'''Gebhard Leberecht von Blücher, Fürst von Wahlstatt''' ([[16. december]] [[1742]] i [[Rostock]] - [[12. september]] [[1819]]) var en [[Preussen|Preussiskpreussisk]] generalfeltmarskal.
Blücher blev født i det svenske [[Pommern]] og var egentlig soldat i den svenske armé, men blev taget til fange af preusserne og skiftede til deres side i en alder af 18. Her blev han senere kaptajn, men komfaldt i unåde hos monarken [[Frederik den Store af Preussen|Frederik II af Preussen]]. Han tog sin afsked fra militæret og vendte ikke tilbage før femten år senere.
Han blev preussisk general op til [[Napoleonskrigene]], og efter det preussiske nederlag var det ham, der kom til at stå somblev den naturlige leder af [[patriot]]erne. Senere, daDa russerne havde kastet [[Napoleon]]s tropper tilbage til Elben, fik Blücher status som den, der skulle være Preussens svar på den store strateg Napoleon. Han slog denne ved Leipzig i [[1813]], og krigenskrigslykken gang var dermed for alvor vendtvendte. Blücher fik som bekendt lejlighed til at tilføjetilføjede Napoleons kejserrige dødsstødet i [[Slaget ved Waterloo]] i [[1815]].
I [[1814]] blev han udnævnt til fyrste af [[Wahlstatt]].
