg]]'' -angreb i [[Europa]] lykkedes det [[generalmajor]] [[Adna Chaffee, Jr.|Adna Chaffee]], den første chef for U.S. Armys nyopstillede pansrede styrke at overbevise Kongressen om behovet for pansrede divisioner. Dette førte til aktivering af 1. og 2. Pansredepansrede Divisiondivision i [[1940]]. [[Oberst]] Patton fik kommandoen over 2. pansrede [[Brigadebrigade]] i 2. pansrede [[Divisiondivision]] i juli 1940. Han blev assisterende divisionschef samme år i oktober, og blev forfremmet til [[brigadegeneral]] den [[2. oktober]]. Patton gjorde tjeneste som fungerende chef fra november 1940 til april [[1941]]. Han blev forfremmet til generalmajor den [[4. april]] og blev øverstbefalende general for 2. Pansredepansrede Divisiondivision 7 dage senere.
 
== 2. verdenskrig ==
[[Fil:George S Patton statue Ettelbruck 2007.jpg|thumb|left|General George S. Patton statuen i Ettelbruck / Luxembourg 2007]]
 
Under opbygningen af [[U.S. Army]] før dens indtræden i [[2. verdenskrig]], kommanderede Patton 2. Pansredepansrede Divisiondivision, som klarede sig med blandede resultater både ved de storstilede manøvrer i [[Louisiana (stat)|Louisiana]] og i [[Carolinas]] i 1941. 2. Pansredepansrede Divisiondivision havde hjemsted i [[Fort Benning, i Georgia]], indtil enheden og dens kommanderende officer blev forflyttet til det nyetablerede Ørken træningscenterørkentræningscenter i [[Indio, Californiai Californien]] af chefen for panserstyrkerne generalmajor [[Jacob L. Devers]]. Patton blev efterfølgende udpeget som chef for det nyopstillede I pansrede Korps af Devers, og havde denne stilling da korpset blev udpeget til at deltage i [[Operation Torch]], invasionen af Nordafrika. Som forberedelse til denne invasion trænede Patton sine tropper i [[Imperial Valley]] i [[Californien]]. Han indledte disse øvelser i slutningen af 1941 og fortsatte dem til langt ind i sommeren 1942. Patton udvalgte et stort ørkenområde, som var meget vanskeligt, med høje temperaturer, sandede flodløb og absolut tomhed. Det lignede meget det terræn, som Patton og hans mænd ville komme ud for i kampagnerne i Nordafrika. Man kan stadig finde spor efter tankskampvogne, skyttehuller og patronhylstre i et område omkring 80 km sydøst for [[Palm Springs, California|Palm Springs]].
 
Den [[3. juni]] [[1942]] troede Patton, at japanerne var på vej til at invadere [[Mexico]]. Han var sikker på, at de ville bruge de mexicanske strande til at angribe ind i [[Californien]]. I tre dage havde Patton sine tropper i alarmberedskab for straks at kunne rykke frem og møde japanerne ved spidsen af den Californiske Golf. <ref>{{cite web |url=http://www.digitalsurvivors.com/archives/whatif-japaninvadedmexico1942.php |title=What if Japan Invaded Mexico in June of 1942? |publisher=Digital Survivors |first=Scott |last=Manning |date=[[2006-09-30]] |accessdate=2006-11-29}}</ref> Den japanske invasionsflåde landede i stedet på de Aleuterne på [[Kiska Island]] den [[6. juni]].
 
=== Kampagnen i Nordafrika ===
I [[1942]] kommanderede [[Generalmajorgeneralmajor]] Patton den vestlige landgangsstyrke, som landede på kysten af fransk [[Marokko]] i [[Operation Torch]]. Patton og hans stab ankom til Marokko om bord på den svære krydser [[USS Augusta (CA-31)|USS ''Augusta'']], som kom under beskydning fra det [[Vichy Frankrig|Vichy franske]] slagskib [[Fransk slagskib Jean Bart (1940)|''Jean Bart'']] mens det sejlede ind i havnen i [[Casablanca]].
 
I [[1943]] efter U.S. II Korps' nederlag til det tyske [[Afrikakorpset|Afrikakorps]] i [[slaget ved Sidi Bou Zid]] og igen i [[Slaget ved Kasserine Passet]] ønskede general [[Dwight D. Eisenhower]] en vurdering af korpset og sendte [[generalmajor]] [[Omar Bradley]] af sted for at observere, hvordan det fungerede operationelt.
 
