Ingeborg af Danmark (13. århundrede): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) Om baggrunden for hendes ægteskab. |
Nordfra (diskussion | bidrag) Mere om hendes liv. |
||
Linje 1:
'''Ingeborg af Danmark''' (ca. [[1244]] - [[26. marts]] [[1287]]) var datter af den danske konge [[Erik 4. Plovpenning]] ([[1216]] - [[1250]]) og hans dronning Jutta af [[Sachsen]]. Hun blev [[14. september]] [[1261]] gift i [[Bergen]] med [[Magnus Lagabøter]] (= Lovbøder, lovforbedreren), der var konge af [[Norge]] fra [[1263]] til [[1280]]. Sammen fik de sønnerne [[Erik Præstehader|Erik]] og [[Håkon 5. Magnusson|Håkon]], som begge blev konger af Norge.
==Opvækst==
Ingeborg var en af de fire "plovpenningdøtre". Ældst var Sofia, der blev gift med [[Valdemar Birgersson af Sverige]], og dermed dronning af [[Sverige]]. Så kom Ingeborg selv, derefter Jutta (født [[1246]]) og Agnes (født [[1249]]).
I 1250, da Ingeborg var seks år, blev hendes far dræbt i et baghold, arrangeret af hans egen lillebror, hendes farbror [[Abel af Danmark|Abel]]. Da kong Erik kun efterlod sig døtre, var Abel hans arving til tronen, og lod sig udråbe til konge, efter at hans egne mænd havde sværget offentligt på hans uskyld. To år senere blev Abel selv dræbt under et bondeoprør. Abel efterlod sig i modsætning til Erik en mandlig arving, der imidlertid studerede i [[Tyskland]], og på vej hjem for at overtage tronen, blev han taget til fange af ærkebiskopen av [[Köln]]. Eriks og Abels yngste bror, [[Christoffer 1.|Christoffer]], undlod dog at betale løsepenge for nevøen. I stedet for udråbte han sig selv til Danmarks konge. Da Abels søn omsider kom hjem, blev der borgerkrig, hvor han undervejs fik titlen hertug af [[Sønderjylland]]. Ingeborg og hendes tre søstre ble kastebolde i dette magtspil. Deres mor var død, og farbroren, kong Christoffer, gjorde sig selv til deres formynder. Hans sidste politiske handel var at få giftet niecen Sofia med den svenske konge, for på den måde at skaffe sig den mægtige [[Birger jarl]]s støtte i kampen mod nevøen i Sønderjylland. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 82-4), forlaget Spartacus, Oslo 2009, ISBN 978-82-430-0478-8</ref>
Det var et led i hendes svigerfars, [[Håkon 4. Håkonsson]]s anti-danske politik, at få [[Halland]] tilbage fra [[Danmark]]. Håkon ledte derfor efter en dansk prinsesse som ægtefælle til sin sidste genlevende søn, Magnus. Ingeborg egnede sig udmærket, da hun var arveberettiget til en række store godser spredt omkring i Danmark, i tillæg til [[Rold]] i [[Himmerland]] og byen [[Skanderup]]. Kontrol over denne arv ville give den norske kongefamilie et solid fodfæste på dansk jord. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 81-2), forlaget Spartacus, Oslo 2009, ISBN 978-82-430-0478-8</ref>▼
▲
==Dronning af Norge==
Magnus Lagabøter var en stærk konge, der forstod at balancere forholdet til gejstligheden, stormændene og rivaliserende udenlandske magter, men han var også stærkt tynget af sit ansvar. På en rejse tilstod han en gang overfor sine nærmeste mænd, at han så frem til den dag, da døden ville sætte ham fri. Og i foråret [[1280]], efter sytten år som konge, blev Magnus syg. 1.maj fyldte han toogfyrre år, og tilbragte dagen i sygeseng hjemme i Bergen. Hærget af feber fikk han tilkaldt ærkebiskop Jon Raude fra [[Trondheim]], så den ældste søn, den elleveårige junker Erik, kunne krones straks han selv var borte. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 119-20)</ref> Men modsat sin lillebror, den tiårige Håkon, havde Erik ikke gode evner. Han kunne f.eks ikke læse eller skrive, og Ingeborg som enkedronning blev derfor den, man lyttede til. Den skotske Lanercost-krønike <ref>http://www.deremilitari.org/resources/sources/lanercost.htm</ref> går så langt som til at påstå, at Erik også var født som vanskabning, mere som bjørn end menneske, og at kong Magnus lod den nyfødte svøbe og ligge over natten på et alter for [[Frans af Assisi]] i Bergen, hvor han så i nattens løb blev forvandlet til en normal dreng. <ref>Tore Skeie; ''Alv Erlingsson'' (s. 128-9)</ref>
Ingeborg var kun et par og fyrre år, da hun blev dødssyg ud på vinteren [[1286]]/87. Hun døde i Bergen lige før [[påske]]n 1287, og blev gravlagt i byen først i april, på den tid hendes yngste søn Håkon fyldte sytten år. Begge sønnerne var til stede under ceremonien. Med hende forsvandt det centrum, der holdt det norske [[aristokrati]] samlet, og ledelsen blev splittet mellem en svag konge (hendes søn Erik), en viljestærk ung hertug (Eriks lillebror Håkon), og den magtglade jarl Alv Erlingsson, der endte på [[hjul og stejle]] i [[Helsingborg]] i [[1290]]. <ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 244-5)</ref>
==Henvisninger==
| |||