Erich von Manstein: Forskelle mellem versioner

I [[1914]] blev han i november alvorligt såret i [[Polen]]. Han vendte tilbage til aktiv tjeneste i [[1915]], blev forfremmet til [[kaptajn (militær)|kaptajn]] og forblev stabsofficer i resten af krigen. I [[1915]] var han i det nordlige Polen, 1915-1916 i Serbien, i [[1916]] deltog han i [[Slaget ved Verdun]], i [[1917]] var han i [[Estland]], og i 1917-1918 i [[Champagne]]. I [[1918]] meldte han sig frivilligt til en stilling ved staben i grænseforsvarsstyrken i [[Breslau]] (Wroclaw) og gjorde tjeneste dér indtil [[1919]].

I februar 1941 blev von Manstein udpeget som chef for 56. panserkorps. Han blev involveret i [[Operation Barbarossa]], hvor han gjorde tjeneste under general [[Erich Hoepner]]. Ved angrebet den [[22. juni]] [[1941]] rykkede von Manstein over 160 km frem på blot to dage og erobrede to vitale broer over [[Daugava|Dvina]] floden ved [[Dvinsk]].

Von Manstein fortsatte fremad, hans fremrykning blev ledet af [[Paul Hausser]]s 2. SS panserkorps, som generobrede Kharkov den [[14. marts]] efter blodige [[bykamp]]e under det, som er kendt som [[Tredje slag om Kharkov]]. Som anerkendelse for denne bedrift modtog von Manstein egeløv til sit ridderkors. 2. panserkorps erobrede derefter [[Belgorod]] den [[21. marts]]. Von Manstein foreslog en vovet operation, med tilnavnet ''baghåndsslaget'', til om sommeren. Det skulle udflanke den [[Røde Hær]] ind i det [[Azovske hav]] ved [[Rostov]], men Hitler valgte i stedet den mere konventionelle [[Operation Zitadelle]], som havde til formål at knuse frontfremspringet ved [[Kursk (by)|Kursk]].

Under Operation Zitadelle havde von Manstein kommandoen over den sydlige styrke i knibtangen, og trods tab nåede han de fleste af sine indledende mål og forårsagede langt større tab, end han måtte indkassere. I sine erindringer skrev marskal [[Georgij Zjukov]], som ledede det sovjetiske forsvar ved [[Kursk (by)|Kursk]], rosende om von Manstein. Men på grund af, at den nordlige styrke, som blev ledet af [[Günther von Kluge]] og [[Walther Model]], ikke kom nogen vegne, at der var kronisk mangel på infanteristøtte og en operationel reserve, foruden indledningen af [[operation Husky]], den allierede invasion af Sicilien, afblæste Hitler offensiven. Von Manstein protesterede og hævdede, at sejren næsten var hjemme, da han følte, at han havde opnået lokal overlegenhed, og at med en lille smule ekstra indsats kunne han knække det sovjetiske forsvar, inden det kunne bringe sine reserver frem. Efter den fejlslagne operation Zitadelle iværksatte den Røde Hær et massivt modangreb mod de udmattede tyske tropper.