Rigsgreve: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m linkfix |
m tyop |
||
Linje 3:
Omkring [[1521]] fandtes der 144 rigsgrevskaber. Tallet faldt til 99 inden [[1792]], fordi greveslægterne uddøde, blev ophøjet til [[rigsfyrste]]lig rang, eller fordi rigsgrevskaberne blev [[Mediatisering|mediatiseret]] (dvs. tilsluttet større nabostater) eller forlod riget. Omvendt kom enkelte nye rigsgrever til ved delingen af grevehuse eller på grund af ophøjelser til rigsgrevestanden. Ved opløsningen af Det tysk-romerske Rige [[1806]] mistede begrebet sin betydning og mange rigsgrevskaber deres selvstændighed.
Langt fra alle grever i Det tysk-romerske Rige var rigsgrever. De fleste grever var underlagt andre lensherrer, f.eks. [[hertug]]er, [[kurfyrste]]r og fyrster. Rigsgrevetitlen indebar altså [[Privilegium|privilegier]] i tillæg til selve [[Greve (rang)|greverangen]]. Rigsgreverne hørte f.eks. til [[rigsstand|rigsstænderne]] og var altså repræsenteret ved [[rigsdag]]ene, men havde ikke personlig [[stemmeret]]. Fra [[1600-tallet]] organiserede rigsgreverne sig i fire kollegier, som kunne afgive én færlles stemme hver (''[[kuriatsstemme]]''). Disse kollegier blev kaldt den [[Franken|frankiske]], [[Schwaben|schwabiske]], [[Westfalen|westfalske]] og [[wetterau]]iske "grevebænk" (''[[Fränkische Grafenbank|Fränkische]]'', ''[[Schwäbische Grafenbank|Schwäbische]]'', ''[[Westfälische Grafenbank|Westfälische]]'' og ''[[Wetterauische Grafenbank]]'').
Henimod slutningen af Det tysk-romerske riges eksistens havde disse grevebænke flere medlemmer end andtallet af autonome rigsgrevskaber. Der var to grunde til dette: For det første blev en del rigsgrevskaber overtaget af [[rigsfyrste]]r. Selv om rigsgrevskabet dermed var blevet indlemmet i en anden stat, gik dets stemme ikke tabt, men blev varetaget af fyrsten. For det andet blev der fra slutningen af 1600-tallet uddelt personlige rigsgrevetitler. Sådanne rigsgrever, også kaldet ''personalister'', var altså ikke herskere over et eget territorium.
| |||