Rumfærge-Mir-programmet: Forskelle mellem versioner

'''Rumfærge–Mir-programmet''' ('''Shuttle–Mir Program''') var et rumprogram i samarbejde mellem [[Rusland]] og [[USA]], der involverede amerikanske [[rumfærge]]flyvninger til den russiske [[rumstation]] ''[[Mir (rumstation)|Mir]]'', russiske kosmonauter på rumfærgerne og amerikanske astronauter, der deltog i langvarige ekspeditioner om bord på ''Mir''.

 

 

=== Langtidsophold ===

Foruden rumfærgeflyvningerne til ''Mir'', indebar Fase Et også syv langvarige ophold på ''Mir'' af amerikanske astronauter. De syv astronauter, der var medlem af Mir-besætningerne, [[Norman Thagard]], [[Shannon Lucid]], [[John Blaha]], [[Jerry Linenger]], [[Michael Foale]], [[David Wolf]] og [[Andy Thomas|Andrew Thomas]], blev efter tur fløjet til [[Stjernebyen]] i [[Rusland]] for at modtage træning i flere aspekter af driften af ''Mir'' og [[Sojuz]]-fartøjet, der bruges som transport til og fra stationen. Astronauterne modtog også træning i udførsel af [[rumvandring]]er uden for ''Mir'', ligesom de modtog undervisning i [[russisk (sprog)|russisk]], der skulle bruges under deres missioner til kommunikation med de andre kosmonauter om bord på stationen og Kontrolcenteret i Moskva, [[TsUP]].

 

=== Mir ===

{{Uddybende|Mir}}

 

''Mir'' i sig selv var verdens første modulopbyggede rumstation, opført mellem 1986 og 1996. Hun var menneskehedens første permanent bemandede rumstation i længere tid, og hun har i øjeblikket rekorden for at have den længste konstante menneskelige tilstedeværelse i rummet, blot otte dage fra de ti år. ''Mirs'' formål var at være et stort og beboeligt laboratorium i rummet, og gennem samarbejde, blandt andet Fase Et, blev hun gjort internationalt tilgængelig for kosmonauter og astronauter fra forskellige lande. Stationen eksisterede indtil [[23. marts]] [[2001]] da hun planlagt genindtrådte i Jordens atmosfære, hvor hun brød i stykker over Stillehavet.

=== Rumfærge ===

{{Uddybende|Rumfærge}}

 

Rumfærgen er det første rumfartøj der er designet til at være delvist [[genbrugeligt opsendelsessystem|genanvendeligt]]. Den bringer store laster til lave kredsløb og under Rumfærge-Mir- og ISS-programmet, sørger den for udskiftning af mandskab og bringer forsyninger, moduler og udstyr til stationerne. Hver rumfærge blev designet til at fungere til 100 opsendelser eller 10 års operativt virke.

== Tidslinje ==

=== Nyt samarbejde begynder (1994) ===

Fase Et begyndte d. [[3. februar]] [[1994]] med opsendelsen af rumfærgen Discovery på dens 18. mission, [[STS-60]], den første rumfærgeflyvning det år. Den otte dage lange mission var den første flyvning nogensinde med en russisk [[kosmonaut]], [[Sergej Krikaljov]], om bord på den amerikanske rumfærge og den markerede starten på en ny æra med samarbejde om rumflyvning mellem de to nationer, 37 år efter begyndelsen på [[rumkapløbet]].<ref>

{{Citation

 

=== NASA ankommer til ''Mir'' (1995) ===

 

1995 begyndte med opsendelsen [[3. februar]] af [[STS-63]], den anden rumfærgeflyvning til Mir og den første flyvning med en kvindelig pilot. [[Eileen Collins]]. Flyvningen, der blev refereret til som ''near-Mir''-missionen (''nær-Mir''), var det første møde mellem en rumfærge med ''Mir'' under en otte dage lang mission, der bragte den russiske kosmonaut [[Vladimir Titov]] og resten af ''Discovery'''s mandskab 11 meter fra ''Mir'', før kaptajn Wetherbee udførte en rundflyvning af stationen. Missionen, der var en generalprøve for den rigtige sammenkoblingsmission i programmet, [[STS-71]], testede flere teknikker og udstyr der skulle bruges til de efterfølgende missioner.<ref name="SMH Flights"/><ref>

