Gammeldansk: Forskelle mellem versioner

Hvor [[Nordiske sprog|nordisk]] i vikingetiden ikke havde de store sproglige forskelle, er det i middelalderen, at [[dansk (sprog)|dansk]] for alvor begynder at skille sig ud fra de andre [[nordiske sprog]], og man derfor så småt kan tale om, at det ikke længere blot er en [[dialekt]], men et særskilt sprog. I løbet af det 11.-13. århundrede gennemløber [[dansk (sprog)|dansk]] en mere rivende udvikling end på noget andet tidspunkt i sin historie.

 

 

[[Morfologi]]en ændrer sig også kraftigt, idet man efterhånden opgiver den gamle bøjning af [[substantiv]]er og [[adjektiv]]er i fire [[kasus]] og af [[Verbum|verberne]] i [[person]] og [[Numerus|tal]]. Det sker tidligst på dansk, men efterhånden følger [[svensk]] og [[norsk (sprog)|norsk]] efter, og det er i dag kun [[islandsk]] og [[færøsk (sprog)|færøsk]], der har bevaret disse bøjningsformer.