Den [[6. marts]] [[1943]], som følge af Bradleys rapport, erstattede Patton [[Generalmajorgeneralmajor]] [[Lloyd Fredendall]] som chef for U.S. II Korps. Patton blev også forfremmet til [[Generalløjtnantgeneralløjtnant]]. Kort tid efter fik Patton overført Bradley til sit korps som næstkommanderende. På den måde indledtes et langt samarbejde mellem disse to meget forskellige personligheder.
 
Patton var hård i sine træningsmetoder, og derfor i almindelighed upopulær blandt sin tropper. På den anden side foretrak de at gøre tjeneste under ham, fordi de regnede med, at han gav dem de bedste chancer for at komme hjem i live. Både britiske og amerikanske officerer havde bemærket slapheden og den manglende disciplin i II Korps under [[Lloyd Fredendall|Fredendall]]. Patton forlangte, at alt personel skulle bære stålhjelm, selv lægerne på operationsstuerne, og forlangte at hans tropper bar de upopulære gamacher og slips. Der blev indført et bødesystem, for at sikre, at alle barberede sig dagligt, og overholdt kravene til uniformen. Disse tiltag gjorde ikke Patton populær, men de var med til at genskabe en fornemmelse af disciplin og stolthed over enheden, som tidligere manglede. I et ordspil over hans øgenavn spøgede tropperne med, at de var "his guts and our blood".
 
Den af Patton krævede disciplin gav hurtigt resultat. I midten af marts [[1943]] skubbede den modoffensiv, som U.S. II korps indledte sammen med resten af ''1. britiske arme'', tyskerne og italienerne mod øst. I mellemtiden pressede den britiske 8. Arme (ørkenrotterne) under feltmarskal [[Bernard Law Montgomery]] dem mod vest. Det betød, at tyskerne og italienerne blev presset sammen på et stadigt mindre område i [[Tunesien]], og de måtte overgive sig i midten af maj.
Som følge af hans resultater i Nordafrika fik Patton kommandoen over ''7. Arme'' under forberedelsen af invasionen på Sicilien i [[1943]]. Hans opgave var at beskytte den venstre (vestlige) flanke for den ''britiske 8. Arme'', mens de begge rykkede frem mod Messina.
 
Den Syvende Arme afviste adskillige tyske modangreb i brohovedet, inden den begyndte sin fremrykning nordpå. I mellemtiden gik 8. Arme i stå syd for vulkanen [[Etna]] over for et stærkt tysk forsvar. Armégruppens leder, [[Harold Alexander]], udøvede kun løs kontrol over sine to arméchefer. Montgomery tog derfor initiativ til at mødes med Patton i et forsøg på at få koordineret kampagnen.
 
Patton skabte et midlertidigt korps under sin stabschef og rykkede hurtigt gennem det vestlige Sicilien, hvor han befriede hovedstaden [[Palermo]], og drejede derefter hurtigt mod øst mod [[Messina]]. Amerikanske styrker befriede Messina i overensstemmelse med den plan, som Montgomery og Patton havde lavet i fællesskab. Tyskerne og italienerne havde kontrollen til søs og i luften over deres tilbagetrækningsruter, og alle deres soldater og det meste af deres tunge udstyr blev færget over Messinastrædet til det italienske fastland.
 
=== Smæk-episoden og fratagelse af kommandoen ===
Pattons blodtørstige taler gav anledning til kontroverser, da det blev hævdet, at en af dem var inspiration for [[Biscari-massakren]], hvor amerikanske tropper, som fulgte hans instruktioner om at være skånselsløse, blev fængslet efter at have dræbt 76 krigsfanger, selv om Patton, deres overordnede officer, ikke blev anklaget for nogen forseelse. En tilsvarende hændelse var [[Canicattì-massakren]] hvor sicilianske civile (herunder en pige på 11 år) blev dræbt af en gruppe soldater, som i yderste led stod under Pattons kommando.
 
Endnu værre for ham var smæk-episoden, som fandt sted den [[3. august]] [[1943]] <ref> "Private Wrote Family About Being Cuffed," ''The Port Arthur News'', Nov. 24, 1943, p6 </ref> som nær havde afsluttet Pattons karriere. Sagen kom frem, efter at avisskribenten [[Drew Pearson]] offentliggjorde den i sit radioprogram den 21. november, hvor han rapporterede, at Generalgeneral Patton havde fået en "alvorlige reprimande".<ref> "Reprimand for Patton is Denied," ''The Fresno Bee'', November 22, 1943, p1 </ref> De allieredes hovedkvarter afviste, at Patton havde fået en reprimande, men bekræftede, at Patton havde slået en soldat.
 
