Hans Gram: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Sætter i FD. Mangler både fødsels- og dødsår. Tjek venligst og fjern Kategori:Tjek fødsels- og dødsår.; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
[[
'''Hans Gram''' ([[28. oktober]] [[1685]] - [[19. februar]] [[1748]]) var en [[Danmark|dansk]] [[filolog]] og [[historiker]].
== Opvækst og ungdom ==
Gram var født i [[Bjergby (Hjørring)|Bjergby]] nogle kilometer nord for [[Hjørring]], hvor hans fader
Hans Gram var meget svag som barn, og ingen ventede, at det skulle leve, men siden kom han til kræfter og udviklede sig godt. Da faderens embedsindtægter var små, underviste han selv sønnen, der allerede tidlig viste en sjælden begavelse. Navnlig udmærkede han sig ved en utrolig sikker [[hukommelse]], et fortrinligt sprogtalent og en energisk flid. Faderen, der selv var en dygtig filolog, fandt i sønnen en overordentlig lærenem discipel. [[1703]] dimitterede han ham til [[Københavns Universitet]], og allerede ved den [[Studentereksamen|Første Prøve]] vakte Hans Gram en formodning om, hvad den lærde verden med tiden kunne vente af ham. Som privatist blev han sat nederst på sit hold, ukendt stod han der, fattig klædt og uanselig, men da han i [[græsk (sprog)|græsk]] opgav hele [[Homer]] og [[Callimachus]], udbrød den eksaminerende [[professor]] [[Poul Vinding]]: "Hvad, du have læst og forstaa Callimachus!" Og end mere forøgedes forundringen, da han næsten fandt sin overmand i den 18-årige ''[[Rus (student)|depositurus]]''. Samme dag indbød han ham til sit bord, som om han anede, at Gram med tiden skulle afløse ham selv som lærer i græsk ved universitetet. Og efter denne gode begyndelse blev det ikke vanskeligt for Gram at vinde velyndere blandt professorerne, da hans flid og begavelse var parrede med et beskedent og tiltalende væsen. Snart åbnede [[Regensen]] sig for ham, og de værste bekymringer for fremtiden var således ryddede af vejen.
Universitetet var for øvrigt dengang ikke i nogen blomstrende tilstand. [[Frederik 4.]]s tid var lige så lidt som hans forgængers gunstig for litteratur og videnskabelighed. Men da lavmålet var nået, begyndte lidt efter lidt genrejsningen. [[Ludvig Holberg]], der blev student året før Gram og udnævntes til professor samme dag som han, blev skaber af en ny litteratur, og Gram blev grundlægger af en ny videnskabelighed. Da han forstod selv at bane sig vej til kilderne og ved sit overordentlige sprogtalent ikke blot var i stand til at tilegne sig den [[antikken|klassiske
''Et ungt Menneske med god Begavelse og gode Skolekundskaber kan virkelig ved egen Flid og gode Bøgers Læsning (efter Raadførelse med vedkommende Professor) komme lige saa vidt som baade ved offentlige Forelæsninger og private Kollegier, og herpaa kunde vises og navngives mange Exempler,hvis Sagen i nogen Maade var tvivlsom.''
Linje 13:
At Gram har talt ud af erfaringer, han selv i sin ungdom har gjort, er højst sandsynligt. Og da han allerede som ung student viste den ham egne villighed til at meddele af sit selverhvervede forråd, blev han meget afholdt af sine medstuderende, mens de kyndigste af dem betragtede ham som den, der snart ville overstråle dem alle. En af Grams venner fra de dage var [[Christian Falster]], med hvem han bevarede forbindelsen livet igennem.
