Åbn hovedmenuen

Ændringer

72 bytes tilføjet ,  for 9 år siden
m
[[Judæa]] havde i flere århundreder været en del af den hellenistiske verden, og stærke udefrakommende kræfter påvirkede den jødiske kultur. Fx blev religion i højere grad et individuelt anliggende; den gamle handlings- og fællesskabsorienterede religions fokus ændrede sig, så det var den enkeltes tro der kom i centrum; loven skulle ikke længere blot opfyldes i handling, men også i holdning. Forestillingen om en fremtidig og ”dennesidig” frelse for hele Israels folk opstod i 6. årh. f.v.t. under [[Babylonske fangensskab|eksilet]], men den blev i visse henseender videreudviklet, så frelsen blev opfattet som en overjordisk [[dommedag]]. Selve gudsopfattelsen forandredes også; fra at opfatte [[Jahve]] som den stærkeste gud blandt mange blev jødedommen nu til en strengt [[Monoteisme|monoteistisk]] religion.
 
I perioden omkring vor tidsregnings begyndelse var jødedommen præget af splittelse og intern strid, og den inkluderede mange forskellige grupperinger; nogen entydig [[ortodoksi]] fandtes derfor ikke. De fire mest dominerende var [[farisæer]]ne, [[essæer]]ne, [[saddukæer]]ne og [[sikarer]]ne, dertil kom de såkaldte [[zelotzeloter]]er, der omfattede flere meget ekstremistiske og aktivistiske grupper, og som mente, at de ved aktiv handling kunne udløse dommedag. Andre grupper var fx samaritanerne, [[Johannes Døberen|Johannes Døber-bevægelsen]] og den såkaldte [[qumran]]sekt.
 
[[Billede:Kinneret Genezareth Israel datafox.JPG|thumb|200px|[[Genesaret sø]] i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsen opstod.]]
#Opfattelsen af Jesus som en guddommelig figur etableredes i bevægelsen, et element der skulle blive et kernepunkt i den nye religion.
# Samtidig opstod en følelse af eksklusivitet blandt tilhængerne, at være noget særligt i forhold til de øvrige jøder; bevægelsen fik nu karakter af et [[sekt]]fællesskab.
# Sektens [[Religiøs mission|mission]]svirksomhed blev udvidet til også at omfatte ikke-jøder; dette hang sammen med dens spredning til storbyer udenfor [[Judæa]].
# Med flytningen af sektens tyngdepunkt til stærkt helleniserede byer som Antiokia ændredes dens hovedsprog fra at være [[aramæisk]] til at være [[oldgræsk|græsk]]; dette skifte medførte en række gennemgribende nyfortolkninger af trosforestillingerne pga. den kulturelle påvirkning det nye sprog førte med sig.
# Med spredningen til byerne skiftede sektens miljø fra at være udpræget ruralt til at være internationaliseret urbant.
[[Billede:Christus Ravenna Mosaic.jpg|thumb|155px|right|Jesus Kristus]]
Jesus var kristendommens første grundlægger, og begyndelsen til det der siden bliver til en ny og selvstændig religion skal findes i den Jesusbevægelse<ref>Betegnelsen stammer fra Gerd Theissen; ''Jesus-overleveringen og den sociale baggrund : et sociologisk bidrag til den tidligste kristendoms historie''; overs. af Geert Hallbäck 1979</ref>, der opstod omkring ham.
Selvom [[Jesu liv]] og [[Jesu lære|lære]] er et emne for akademisk debat, er de fleste forskere generelt enige om følgende grundlæggende punkter: Jesus blev født omkring år 4 f.v.t. og voksede op i [[Nazaret]] i [[Galilæa]], og han samlede [[discipelApostel|disciple]] omkring sig. De eneste kilder til hans livshistorie er evangelierne, og ifølge dem fungerede han som en omvandrende profet, der gjorde [[Jesu mirakler|undere]], uddrev [[ond ånd|onde ånder]] og helbredte syge; han blev henrettet ved [[korsfæstelse]] i [[Jerusalem]] efter ordre fra den romerske guvernør, [[Pontius Pilatus]]. Jesus blev derefter lagt i en [[grav]], som siden blev fundet tom af nogle jødiske kvinder. Efterfølgende blev Jesus set af mange af hans tilhængere ({{bib|1 Kor|1kor|15|3-9}}). Påstanden om [[Jesu opstandelse]] danner basis for den kristne tro og hele den senere kristne kirke.
 
