|
== De første 100 år ==
C.A. Reitzel etablerede sin forretning ved hjælp af 200 lånte rigsdaler. Han var udlært hos boghandleren [[Gerhard Bonnier]]. Men deDe fleste københavnske boghandlere var utilfredse med Reitzels tiltag, da de mente, at der i forvejen var nok boghandlere i byen. Men Reitzel havde tilsyneladende en næse for gode forretninger. De københavnske boghandlere fik udvirket, at Reitzel blev nægtet optagelse i den tyske boghandlerforening, hvilket betød at han ikke kunne få rabat og kredit på udenlandske bøger. Men på grund af sin næse for forretninger lykkedes det ham alligevel at slå igennem. Da detDet tyske forlag Cotta annoncerede, at dedet ville udgive den første samlede udgave af enten [[Johann Wolfgang von Goethe]]s eller [[Friedrich Schiller]]s værker, anså. Reitzel anså det for en sikker succes. Han bestilte derfor 100 eksemplarer af værket, uden at have en eneste forudbestilling. DenneDen store ordre gav i øjeblikkelig en god kredit hos det tyske forlag, og da salget af værket efterfølgende gik strygende, var hans anseelse som boghandler sikret både hjemme og i udlandet sikret<ref>Wroblewski, s. 9</ref>.
C.A. Reitzels boghandel fik [[privilegium]] som universitetsboghandler,. hvilketDet betød at handen blandt andet stod forfik eneleverancen til [[Københavns Universitetsbibliotek]]. Reitzel startede desuden et forlag, og langt størstedelen af de litterære produktioner i [[den danske Guldalder]] udkom på C.A. Reizels forlag<ref>P. Hansen, ''Ilustreret Litteraturhistorie'', 1889, bind II, s. 495.</ref>. Det var i løbet af denne tidlige periode, at boghandlen skiftede lokaler til Løvstræde i den bygning der kaldes Vajsenhusets gård.
Digteren og filosoffen [[Poul Martin Møller]] udødeliggjorde Reitzels boghandel i sit digt ''Scener fra Rosenborgs Have'' i den komiske dialog kaldet ''Hans og Trine'':
{{citat|Nys jeg er fra Reitzel kommen,</br>Og en nysselig Roman</br>Har jeg her i Trøjelommen,</br>Som vi sammen læse kan.|Poul Martin Møller, ''Efterladte Skrifter'', 1855, bind 1, s. 52.}}
I [[1853]] døde C.A. Reitzel og denneshans sønner, Theodor og Carl Reitzel overtog virksomheden. De havde dog ikke samme forretningsnemme som faderen, og især forlagsvirksomheden indskrænkes betydeligt, for endelig at blive solgt til [[Gyldendal]] i [[1890]].
BoghandlerenBoghandler [[Otto B. Wroblewski]] gik selv i lære i C.A. Reitzels boghandel og arbejdede der siden i perioden [[1843]]-[[1853]]. I [[1888]] udgav han en erindringsbog om sine år i bogladen i forbindelse med 100-årsdagen for C.A. Reitzels fødsel. Her giver han et indblik i den litterære verden i slutningen af Guldalderens København. Forfattere og andre kendte kulturpersonligheder frekventerede ofte boghandelen både i funktion afsom kunder og som udgivende forfattere på Reitzels forlag.
Mest kendt er måskeanekdoten situationen mellemom [[H.C. Andersen]] og [[Johan Ludvig Heiberg]], som blev gengivet i [[DR]]'s tv-serie [[Bryggeren]]. Heiberg havde udgivet bogen ''Nye Digte'', hvoriog kritiseret H.C. Andersen skarpt blev kritiseret i digtet ''En sjæl efter døden''. På grund af H.C. Andersens sarte gemyt havde Reitzel beordret boghandlermedhjælperne til altid at nægte sigham hjemme, hvis Heiberg dukkede op. En dag ankommerankom Heiberg, mens Reitzel holderholdt møde med H.C. Andersen inde på sit kontor. Wroblewski fortæller videre:
{{citat|"Goddag, min unge Ven! er Hr. Reitzel hjemme?" L., (en af Personalet) yderst befippet ved at skulle lyve for den store Mand med Fare for at blive greben i flagrant Løgn, stammer altsaa nølende: "Nej, Hr. Professor". "Ja saa, ikke det! (han har imidlertid hørt Lyden af de Samtalendes Stemmer inde i Kontoret). "Han er maaske paa Børsen?" Her saa' han med sit mest sarkistiske Smil paa Vedkommende. "Nej, det tror jeg ikke". "Hm - maaske han er rejst til Messen i Leipzig?" Det var en fuldstændig Leg som Katten med Musen. "Nej ... det er han ganske vist ikke". "Naa, ja, saa kommer han maaske snart hjem". Stadig hører man de talende ved Siden af...."Ja! det gjør han vel"..."Ja, saa tror jeg, jeg vil vente lidt", og dermed sætter han sig ned. Lidt efter gaar Kontordøren op og de samtalende træde ud. - Stort Tableu! Først fik vi, Personalet, et lynende Blik af Principalen og derefter Heiberg det allerelskværdigste Smil og Haandtryk, der gjengjældtes, som om aldeles intet var passeret, med: "Ah, Goddag, kjæreste Hr. R.! ja jeg tænkte nok at De kom snart hjem!" og derpaa fik H.C.A. et lige saa smilende og høfligt Goddag; men A. saa' ud som han havde faaet noget forfærdeligt Bittert i Munden og bugtede sig skyndsomt ud af Døren.|Wroblewski, s. 13-14.}}
|
