Tysk litteratur: Forskelle mellem versioner

Indtil tiden omkring barokken blev det meste litteratur i det tyske område skrevet på latin. Først med Luther begyndte tysk at vinde indpas som det foretrukne forfattersprog. Den tyske litteratur følger i store træk de samme perioder som andre europæiske landes litterære traditioner også har gennemgået. Sat meget på spidsen anses den tyske litteratur for gennemgående at have været mere dyb, indadvendt og mere interesseret i menneskers skyggesider og indre konflikter end andre landes. Begreber som [[Sturm und Drang]] og [[Weltschmerz]] stammer derfor ikke uden grund fra tysk litteratur. Metafysiske overvejelser har for mange (dog ikke alle!) tyske forfattere spillet en stor rolle, hvorfor det i læsningen af tyske værker kan være en hjælp at have et vist kendskab til bl. a. [[Johann Gottfried Herder]], [[Immanuel Kant]], [[Arthur Schopenhauer]], [[Friedrich Nietzsche]].

Oplysningstiden betød en enorm interesse for verdenen omkring os og mennesket i den. Selve ordet oplysning hentyder til at der skulle blive lys, der hvor der før var mørke. Ukendte ting skulle undersøges, ting skulle måles og vejes og gamle overleverede sandheder skulle ikke tages for givne, men skulle udfordres og stilles spørgsmål ved. Interessen for videnskaben og fritænkningen blev et centralt element i denne periode, der dermed danner starten for den moderne tidsalder. Men også ideen om det selvstændige menneske var kendetegnende for tiden. I denne periode blev det til en almengyldig regel, at ethvert menneske uanset stand har en værdi i sig selv, og at et hvert menneske har mulighederne, og ofte bør have mulighederne, til at udvikle sig. [[Immanuel Kant]]s credo "Sapere aude", hav modet til at ville vide, kan karakterisere perioden udmærket. Der var i modsætning til den pessimistiske stemning i dele af barokken en utrolig tro på fremtiden og en optimisme på mennesket og videnskabens vegne. Digteren [[Barthold Hinrich Brockes]] var som en tidlig oplysningsmand et tydeligt eksempel på, hvordan troen på gud kunne forbindes med en indædt tro på oplysningen og videnskaben. Hans digt "Vergissmeinnicht" (Forglemmigej) er et godt eksempel på dette. En af de mest centrale og fremtrædende oplysningstidsforfattere var [[Gotthold Ephraim Lessing]], der excellerede inden for kritik, filosofi og teori om teaterdramaer. Han tog udgangspunkt i Aristoteles´ lære om teateret og i Shakespeares dramaer. Han fik selv lejlighed til at prøve sine teorier af i en del stykker, bl. a. [[Minna von Barnhelm]], [[Nathan der Weise]] og [[Laokoon]]. Som senere oplysningsmand var han yderst skeptisk over for kirkens monopol på udlæggelsen af en gudgiven sandhed.

Denne gruppe af oprørske fremadstormende unge digtere var især inspireret af de tanker [[Johann Gottfried Herder]] havde gjort sig om kultur og historiens forløb. Herder formulerede bl. a. ideen om de enkelte folkeslags eget kulturelle liv, hvorfra kunsten må tage sit udgangspunkt for at den kan være oprigtig og ægte. Igennem Herder blev begrebet om det enestående kunstneriske subjekt, geniet, til forbillede, og man dyrkede bl. a. derfor især Shakespeare som det enestående geni. Man begyndte også at interessere sig for det oprindelige folk, for dets sæder og skikke, og folkedigtningen blev af Herder betragtet som noget man skulle efterligne. Herders indflydelse rækker også ind i romantikken.

Klassikken eller også Weimar-klassikken, fordi det var her den havde sit kunstneriske centrum, var især præget af venskabet mellem to af de største tyske forfattere, [[Johann Wolfgang von Goethe]] og den lidt yngre [[Friedrich Schiller]]. Den aldrende Goethe var igennem en modningsproces gået bort fra det meget følelsesladede subjektive fra Sturm-und-Drang-tiden og sammen med Schiller udviklede de bl. a. gennem forskellige tekster en helt egen litterær gren, der hentede inspiration fra den klassiske antikke verden. Deraf navnet. De to forfatteres mål var gennem en opbyggelig litteratur så at sige at opdrage mennesket til at træffe de rigtige moralske valg og derigennem nå frem til et bedre samfund. Skuffelsen var stor over det der skulle være det nye oplyste samfund, den franske revolution, der dog endte med udskejelser i absurde love og vilkårlige henrettelser. Det blev derfor i stedet kunsten der skulle udvikle mennesket, så det til sidst var modent til den politiske frihed, som det havde vist ikke at kunne håndtere i Frankrig. På et filosofisk plan gjaldt det især for Goethe om at finde en gylden mellemvej mellem driften og fornuften. En middelvej mellem det subjektive og det kollektive. Driften og subjektiviteten alene førte til ulykke for Werther i [[Den unge Werthers lidelser]], men mennesket kunne heller ikke helt leve efter fornuftens love. Idealet var en harmoni mellem de to yderpunkter.