Valdhorn: Forskelle mellem versioner

Navnet ''horn'' erskyldes opstået fordiat de første horn, der blev spillet på faktisk var horn (altså kohorn o.a.).

Da man fremstillede hornHorn af [[messing]], havde man endnu ikke opfundet [[ventil]]erneer. Det betød, at manhornet kun varhavde i stand til at spillenaturtoner: de toner, der naturligt kan fremkaldes på et horn.

For at spille deandre [[toneart]]er [[komponist]]enfandtes havdehorn valgt, måtte man have hornstemt i forskellige grundstemninger. MusikerneHornisterne måtte derfor ofte skifte instrument midt i en [[symfoni]], nårhvis de enkelte satser var skrevet i forskellige tonearter. For at dække alle tonearterDer skulle mansyv væreforskellige ihorn besiddelsetil afat 7dække forskelligealle horntonarter. Senere opfandt manv. Schüler et horn, hvor man kunne nøjes med at udskifte en bøjle, hverder gangkunne manskiftes skullefor spille enhver ny toneart.

Naturtoner ligger med stor afstand i det dybe leje. For at være i stand til at spille melodier med mindre intervaller, måtte man udvikleudvikledes en teknik, som gjorde det muligt at spille i højden, hvor naturtonerne ligger tættere.

Efterhånden udviklede manhornister en såkaldt "stopteknik", som er en metode til at ændre naturtonerne. Med højre hånd i klangstykket kan manhan fordybesænke tonerne ved at lukke mere eller mindre for klangstykket, med det formål at intonere tonerne mere eller mindre dybt i forhold til den oprindelige naturtone.

Naturhornet bruges også i nutiden, f.eks.i afværker musikeremed som gerne vil opføre værkerne påandre originalinstrumenter. Den tyske hornist Hermann Baumann har ofte spilletspiller [[Mozart]]s hornkoncerter på naturhorn.

De horn, der bruges til jagtsignaler, er hornnaturhorn (dvs. uden ventiler). De små "Fürst Pless-horn", stemt i B (ligner et Posthornposthorn, og er stemt i Es) der spiller i samme leje som [[trompet]]en, og de store Parforce-hornparforcehorn, også stemt i B, der spiller i samme leje som [[trombone|basunen]].