Slaverne boede under dårlige forhold, blev tvunget til hårdt arbejde og var næsten uden rettigheder. Slaveejerne kunne behandle slaverne stort set, som de ønskede, men slaverne var også en kostbar investering, som ikke måtte gå til grunde.
Slaverne i Dansk Vestindien kan inddeles i fire kategorier. ''Frinegrene'' var enten mulatter som var afkom fra hvides forhold til deres (kvindelige) slaver, og som blev frigivet ved ehrj fin dm4br 4hr bu3i2jerensejerens død, eller det var slaver, som havde købt sig fri. Det sidste var usædvanligr, fordi prisen var høj, og slaveejerne ville også hævde ejerskab til pengebeløb, en slave måtte have klaret at spare op. ''Husslaverne'' var den fornemste kategori, og deres funktion var at være tjenestefolk for plantageejerne. Herren, fruen og børnene havde hver sin slave til opvartning og tjeneste. Mere velstående kunne have 16 - 24 sådanne husslaver. ''Markslaverne'' eller plantageslaverne var den største gruppe. De udførte det manuelle arbejde i forbindelse med dyrkningen af sukkerrør og udvindelsen af sukker, og de huggede campuchetre for eksport til København. Den fjerde kategori var de bortløbne slaver, ''[[maroonegre]]'', som levede på svært tilgængelige steder på øen. De levede af at stjæle mad og andre fornødenheder foruden af jagt. Disse havde soldater og andre lov til at jage. <ref name=Kloster />