Autenciteten af de overleverede passager om, hvad Jesus sagde og gjorde, anses normalt for at være usikre, da de eneste kilder til Jesu liv er skrevet af de kristne selv og på et tidspunkt, hvor han havde været død i mange år, og hvor opfattelsen af ham som person var stærkt forandret. Da Jesu egne ord kun er bevaret som brudstykker, er det umuligt at lave en systematiseret oversigt over hans forkyndelse, men de udsagn der er bevaret tyder også på, at det måske heller aldrig var meningen, at den skulle laves. Jesu ord består nemlig ofte af overraskende svar på tilsyneladende simple spørgsmål, og formålet har i lighed med de omvandrende [[Kynisme (filosofi)|kyniske]] filosoffer været, at svaret skulle ”trække tæppet væk” under spørgeren, dvs. ligesom kynikerne at få ham til at stille spørgsmål ved det etablerede værdisystem vha. provokationer.<ref>Tim Jensen et.al. (1994) pp. 253</ref>
Påvirkningen fra den romersk-hellenistiske verden var i det hele taget voksende også blandt jøderne; de stærke religiøse reformtendenser i datidens jødedom betød fx at flere diasporajøder flyttede til Jerusalem, og efterhånden blev disse ofte stærkt helleniserede jøder en dominerende faktor i byens religiøse miljø. Denne tosidethed fik stor betydning for den jødiske kultur, og den internationale romersk-hellenistiske kulturs møde med den oprindelige jødiske blev udgangspunkt for en lang række konflikter. Dette influerede også den kristne bevægelse; to modsatrettede strømninger medførte interne stridigheder og konflikter i den ældste menighed, den ene var orienteret mod det der blev opfattet som den traditionelle form af jødedommen, mens den anden var knyttet til den helleniserede diaspora og de ”hjemvendte” jøder i Judæa. Da de græsktalende efterhånden begyndte at blive dominerende blandt de kristne, blev hovedsproget i bevægelsen også græsk. Det medførte ikke blot en oversættelse, men også en stærk indflydelse fra hele den kultur der var knyttet til dette sprog. Jødedommen var på dette tidspunkt i det hele taget mere åben over for fremmede proselytter end sidenhen; mange ikke-jøder var knyttet til jødiske menigheder og tog del i religionen uden fx at være [[omskæring|omskåret]].
 
De første kristne var hovedsageligt alle etniske jøder eller [[proselyt]]ter. Jesus forkyndte for jøder, og af dem kaldte han sine første disciple, men budskabet skulle også gå til hedningerne. En tidlig uenighed i oldkirken opstod da hedninger begyndte at omvende sig. Skulle disse hedninger (ikke-jøder) først "blive jøder" (f.eks. blive omskåret og følge [[jødiske spiseregler]]), før de kunne blive kristne? Beslutningen blev taget af Peter efter [[Kornelius]]' omvendelse idet et tegn viste sig for Peter og bekendtgjorde at kristne ikke skulle følge de jødiske spiseregler, og dermed var sagen afgjort. Apostlenes lære bragte oldkirken i konflikt med de jødiske, religiøse myndigheder, og det ledte til sidst til [[Stefanus]]' martyrium som konsekvens. Navnet "[[kristendom|kristen]]" ([[græsk (sprog)|gr.]] Χριστιανός) blev ifølge {{bib|ApG|apg|11|26}} første gang brugt om disciplene i [[Antiokia]].<ref>Peterson, E. ''Christianus'' side 353-372.</ref>
 