Allerede fra [[1704]], da Gram havde taget [[filosofikum]], deltog han i de akademiske [[disputation]]er over [[filologi]]ske emner, og sådanne øvelser gav ham den første anledning til at betræde forfatterbanen, hvorved han kom i forbindelse med den berømte [[hamborg]]ske filolog [[Johann Albert Fabricius]], hvem han senere ydede væsentlige litterære tjenester. Tidlig blev han også kendt med [[Frederik Rostgaard]], til hvem han siden var knyttet i 40 år, og med den lærde [[Søren Lintrup]], i hvis ''[[Societas litteraria indagantium]]'' han indtrådte. Selv nævner han biskop [[Jens Bircherod]] i [[Ålborg]] (død [[1708]]) som den, der først gav ham lyst til historiske undersøgelser. [[1705]] tog Gram den da brugelige ''[[baccalaureus]]''-grad, og året efter blev han [[alumne]] på [[Elers Kollegium]]. Den plads, han fik, var bestemt for en [[matematiker]], men skønt det egentlig ikke var hans fag, og [[Ole Rømer]] skal have ytret sig tvivlende, om han kunne udfylde
I [[pest]]ens tid [[1711]], da så mange flygtede, forblev Gram i [[København]] og bestyrede på Lauerentzens vegne det kongeligt privilegerede bogtrykkeri. Da [[konrektor]]en ved [[Metropolitanskolen|Vor Frue skole]] var bortreven af den frygtelige [[epidemi]], overdrog biskop [[Christen Worm]] Gram det ledige embede, som ganske passede for ham, da han havde både lyst og gaver til at vejlede ungdommen. Senere optog den store bogsamler, juraprofessor [[Christian Reitzer]], ham i sit hus. Gram havde vistnok allerede tidligere benyttet Reitzers udmærkede bibliotek, men nu fik han endnu bedre lejlighed til at fordybe sig deri og blev som en søn i huset. Reitzer har ved en given lejlighed på denne tid karakteriseret Gram som "et ærligt og dydigt Menneske, et ypperligt Hoved, som var lærd og foruden Hebraisk, Græsk og Latin forstod de fleste evropæiske Sprog, ja endog var bekvem til verdslige Sager og af den Færdighed, at han i 1 Time kunde gjøre det, som mange andre skulde være ganske Dage om."
== Embedskarriere ==
[[29. januar]] [[1714]] blev Gram beskikket til professor i det græske sprog ved Københavns Universitet. Da han imidlertid indtil videre ikke fik nogen løn som professor, måtte han være glad ved, at han tillige kunne betjene konrektoratet. I spøg plejede han derfor at sige, at professoren måtte dø af sult, dersom konrektoren ikke kom ham til hjælp. Ved sin overordentlige arbejdskraft blev det ham ikke vanskeligt til fulde at røgte begge embeder og dog finde tid til egne studier og til den [[brev]]veksling med lærde hjemme og ude, der år for år antog større omfang. Han var god at spørge, for sædvanlig havde han svaret på rede hånd, i ethvert tilfælde sparede han ingen møje for at give de forlangte oplysninger.
Linje 28:
Efter branden, da Gram var husvild, tilbød [[gehejmeråd]] [[Christian Ludvig von Plessen]] ham bolig i sit [[palæ]]. Dette ophold i von Plessens hus blev uden tvivl af afgørende betydning for Grams senere liv. Her blev han nemlig nøje kendt med flere af de mænd, som senere fik statens styrelse i deres hænder, navnlig, foruden ovennævnte gehejmeråd, hans broder [[overkammerherre]] [[Carl Adolph von Plessen]] samt [[Ivar Rosenkrantz]], mænd, der alle forstod at vurdere hans dybe lærdom og hans indsigt i mange forskellige ting, og som fik ham kær på grund af hans elskværdige væsen og urbane omgangstone, der på en tiltalende måde forenede alvor og [[humor]]. Da regeringsskiftet var foregaaet i oktober [[1730]] ved [[Frederik 4.]]s død og [[Christian 6.]]s tronbestigelse, og da ovennævnte stormænd var kommet i spidsen for ministeriet, blev Gram da også straks udset til nye og betydningsfulde opgaver. Med bibeholdelse af stillingen ved universitetet udnævntes han nemlig [[17. november]] 1730 til [[kongelig historiograf]], arkivsekretær og kongelig bibliotekar, og i anledning af Christian 6.s forestående kroning beskikkedes han [[25. maj]] [[1731]] til [[gehejmearkiv]]ar og fik samme år titel af [[justitsråd]].
