Johan Nicolai Madvig: Forskelle mellem versioner

Madvig, hvis far var [[byskriver]] i Svaneke, voksede op i små kår. Efter en noget mangelfuld elementærundervisning blev Madvig 1817, et år efter faderens død, ved privat understøttelse af blandt andet etatsrådinge Kofoed sat i stand til at studere. Fra [[Frederiksborg Gymnasium og HF|Frederiksborg latinskole]], hvis [[rektor]] [[Bendt Bendtsen (rektor)|Bendt Bendtsen]] vakte hans interesse for de [[klassiske sprog]], dimitteredes han [[1820]] til universitetet med udmærkelse. [[1821]] tog han, ligeledes med udmærkelse, [[Anden Eksamen]]; samme år fik han [[accessit]] for en besvarelse af universitetets [[prisopgave]].

Umiddelbart derefter blev han ansat som vikar for professor [[Børge Riisbrigh Thorlacius]], der rejste udenlands; Han udgav en række tekstrettelser til to af Ciceros taler mod [[Verres]] (''Epistula critica ad [[Johann Kaspar von Orelli|Orellium]],'' 1828), hvori han viser fuldkomment herredømme over den tekstkritiske metode. Senere i [[1828]] tog han doktorgraden med en afhandling om [[Marcus Tullius Cicero|Ciceros]] kommentator Asconius, i hvilken han påviste behovet for en sondring mellem Asconius, en filolog på [[Nero]]s tid, og en langt senere kommentar, der med urette var tilskrevet denneAsconius.

Allerede forinden havde han udgivet en række tekstrettelser til to af Ciceros taler mod [[Verres]] (''Epistula critica ad [[Johann Kaspar von Orelli|Orellium]],'' 1828), hvori han viser fuldkomment herredømme over den tekstkritiske metode. I løbet af 1830-1832 gennemgik Madvig en personlig livskrise, der førte ham til at overveje værdien af den klassiske [[dannelse]].

DetteDet fik ham sat i gang med dybe overvejelser over dannelse som begreb og livsmål, hvilketder udmøntede sig i både tekster om dannelse og senere i et langtlivslangt virke i det lærde skolevæsen. Hans dannelsestanker var et forsøg på at forene den klassiske historiske dannelse med den moderne, både sproglige, nationale og naturvidenskabelige dannelse.

I [[1884]] og [[1885]] dikterede han sine erindringer, og disseder blev udgivet [[posthum]]t i [[1887]] med titlen ''Livserindringer''.