[[Billede:Paul de Tarse.gif|thumb|150px|left|Paulus, af [[Bernardo Daddi]] (1333), fortaler for at åbne kristendommen for ikke-jøder.]]
[[Paulus]] tilhørte den helleniserede fløj i kristendommen; han stammede fra byen [[Tarsus]], som var et hellenistisk kulturcentrum, hvor især [[stoicisme]]n havde en stærk position. Hans modersmål var [[koinê græsk]], og han havde fået en grundlæggende uddannelse både inden for den græske og den jødiske tradition; han var før sin omvendelse tilknyttet farisæerne. Han tilhørte gruppen af diasporajøder der var rejst til Jerusalem i religiøs begejstring, men hvoraf flere siden tilsluttede sig Jesusbevægelsen i skuffelse over de interne stridigheder som prægede tidens jødedom. Paulus blev efter eget udsagn omvendt til at følge Jesus, efter han havde haft en visionsoplevelse på en rejse til [[Damaskus]], mens han deltog i den jødiske øvrigheds forfølgelse af den nye Jesussekt. Denne [[konverteringKonversion|omvendelse]] dateres normalt til at have fundet sted mellem år 35 og 40. De kristne menigheder fandtes på dette tidspunkt primært i byerne, og denne tendens blev kun yderligere styrket, da Paulus påbegyndte sit missionsarbejde. I lighed med de øvrige apostle etablerede han nye menigheder i flere byer. Hans base blev byen Antiokia, Syriens hovedstad og Romerrigets tredjestørste by. Her fandtes en stor menighed der bestod af både jøder og ikke-jøder.
 
I Paulus’ fortolkning af Jesu liv markerede hans henrettelse og efterfølgende genopstandelse et totalt nybrud med den traditionelle jødedom. Den gamle rabbinske jødedom drejede sig ifølge Paulus' opfattelse om at vente på forløsningen og Messias’ komme, og om i ventetiden at efterleve den [[Guddommelig lov|guddommelige lov]] til fuldkommenhed. Nu havde Messias været der i skikkelse af Jesus, og det blev nu et spørgsmål om tro; havde den gamle historie, som begyndte med syndefaldet, nået sin afslutning, og var en ny begyndt? Hos Paulus bestod troen således i den fuldstændige accept af, at Jesus var den salvede, og at han havde bragt [[Guds rige|gudsriget]] ned på Jorden. Genopstandelsen havde ændret verdensordenen, idet en død der levede betød at den synd der blev skabt ifølge [[1. Mosebog]] nu blev annulleret; et synspunkt, der gav bevægelsen et stærkt [[millenarisme|millenaristisk]] præg. I Paulus’ fortolkning var Jesu liv en rettesnor for mennesket, og med ham var den gamle lov blevet forældet og i stedet erstattet af [[syndsforladelse]]n. Paulus’ skrifter er de ældst bevarede kristne skrifter og har alene af den grund haft overordentlig stor indflydelse på senere tiders kristen teologi.
De ældste benyttede også andre former for mødesteder end synagogerne; mange af dem havde en [[Patron (beskytter)|patron]], der gerne brugte sit eget hjem som samlingssted, især i forbindelse med [[nadver]]ritualet. Mange af de [[husmenighed]]er som omtales i Paulus’ breve<ref> fx 1. kor. 1.16 & 16.15</ref> er sandsynligvis opstået ved, at en velstående [[pater familias]] har ladet sig [[dåb|døbe]] sammen med hele sin familie og husholdning; derved har han opnået en patronstatus for hele menigheden.<ref>Laursen (1994) pp. 372</ref>
 
