C.A. Bluhme: Forskelle mellem versioner

[[27. januar]] 1852 udnævntes det ny [[Ministeriet Bluhme I|helstatsministerium]], hvis chef Bluhme blev samtidig med, at han beholdt [[Udenrigsministeriet]]. Denne regerings hovedopgaver blev at gennemføre hærenheden, toldenheden og arveenheden for hele monarkiet. Den første gennemførte Bluhme fuldstændig, og de to sidste bragte han løsningen nær, alt for en væsentlig del ved bistand af [[Bondevennerne]], med hvilke forbindelsen især vedligeholdtes gennem [[A.F. Tscherning]]. Bluhme viste sig, navnlig under de bevægede debatter om tronfølgeordningen, som en parlamentarisk kraft af første rang, der også som taler fuldt ud kunne stå mål med det nationalliberale partis koryfæer. Hans taler udmærkede sig i lige grad ved deres noble og beherskede form, ved argumentationens styrke og ved evnen til at døve og besnære alle tvivl. Trods alle fremragende egenskaber var Bluhme dog ikke i stand til i længden at beholde ledelsen i ministeriet. Den skarpt reaktionære retning, som især repræsenteredes af ministeren for [[Slesvig]], grev [[Carl Moltke]], der var Bluhme langt overlegen i karakterstyrke, fik mere og mere overhånd navnlig i spørgsmålet om, hvorvidt [[Fællesforfatningen]] skulle oktroieres eller gives i alt fald til en vis grad med [[Rigsdagen]]s medvirkning. Bluhme, der, navnlig for at bevare forbindelsen med Bondevennerne, ikke var utilbøjelig til at gøre den liberale retning indrømmelser, og som selv til en vis grad var bundet ved tidligere udtalelser i Rigsdagen, ønskede ikke at føre an i den krig på kniven med Rigsdagens overvejende flertal, som forestod, og overlod april [[1853]] konseilspræsidiet til [[A.S. Ørsted]]. Han forblev i [[Ministeriet Ørsted|det Ørstedske ministerium]] som udenrigsminister, men spillede fra nu af en mere tilbagetrukken rolle. Under [[Krimkrigen]] forstod han at bevare neutraliteten samtidig med, at det gode forhold til [[Rusland]] opretholdtes. Ved ministerkrisen december [[1854]] trådte han tilbage tillige med det øvrige ministerium, og fra nu af var hans store politiske indflydelse hos kongen brudt til fordel for [[L.N. Scheele]]. Over for de ministerier med bestandig mere fremherskende nationalliberal karakter, som afløste hverandre indtil [[1864]], indtog han som medlem af [[Rigsrådet]] en oppositionel holdning, der vel i begyndelsen var ret afdæmpet, men senere, navnlig under kampen om [[Novemberforfatningen]], antog en skarpere karakter. Han hævdede vedblivende helstatssystemet og bekæmpede den gradvise gliden over mod [[Ejderpolitikken|Ejderstatstanken]], som karakteriserede den [[C.C. Hall|Hallske]] styrelse, og ved behandlingen af det nye forfatningsudkast den [[13. november]] kom han ud i en længere sproglig duel med [[C.C. Hall]]. Såvel under som efter sin ministertid bevarede han embedet som direktør for Øresunds Toldkammer, og det blev ham, der som Danmarks befuldmægtigede ledede de forhandlinger om [[ØresundtoldenØresundstolden]]s afløsning, som [[1857]] førte til et så tilfredsstillende resultat. Konferencen herom, hvor de fleste stormagter var repræsenterede, åbnedes i København [[4. januar]] [[1856]] og afsluttedes [[14. marts]] 1857 med et for Danmark meget tilfredsstillende resultat. Bluhme var dansk befuldmægtiget, han kåredes straks til at lede forhandlingerne, og ved disses slutning bragte den franske ambassadør Dotézac ham i alles navn en smigrende tak for hans udmærkede ledelse. Som anerkendelse for sin virksomhed her hædredes han med [[Elefantordenen]] og en mængde udenlandske udmærkelsestegn.