Ejderpolitikken: Forskelle mellem versioner

[[Orla Lehmann]] formulerede ''Ejder-programmet'' den [[28. maj]] [[1842]]. Ejder-programmet gik ud på, at de tyske hertugdømmer [[Holsten]] og [[Lauenborg]] skulle udskilles af det [[danske monarki]], mens [[Hertugdømmet Slesvig]] skulle være en almindelig provins i [[Kongeriget Danmark]].

Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i Nordslesvig (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på universitetet i [[Kiel]]. Det første resultat var, at [[Peter Hiort Lorenzen]], en liberal købmand fra [[Haderslev]], den [[11. november]] 1842 talte dansk i Slesvigs stænderforsamling. Det næste resultat var de store folkemøder, der i [[1840'erne]] blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt, [[Skamlingsbanken]]. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj [[1843]] blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats.

Efter at [[Treårskrigen]] var slut i [[1850]], tvang [[stormagt]]erne Danmark til at føre en helstatspolitik. Denne politik, der blev kaldt ''Den europæiske nødvendighed'', blev bekæmpet af slesvig-holstenerne og kom derfor aldrig til at virke i praksis.

Indenrigspolitisk blev de ejderdanske nationalliberale holdt ude af de konservative helstatsregeringer i begyndelsen af [[1850'erne]].

I [[1857]] dannede den nationalliberale [[C.C. Hall]] regering. Nu formulerede de nationalliberale en ''Ejderpolitik på langt sigt''. Holsten og Lauenborg skulle langsomt opgives, mens Sønderjylland skulle knyttes tættere til det egentlige Danmark.

I [[1863]] mente Hall sig stærk nok til at kunne gennemføre sin politik. Gennem [[Novemberforfatningen]] skulle Sønderjylland knyttes til kongeriget. Dog skulle Hertugdømmet Slesvig bevare sit selvstyre og altså ikke indlemmes i kongeriget.

Hall havde fejlbedømt situationen. Novemberforfatningen udløste den 2. Slesvigske Krig i [[1864]]. Ved [[Freden i Wien (1864)|Freden i Wien]] måtte det danske monarki afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til [[Preussen]] og [[Østrig]].