Den engelsk-irske traktat: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
RibotBOT (diskussion | bidrag)
m robot Tilføjer: sco:Anglo-Erse Treaty
Linje 50:
 
 
=== På vej mod fred === sejt
Professionaliseringen og politiseringen af IRA i slutningen af 70'erne tog også sigte på mere bevidst at søge at undgå civile ofre. Men i løbet af 80'erne skete der ikke blot en udvidelse af IRA's bombeoffensiv, men også en skærpelse af IRA's metoder samt nogle katastrofale fejlbombninger med tab af menneskeliv, som var med til at underminere IRA's folkelige opbakning og blev mødt af kritik fra f.eks. Sinn Féins leder, Gerry Adams. SamtidigSammklllmkmløtidig er der ingen tvivl om, at f.eks. de store dristige IRA-bomber i 90'erne mod økonomiske mål i England lagde et voldsomt pres på den britiske regering. Den britiske regering erkendte åbent, at det ikke var muligt at besejre IRA militært. Disse og andre nye signaler fra den britiske regering i 1989/90 med bl.a. ønske om forhandlinger med republikanerne og forstærkede ønsker blandt de toneangivende kræfter i Sinn Féin om at undersøge muligheder for fred førte til indledningen af en fredsproces i starten af 90'erne. Efter det første fredsudspil fra SDLP-lederen John Hume og Gerry Adams i 1993 skete der en hurtig politisk udvikling, som fik IRA til at erklære våbenhvile den 31. august 1994.
 
Efter en periode med mislykkede forsøg på at starte forhandlinger, der strandede på både unionisternes og den konservative britiske regerings nye krav om, at disse skulle være betinget af en IRA våbenaflevering, ophævede IRA sin våbenhvile i februar 1996 med en spektakulær bombeoffensiv i England, der også krævede civile ofre. Det var først med den nye Labour-regering i 1997, at der hurtigt blev åbnet op for forhandlinger og dermed en ny IRA-våbenhvile i sommeren 1997.