C.A. Bluhme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Udnævnelse til minister: udvidet |
|||
Linje 17:
Fra nu af blev det hans opgave at fuldføre den af [[H.C. Reedtz]] forberedte svingning over i helstatspolitikken. Bluhme var som politiker fuldblods [[Opportunisme|opportunist]]. Derfor havde han i sin tid, da de liberale og nationale strømninger havde overvægten, kunnet slå ind på demokratiske og [[Ejderpolitikken|Ejderdanske]] baner, men nu, da den politiske vindretning i [[Europa]] for længst var blevet en anden, indså han umuligheden af at løse det svævende spørgsmål om det danske monarkis organisation i overensstemmelse med martsprogrammet, og han var tillige villig til at imødekomme de konservative stormagters ønsker ved en betydelig indskrænkning af den demokratiske Junigrundlovs virkeområde. Særligt Tyskland og det holstenske ridderskab brød sig ikke om den demokratiske danske Grundlov og ønskede ikke dens gyldighed udstrakt til Slesvig. Bluhme var på grund af sin fortid som martsminister genstand for langt mindre hjemlig mistillid end Reedtz, og samtidig forstod han hurtig at overbevise de konservative stormagter om, at han i virkeligheden ville samme vej som de.
Missionen lykkedes på grund af Bluhmes forhandlingsdygtighed, først med [[Rusland]] og senere ved [[depeche]]rne til [[Preussen]]s og [[Østrig]]s regeringer af [[6. december]] 1851 og den kgl. kundgørelse af [[28. januar]] [[1852]]. Konklusionerne, der blev affattet i de såkaldte "Aftaler af 1851 og 1852", var, at Junigrundloven fortsat gjaldt for kongeriget, mens Slesvig og Holsten skulle stå direkte under Frederik VII's enevældige ledelse. Aftalerne førte frem til [[London-protokollen]] af [[8. maj]] [[1852]] som anerkendte den nye arvefølge, hvorefter prins [[Christian 9.|Christian af Glücksborg]] blev tronarving efter de barnløse
== Den indviklede tronfølgesag ==
| |||