Biosonar: Forskelle mellem versioner

64 bytes fjernet ,  for 12 år siden
m
robot Ændrer: es:Ecolocación; kosmetiske ændringer
m (robot Tilføjer: sk:Echolokácia (biológia))
m (robot Ændrer: es:Ecolocación; kosmetiske ændringer)
'''Ekkolokation''', også kaldet '''Biosonar''', er den biologiske [[sonar]] der bruges af adskillige [[pattedyr]], så som [[flagermus]], [[delfin|delfiner]]er og [[hval|hvaler]]er. Ordet blev opfundet af Donald Griffin, der var den første der demonstrerede dets eksistens i flagermus. To fuglegrupper (hule[[sejlere]] samt arten ''Steatornis caripensis'') bruger også systemet, til at navigere rundt i huler.
 
Dyr der bruger ekkolokation udsender lyde i deres miljø. De lytter til [[ekko|ekkoet]]et der kommer tilbage fra forskellige objekter i deres miljø. De bruger disse ekkoer til at finde, afstandsbedømme og identificere objekter. Ekkolokation bruges til [[navigation]] og jagt i forskellige miljøer.
 
== Grundprincippet ==
Ekkolokation fungerer som aktiv [[sonar]], ved brug af lyde fra et dyr. Afstandsbedømmelse gøres ved at måle tidsforskellen mellem dyrets udsendelse af lyden og ekkoer der kommer tilbage fra miljøet. Hvor sonar afhænger af en meget tynd stråle til at lokalisere et mål, bruger dyrs ekkolokation flere modtagere. Ekkolokaliserende dyr har to ører, der er placeret lidt forskelligt. Ekkoerne der når ørerne, ankommer på forskellige tidspunkter og med forskellige lydstyrker, afhængigt af positionen på det objekt der genererede ekkoet. Tiden og lydstyrke forskellene bruges af dyret til at opfatte retningen. Med ekkolokation kan dyret ikke bare se hvor objektet er, men også hvor stort det er, dets masse, o.s.v.
 
== Ekkolokaliserende flagermus ==
[[Flagermus]] er en af de bedst kendte eksempler på brug af ekkolokation blandt dyr. Alle Småflagermus bruger ekkolokation. Lazzaro Spallanzani udførte en række eksperimenter i 1794 og konkluderede at de navigerede via deres hørelse. Det videnskabelige miljø afviste hans opdagelser på det tidspunkt. [[Ultralyd|Ultralyds]]s ekkolokation brugt af flagermus blev først beskrevet af zoologen Donald Griffin i 1938.
 
Småflagermus bruger ekkolokation til at navigere og jage, ofte i totalt mørke. De kommer som regel frem fra deres hvilesteder i huler og på lofter ved tusmørke og jager efter insekter i løbet af natten. Deres brug af ekkolokation gør det muligt for dem at besidde en niche i deres økosystem, hvor der er mange insekter og lille konkurrence om maden - og hvor der samtidigt er få rovdyr der kan jage efter flagermusene.
Når de jager efter bytte producerer de lyde en 10-20 gange i sekundet. I søgefasen er lydudsendelsen koblet sammen med åndedrættet, der igen er koblet sammen med vingeslagene. Det tænkes at denne kobling sparer energi. Efter et bytte er detekteret, forøger Småflagermusene raten de udsender lydene med, og kan afslutte med 200 lyde/sek. Når flagermusen nærmer sig byttet falder mellemrummet mellem lydene, og energien i de udsendte lyde.
 
== Tandhvaler ==
[[Tandhval|Tandhvaler]]er, inkl. [[delfin|delfiner]]er, [[marsvin (hval)|marsvin]], [[floddelfiner]], [[spækhugger|spækhuggere]]e og [[kaskelothval|kaskelothvalen]]en bruger biosonar, da de lever i et undervandsmiljø der har favorable akustiske karakteristika, og hvor synsevnen kan være begrænset.
 
Tandhvaler udsender en fokuseret stråle af højfrekvente klik i retningen deres hoved peger. Den fokuserede lystråle kan spredes eller samles af et organ kaldet [[melon (hval)|melonen]]. Den fungerer som en akustisk linse. De fleste tandhvaler bruger klik i en serie, et kliktog, til at ekkolokalisere. Forskellige hastigheder på klikkene giver nogle af de velkendte lyde fra [[øresvin|Øresvinet]]. Øresvin kan opfatte op til 600 klik/sek.
 
Det har været spekuleret at delfiner kan bruge en meget kraftig form for ekkolokation, til at lamme eller desorientere deres byttedyr med.
 
[[Kategori:Zoologi]]
 
[[de:Echoortung]]
[[en:Animal echolocation]]
[[es:EcolocalizaciónEcolocación]]
[[et:Kajalokatsioon]]
[[fr:Écholocation]]
136.195

redigeringer