Jakobinerne: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Fjerner version 3884602 af 86.52.138.39 (diskussion): Nonsens
m Typo fixing, replaced: f. eks. → f.eks.
Linje 11:
Girondinernes fiasko mht. krigsførelsen 1792-93 bragte endelig jakobinerne enemagten. Især på Dantons initiativ gennemførtes afværgelsen af den fremmede invasion samt kongens henrettelse og republikkens indførelse. Fra foråret 1793 tog jakobinerne ledelsen, styrtede og arresterede girondinernes ledere og førte med hård hånd krig mod både ydre og indre fjender. Deres reelle magt udøvedes gennem Velfærdsudvalget, som først lededes af Danton, siden af Robespierre. Den såkaldte ”rædselsperiode” dominerede det meste af deres styre. Store royalistiske opstande i Vendée blev slået hensynsløst ned, ligesom alle virkelige eller formodede fjender af revolutionskursen blev henrettet. Samtidig satte de den almindelige værnepligt og skabelsen af en fransk storhær i system, ikke mindst takket være krigsministeren [[Lazare Carnot]]. Den stadige krigssituation og massehenrettelserne førte efterhånden til splittelse blandt jakobinerne. Danton tog gradvist afstand fra terroren og overlod derved ledelsen til Robespierre, der støttedes af sin højre hånd, advokaten [[Saint-Just]]. I foråret 1794 knuste de stort set alle rivaler inden for partiet, dels venstrefløjen under journalisten Hébert som havde villet erstatte kristendommen med ”fornuftsdyrkelse”, dels de moderate under Danton og Desmoulins. Dette gjorde reelt Robespierre til republikkens diktator, og da han ville skærpe kursen yderligere, styrtedes han juli samme år af en sammensværgelse dels af reelle modstandere, dels af korrupte jakobinere, der ønskede hans kontrol fjernet.
 
Robespierres fald betød afslutningen på jakobinernes magtperiode i fransk historie. Under [[Direktoriet]] fik bevægelsen dog en kort renæssance under navnet ”nyjakobinerne” og spillede en vis rolle som opposition mod Barras. Selv efter denne tid har man dog talt om jakobinske tendenser i fransk politik, meget af det senere franske ”radikale venstre” fra 1800-tallet har præg af deres traditioner, f. eks. [[Pariserkommunen]], og politikere som [[Georges Clemenceau|Clemenceau]] har også erklæret sig som arvtagere efter jakobinerne.
 
== Se også ==