Dualismen er den første teori der fremstødes i snakken om det Psykofysiske problem. Her anses begge domæner – det fysiske og det psykiske – for at have ligeværdig [[realitet]]. Problemet her er, hvordan disse – per definition totalt forskellige substanser – nogensinde kan interagere, endsige [[Synkronisering|synkronisere]] i forhold til hinanden. Da Dualismen ikke kan bevise denne forbindelse leder det hen på de monistiske teorier, Materialisme, Idealisme og Dobbeltaspektteori. Disse 3 prøver at undgå den dualistiske problematik på hver deres måde og kan læses nedenfor.
[[René Descartes]] – en berømt dualist – Hans mest kendte teori, er substansteorien, denne beskriver to entiteter, som kommunikerer mellem hinanden via det fysiske objekt, '[[koglekirtel]]' i hjernen til at være centeret for denne strøm af information og følelser. Problemet her er, at koglekirtlen som et fysisk objekt ikke bør kunne kommunikerer med noget ikke fysisk, især fordi den strider imod ideen om et lukket energi-fysisk univers.
[[David Hume]] Relateres ofte ikke som Dualist, og typisk som Materialist, dog havde han en dualistisk teori om psykens eksistens, hvilket i høj grad gav ham status som Epifænomenalist (En underkategori af den Dualistiske teori), teorien [[Bundt-teorien]] bygger på ideen om at menneskets bevidsthedsliv udelukket eksisterer som et bundt af oplevelser. Epifænomenalismen optages typisk af materialister der ikke kan komme udenom eksistensen af Psykiske Fænomener.
