Grammofonplade: Forskelle mellem versioner

De første grammofonplader kom omkring år [[1900]], og var fremstillet af [[asbest]] og [[shellak]], (derfor blev de kendt som ''lak-plader'') og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet (visse mærker dog andenhastighed f.eks. 80 omdr hos Pathé). Frem til ca. [[1928]] blev de indspillet [[akustik|akustisk]] via en tragt der modtog lyd, og herefter gik man over til elektriske [[mikrofon]]-indspilninger, dog uden mulighed for variation af lydbilledet. De

Den maksimale spilletid pr. pladeside var 3-5 minutter for en 10" plade, på de lidt større plader med en diameter på 3012" cm(30cm) op til knap 10 minutter. Afspilningen foregik i de tidligste tider med kraftige udskiftelige nåle af forskelligt materiale, men det mere sejlivede [[safir]]- eller [[diamant]]materiale viste sig mest velegnet - ikke mindst for pladerne. Efter [[2. verdenskrig]] kom amerikanerne med de første plader der kørte med 45 omdrejninger pr. minut. Disse plader var lavet af [[vinyl]]materiale, som kunne have tættere riller end lak-pladerne. Pladen blev derfor mindre, men indeholdt fortsat kort spilletid på hver side. Den engelske betegnelse ''single'' (7") brugtes også i Danmark. ''EP-pladerne'' (10")(engelsk forkortelse for Extended Play=udvidet spilletid) kom ligeledes på markedet. De kunne som noget nyt rumme hele fire numre på samme plade. Beskyttelsesomslaget var stift og ofte med noter på bagsiden.

De "moderne" grammofonplader er lavet af [[PVC]] (Polyvinyl Chlorid) og er retmere følsomme overfor ridser end lakpladerne, men mindre følsom overfor bøjning og anden fysisk overlast., men lyden blev mere ren, nålestøj og knitren blev stærkt minimeret, og begrebet High Fidelity (Hi-Fi) opstod. Som følge heraf krævedes ligeledes moderniseret afspilningsudstyr, og internationale standarder for indspilningsfrekvenser, (som også eksisterede tidligere...).

Samtidig med 7" (18cm) 45-pladerne kom 12" (30cm)-pladerne, der kørte med 33⅓ omdrejninger i minuttet - hvilket gav anledning til et nyt navn, ''lp-pladen'', hvor lp er en engelsk forkortelse for ''Long Playing''. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd, og fra omkring 1960 blev de første plader (på begge hastigheder) udsendt i [[stereo]]. I 1970'erne eksperimenterede man desuden med 4-kanals-stereo, kaldet Qaudrofoni. De første lp'er var primært sammensat af kunstnernes forskellige single-udgivelser, men i 1960'erne blev det mere almindeligt, at en kunstner/gruppe udgav et helt samlet [[lp-album]].