</ref>

 

 

De primære formål med [[STS-71]], der blev opsendt d. [[27. juni]], var at føre ''Atlantis'' og ''Mir'' sammen, og d. [[29. juni]] udføre den første sammenkobling mellem en amerikansk rumfærge og Mir - den første sammenkobling mellem to fartøjer fra USA og Rusland siden [[Apollo-Sojuz-testprogrammet]] i 1975.<ref>

 

=== ''Priroda'', brand og kollision (1996–1997) ===

 

1996 markerede begyndelsen på den permanente amerikanske tilstedeværelse på ''Mir'' med opsendelsen af [[STS-76]] d. [[22. marts]], der førte den anden amerikanske langtidsastronaut, [[Shannon Lucid]], til Mir. Den tredje sammenkoblingsmission, igen udført af ''Atlantis'', demonstrerede logistiske evner med et [[Spacehab]]-modul, og man overførte eksperimenter til ''Mir''s sammenkoblingsmodul under den første fælles rumvandring, ligesom man overførte dr.Lucid til ''Mir''. Rumvandringerne, der blev udført fra ''Atlantis''' kabine, gav astronauterne erfaring til de senere konstruktionsmissioner til [[Den Internationale Rumstation]].<ref>

</ref>

 

Lucids ophold på stationen sluttede endelig med ''Atlantis''-flyvningen [[STS-79]], der blev opsendt d. [[16. september]] og som var den første rumfærgemission der medbragte et dobbelt [[Spacehab]]-modul. Under missionen blev mere end 1.800&nbsp;kg forsyninger overført til ''Mir'', blandt andet vand dannet af ''Atlantis''' [[brændstofcelle]]r, og eksperimenter blandt andet indeholdende forsøg med [[superleder]]e, [[brusk]]udvikling og andre biologiske forsøg. Omkring 900&nbsp;kg forsøg og udstyr blev også ført tilbage fra ''Mir'' til ''Atlantis'', hvilket gjorde den i alt 3 tons store overførsel den mest omfattende hidtil.<ref> Senere slog [[Sunita Williams]] rekord ved at være om bord på [[Den Internationale Rumstation|ISS]] i 195 dage.

{{Citation

| accessdate = 30. marts 2007 }}</ref>

 

 

Under hans ophold blev Jerry Linenger den første amerikaner til at udføre en rumvandring fra en udenlandsk rumstation med den russiskbyggede [[Orlan]]-rumdragt sammen med den russiske kosmonaut [[Vasilij Tsiblijev]]. Alle tre besætningsmedlemmer på EO-23 udførte også en ekskursion med Sojuz-fartøjet, idet de først frakoblede sig ''Mir''s ene port, hvorefter de manuelt koblede sig til en anden port. Dette har russerne gjort mange gange før, men Linenger blev den første amerikaner, der frakobler sig en rumstation om bord på to forskellige rumfartøjer (Rumfærgen og Sojuz)<ref name="LoME"/>

| accessdate = 30. marts 2007 }}</ref>

 

 

Foales ophold forløb normalt indtil d. [[25. juni]], da et forsyningsfartøj under den anden test af ''Progress''' manuelle anflyvningssystem, TORU, kolliderede med solpanelerne på ''[[Spektr]]''-modulet og styrtede ind i modulets ydre skal, hvilket punkterede modulet og forårsagede et trykfald på hele ''Mir'', den første af sin slags i rumflyvningens historie. Kun en snarrådig handling fra mandskabet, der overskar modulets kabler så de kunne lukke porten til ''Spektr'', forhindrede at mandskabet måtte evakuere ''Mir'' med Sojuz-redningsbåden. Deres handling genetablerede ''Mir''s lufttryk, mens trykket i ''Spektr'', der indeholdt mange af Foales eksperimenter og personlige ejendele, faldt til et vakuum. Heldigvis blev mad, vand og andre vitale forsyninger opbevaret i de andre moduler og en omlægning af Foales program maksimerede det videnskabelige udbytte.<ref name ="Dragonfly"/><ref name="SMH Flights"/>

Efter katastroferne overvejede [[USA]]'s kongres og NASA om man skulle forlade programmet på grund af bekymringer for astronauternes sikkerhed, men NASA's administrator [[Daniel Goldin]] valgte at fortsætte programmet, og den næste flyvning, [[STS-86]] bragte langtidsastronaut [[David Wolf]] om bord på ''Mir''.