Ifølge vidner var General Patton på besøg på et militærhospital på Sicilien, hvor han besøgte sårede. Han kom forbi en 24-årig soldat, som græd. Patton spurgte "Hvad er der i vejen med dig?" og soldaten svarede "Det er mine nerver, tror jeg. Jeg kan ikke klare artilleribeskydning." Patton blev rasende og "anvendte bandeord, kaldte soldaten for en "kujon" og beordrede ham tilbage til fronten. Der dannedes et opløb, som bl.a. omfattede hospitalets leder, lægen, som havde indlagt soldaten og en sygeplejerske. Patton slog derpå soldaten bag på hovedet med bagsiden af sin hånd". Det hævdedes, at sygeplejersken kastede sig mod Patton, men blev trukket væk af en læge, og lederen lagde sig imellem. Patton fortsatte videre til andre patienter, og vendte så tilbage og skældte ud på soldaten igen.<ref> "Patton Regrets Slapping Soldier," 'san Antonio Light'', November 23, 1943, p1 </ref>
 
Da general Eisenhower hørte om episoden, beordrede han Patton til at gøre afbigt, og herefter berettedes det, "blev Pattons opførsel lige så storsindet, som den havde været rasende", og han undskyldte tilover for soldaten og "alle de, som var tilstede på daværende tidspunkt",<ref> Id. at p.8 </ref> Efter at filmen ''Patton'' blev udsendt i [[1970]], genfortalte Charles H. Kuhl historien, og sagde, at Patton havde slået ham i ansigtet og derefter sparket ham, da han gik væk. "Efter at han var taget af sted, blev jeg indlagt på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde [[malaria]]", bemærkede Kuhl, og tilføjede at da Patton personligt undskyldte (i Pattons hovedkvarter) "sagde han, at han ikke var klar over, at jeg var så syg, som jeg var." Kuhl, som senere arbejdede som [[gadefejer]] i Mishawaka, Indiana, tilføjede at Patton var "en stor general" og "jeg tror, at han selv var temmelig udmattet på det tidspunkt, hvor det skete."<ref> "Gen. Patton Slap Haunts Former GI," ''Charleston Daily Mail,'' March 25, 1970, p12 </ref> Kuhl døde den [[24. januar]] [[1971]].<ref> "GI Slapped by Gen. Patton in Sicily Is Dead," ''The Cedar Rapids Gazette'', February 2, 1971, p7.</ref>
 
Det viste sig, at Patton havde slået en anden soldat ti dage tidligere, selv om Kuhls historie var den, som blev offentlig kendt.<ref> ''Charleston Daily Mail,'' 3/25/70, Id. </ref> Andre journalister havde besluttet at forblive tavse om hændelsen, og Kuhls forældre havde undladt at omtale sagen, "fordi de ikke ønskede at skabe vanskeligheder for general Patton."<ref> Port Arthur News, 11/24/43, Id. </ref> Eisenhower tænkte på at sende Patton hjem i unåde, som mange journalister krævede. Men efter at have konsulteret [[George Marshall]], besluttede Eisenhower at beholde Patton, men uden en fremtrædende position. Eisenhower brugte Pattons "[[orlov]]" som et trick til at vildlede tyskerne med hensyn til, hvor det næste angreb ville blive sat ind, da de antog, at Patton skulle lede det næste angreb, og da han var den general, de var mest bange for. I de 10 måneder, hvor Patton var uden kommando, blev hans forlængede ophold på Sicilien opfattet af tyskerne som en indikation af en kommende invasion af det sydlige [[Frankrig]]. Senere blev et ophold i [[Cairo]] fortolket som forløber for en invasion på Balkan. Det tyske efterretningsvæsen misfortolkede, hvad der skete, og lavede fejlagtige planer som følge.
 
I månederne før invasionen i Normandiet i juni [[1944]] holdt Patton offentlige taler som chef for den fiktive ''First U.S. Army Group'' ([[FUSAG]]), som det efter sigende var meningen skulle invadere Frankrig ved [[Calais]]. Det var en del af en raffineret kampagne med misinformation [[Operation Fortitude]]. Tyskerne omplacerede deres styrker som følge heraf, og var meget langsomme til at reagere på den faktiske landgang i Normandiet.
7.692

redigeringer