De kristne organiserede sig ligeledes i kollektiver eller foreninger (collegia/thíasoi), som var et vigtigt socialt element i det romersk-hellenistiske samfund. De fungerede ofte som begravelsesforeninger, [[laug]] eller som religiøse fællesskaber; medlemmerne var i reglen ligemænd og tilhørte samme stand; men fattige foreninger havde gerne en rig velgører. Nogle af disse foreninger benævnte sig selv ''ekklesíai'', hvoraf det moderne ord [[kirken|kirke]] [[Etymologi|stammer]]. En tilbagevendende begivenhed i foreningerne var fester, hvor alle medlemmerne samledes omkring et fællesmåltid. Deres styreform vekslede mellem at være [[demokrati]]ske og [[patriarkat|patriarkalske]]; de havde gerne en hierarkisk struktur med et ældsteråd (senatus/gerousia) i spidsen og valgte embedsmænd (magistres/arkhóntés). Ved siden af var det almindeligt med en række tjenestefunktioner, og de mest udbredte var forstander (prostátés), opsynsmand (epískopos) og tjener (diakonos). De kirkelige institutioner og titler, der senere i kristendommens historie voksede frem, fik sandsynligvis deres navne fra denne organisationsform.<ref>Laursen (1994) pp. 375</ref>
 
En helt anden udbredt fællesskabsform i antikken var filosofiske skoler dannet omkring en omvandrende lærer eller filosof. De mest kendte bevægelser af denne type var de [[Kynisme (filosofi)|kyniske]], [[Pythagoras|pythagoræriske]] og [[epikur]]æiske skoler. En kristen forfatter beskrev omkring [[200]] netop kristendommen som en filosofisk skole på linje med de førnævnte,<ref>[[Justin Martyr]]</ref> mens jøder i 1. århundrede e.v.t. ligeledes beskrev grupperinger inden for jødedommen som jødiske filosofiske skoler.<ref>[[Philon]] Somn. 2;127 og [[Josefus]] Vita Cont. 26 samt Ant. 13;171-173 & 18;11-25</ref> Indholdet af deres filosofi var vidt forskelligt, men strukturelt havde disse skoler store ligheder, og de var ofte opbygget organisatorisk på samme måde som fx et laug eller et gilde.<ref>Laursen (1994) pp. 369-376</ref>
De allerførste menigheder havde en kerne af mennesker der selv havde fulgt Jesus. Han havde sandsynligvis omgivet sig med en gruppe af omvandrende disciple, men denne gruppe havde også fastboende sympatisører som kunne forsørge dem på deres rejser. De første missionærer i Jesusbevægelsen har med stor sandsynlighed været rekrutteret i gruppen af omvandrende disciple, og de kom til at fungere som karismatisk samlingspunkt for deres egne menigheder.<ref>Laursen (1994) pp. 345</ref>
 
De kristne havde allerede inden bruddet med modertraditionen etableret stærke indbyrdes bånd og fælles organisationer mellem de spredte menigheder overalt i Romerriget. De kristne udviklede efterhånden en stærk identitet og begyndte at betragte sig selv som et tredje folk (''ethnôs'') ved siden af grækerne og jøderne. Omkring år 100 begynder udenforstående at beskrive de kristne som en identificerbar gruppe, der tydeligt skiller sig ud og som har et stærkt sammenhold<ref>fx Tacitus & Sveton</ref> Omkring dette tidspunkt erstattede de kristne synagogefællesskabet med en ''ekklesia''/[[kirke (bygning)|kirke]], der på græsk blot betyder ''forsamling''.<ref>Bilde (1994) pp. 163-4</ref> 'Ny' opfattes sjældent som en positiv egenskab ved en religion, og i hellenistisk-romersk tid så man især ned på nyskabelser i forhold til det gamle. Reelle nyskabelser blev derfor gerne beskrevet som en tilbagevenden til de gode gamle dages skikke og dyder; dette er fx det bærende tema i [[Vergil]]s epos, som skulle vise at kejser [[Augustus]]’ [[Augustus' religiøse reformer|reformprogram]] var en tilbagevenden til fortiden. Alligevel indeholder teksterne i [[Nye testamente]] flere passager, hvor nyhedsværdien af det kristne budskab fremhæves.<ref>Se bl.a. 1. Kor. 8;5-6 & 11;25, 2. Kor 3;6, Hebr 8;8 & 12;24 Mark 1;27 & 16;17, Matt 9;17, Luk 22;20 samt ApG 17;19</ref>
[[Billede:Kafarnaum BW 3.JPG|thumb|200px|Ruiner af en antik synagoge i [[Kapernaum]]]]
 
Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster og ideen om [[synagoge]]n som rituelt samlingspunkt. Men teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold. De allerførste kristne kom i templet og brugte synagogerne, og Jesus havde opfattet sig selv som en reformator af jødedommen og ikke som en grundlægger af en ny religion. Indtil 90 e.v.t. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne. Først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte de kristne at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes.<ref>Bilde (1999) pp. </ref>
 
[[Billede:Giotto - Scrovegni - -27- - Expulsion of the Money-changers from the Temple.jpg|thumb|200px|left|Jesus uddriver de handlende fra templet, af [[Giotto di Bondone|Giotto]] (1266)]]
Den kritik af religiøse [[ritual]]er, der fremgår af de tidlige kristne tekster, betyder ikke, at de kristne ikke selv havde ritualer. Kritikken retter sig i stedet mod den jødiske offerkult og de hedenske religioners praksis. Helt fra begyndelsen var [[dåb]]en et meget centralt ritual, og det fungerede som en [[overgangsrite]] og blev opfattet som genfødsel til et nyt liv<ref>se fx Johs. 3;3-8</ref> og en nyskabelse af mennesket.<ref>se fx 2. kor. 5;17 & Gal. 6;15</ref> Den [[liturgi]]ske praksis i denne periode kendes dog ikke. [[Nadver]]en i form af et fællesmåltid med rituelt indhold indgår også hyppigt i de tidlige tekster.<ref>se fx 1. kor. 11;24-25 & Luk. 2;19</ref> [[Eskatologi]]ske forestillinger var et fremtrædende element i nadvermåltidet, og det fungerede både som en mindehøjtidelighed for Jesu død og som billede på hans fremtidige genkomst og [[Dommedag|denne verdens undergang]]. I dette ritual blev fortiden forbundet med fremtiden ved, at centrale [[Myte|mytiske]] begivenheder blev genskabt gennem ritualet. Gentagelsen fungerede som et billede på den kommende lyksalige tid efter Dommedag. Den kristne blev gennem sin deltagelse i menighedens fælles måltid delagtiggjort i Jesu døde og genopstandne legeme og fik derved et pant på at kunne indgå i det fremtidige [[Guds rige|gudsrige]]. Nadveren som fællesmåltid havde flere paralleller i både mysteriereligionerne og i den jødiske måltidstradition.<ref>se fx GRH pp. 256</ref>
 
Det er usikkert, om [[gudstjeneste]]r fungerede som en selvstændig ceremoni, eller om de indgik som led i de øvrige ritualer. Der er heller ikke levn, der tyder på, at der fandtes en fast liturgisk struktur for en gudstjeneste, blot at visse elementer ofte indgik; det drejer sig om [[salme]]sang, belæringer, [[åbenbaring]]er, [[bøn]] og [[tungetale]]. Formålet med åbenbaringer var at give menigheden indsigt ([[gnosisGnosticisme|gnôsis]]) i de centrale trosforestillinger, og de blev næsten udelukkende foretaget af en apostel eller en anden person med stor autoritet i bevægelsen. I den efter-apostolske tid bliver det i højere grad nødvendigt at etablere en [[dogmatik]] for at kunne opretholde ideen om den rene lære. Det skete ved, at [[ortodoksi]]en blev adskilt fra [[kætter]]iet, og med tiden får de belærende elementer også større betydning i gudstjenesten.<ref>Laursen (1994) pp. 407-417</ref>
{{-}}
 
18.602

redigeringer