 

 

STS-86 udførte den syvende rumfærge-Mir sammenkobling, den sidste i 1997. Under ''Atlantis''' ophold udførte besætningsmedlemmerne Titov og Parazynzki den første fælles amerikansk-russiske rumvandring under en rumfærgemission, og den første hvor en russer bar en amerikansk rumdragt. Under den 5 timer lange rumvandring anbragte de en 55&nbsp;kg tung ''Solar Array Cap'' til sammenkoblingsmodulet, så fremtidige rumvandringer kunne prøve at forsegle hullet i ''Spektr''s skrog. Missionen bragte Foale tilbage til Jorden sammen med forsøgsresultater, hardware og den gamle Elektron-iltgenerator, og satte Wolf af på stationen til sit 128 dage lange ophold. Wolf var oprindeligt planlagt til at være den sidste amerikanske ''Mir''-astronaut, men blev skubbet frem i stedet for astronauten [[Wendy Lawrence]]. Hun blev vurderet uegnet efter ændringerne i de russiske krav til astronauter efter kollisionen med ''Progress''-fartøjet. De nye regler krævede at alle ''Mir''-besætningsmedlemmerne skulle være trænet og klar til rumvandringer, men en russisk rumdragt i hendes størrelse kunne ikke nå at blive klargjort før opsendelsen af [[STS-86]] ''Atlantis''.<ref name="SMH Flights"/><ref>{{cite web

 

=== Fase Et indstilles (1998) ===

 

Det sidste år af Fase Et begyndte med flyvningen af [[Endeavour (rumfærge)|''Endeavour'']] på [[STS-89]]. Missionen bragte kosmonaut [[Salizhan Sharipov]] til ''Mir''' og erstattede David Wolf med [[Andy Thomas]] efter Wolfs 119 dage lange ophold.<ref name="SMH Flights"/><ref>{{cite web

 

=== Fase To & Tre: ISS (1998–2010) ===

Med landingen af rumfærgen [[Discovery (rumfærge)|''Discovery'']] [[12. juni]] [[1998]] sluttede Fase Et af programmet. Dog ville teknikkerne og udstyret, der var blevet udviklet, blive ved med at assistere i udviklingen af rumforskning med begyndelsen af Fase To [[20. november]] [[1998]]. Den dag blev en russisk [[Protonraket]] med det første modul af ISS, [[Zarja]], sendt op. Dette første modul af ISS sørgede for strøm, lagerrum, fremdrift og styring af ISS under de første skridt mod etableringen — desuden fungerer modulet som funktionel rygrad i stationen.<ref>{{cite web

| title = NASA Facts - The Zarya Control Module

Gennem sin levetid modtog programmet stor kritik over sikkerheden på den aldrende ''Mir'', specielt efter en brand om bord på stationen og kollisionen med ''Progress''-lastfartøjet i 1997.

 

 

Branden, der blev forårsaget af en dårligt fungerende reserve-iltgenerator (SFOG), brændte i, efter forskellige kilder, mellem 90 sekunder og 14 minutter, og producerede store mængder af giftig røg der fyldte ''Mir'' i omkring 45 minutter. Dette tvang besætningen til at iføre sig masker, der i sig selv også repræsenterede et kritisk område, idet nogle af de masker, astronauterne oprindeligt iførte sig, var defekte. Et endnu mere kritisk område var det faktum at de [[ildslukker]]e, der sad på væggene i modulerne, viste sig at være immobile. Derudover skete branden på et tidspunkt hvor besætningen skulle udskiftes, hvorfor der var seks mand om bord på ''Mir'', i modsætning til de normale tre — branden afskar adgangen til en af de tilsluttede Sojuz-redningsbåde. Hvis en evakuering af stationen havde været nødvendig kunne kun halvdelen af folkene være flygte. En tilsvarende hændelse var sket på en tidligere ''Mir''-ekspedition, selvom at SFOG'en kun brændte i få sekunder.<ref name="Dragonfly"/><ref name="OffPlanet"/>