== Gehejmearkivar og kongelig historiograf ==
Hver af de nævnte opgaver var stor nok for én mand, men ingen vil dog kunne sige med rette, at Gram forsømte noget af det, han havde påtaget sig. Hans arbejdskraft var lige så stor som hans flid. Hans akademiske gøremål gik deres vante gang. Han var [[efor]] for [[Borchs Kollegium]] og værge for Trinitatis Kirke, deltog i afholdelsen af eksaminer og i konsistoriums forhandlinger, hvor hans store anseelse gav hans stemme særlig vægt. Dog synes det, at han i sine forelæsninger mindre optog nye emner end tidligere. [[Lektionskatalog]]erne viser nemlig, at han fra [[1733]] stadig, ved siden af de græske profanforfattere, har læst over Ny Testamente, idet han vel nærmest har haft dets sproglige side for øje. Fra [[1740]], da han var blevet Københavns Universitets senior, hvorved forpligtelsen til forelæsninger på den tid bortfaldt, besørgede [[Caspar Frederik Munthe]] som vikar hans forelæsninger. [[1732]]-1733, ligesom også [[1744]]-[[1745]], beklædte Gram [[rektor]]atet ved universitetet. Hans "rolige og sagtmodige" færd gjorde ham særlig skikket til denne æresplads. Da universitetet trængte til en reform, blev der under forsæde af [[statsminister]] [[Ivar Rosenkrantz]] nedsat en kommission for at overveje sagen. I denne var biskop Christen Worm og Gram de vigtigste medlemmer, særlig den sidste, og den nye universitetsfundats af [[31. marts]] [[1732]], som blev resultatet af forhandlingerne, kan for en ikke ringe del betragtes som Grams værk.
I det hele satte Christian 6. stor pris på Gram og benyttede ham meget. Undertiden besøgte kongen, uden ledsagelse af andre, ham på biblioteket eller arkivet, og når Gram da havde noget på hjertet, særlig når der var litterære foretagender, som skulle fremmes, benyttede han sådanne lejligheder til at sætte kongen ind i sagerne og vinde hans deltagelse for dem. Den anseelse og yndest, Gram nød hos de store i landet, kom også på forskellig måde videnskaben til gode, selv om man nu kan synes, at for meget af hans kostbare tid gik tabt ved den selskabelighed, hvori han blev inddraget af dem. Det var nemlig de fornemme meget kært at pryde deres [[salon]]er med denne hjemme og ude lige anerkendte lærde, der vidste alt og talte alle sprog, der, skønt han aldrig havde sat foden uden for Danmark, kunne underholde en franskmand om [[Versailles]] med en sagkundskab, der måtte sætte enhver i forbavselse, og som var så fortrolig med alle tiders historie, som om han havde færdedes på begivenhedernes skueplads. Fremmede statssendebud, der kom til København, søgte derfor hans selskab, og med nogle af dem vedligeholdt han forbindelsen, efter at de havde forladt landet. Herved - og ikke mindre ved den udbredte brevveksling Gram førte med en stor del af [[Europa]]s berømteste lærde - kastedes en glans tilbage på hans fædreland, for hvis ære han altid var rede til at træde i skranken, hvad navnlig ses af hans skrift mod [[Johann Lorenz von Mosheim]] og hans brevveksling med
Man har med rette bemærket, at den indflydelse, Gram havde på [[adel]]en i Danmar, bidrog til, at der strømmede en interesse for historie og videnskab ind i de højeste kredse, som man ikke havde kendt i lang tid. At være [[mæcen]], at anlægge biblioteker og samlinger af natur- og kunstgenstande agtedes for noget, der ligesom hørte med til den høje stilling i samfundet. Breve som de, Gram vekslede med [[statholder]]en i Norge grev [[Christian Rantzau]], med overkammerherre [[Carl Adolph von Plessen]] og andre, viser tydeligt, hvor stor tillid man havde til ham, og hvor megen vægt man tillagde hans mening, særlig i hvad der angik uddannelsen af unge adelsmænd, hvorfor en samtidig træffende har sagt, at han var en slags general-[[hovmester]] for de store herrers børn.
Linje 37:
Sin virksomhed i arkivet og biblioteket omfattede Gram med megen interesse. Allerede [[1731]] lagde han grunden til den samling af afskrifter af [[diplom (aktstykke)|diplomer]] til Danmarks historie, der siden fortsattes af hans discipel og efterfølger [[Jacob Langebek]], og som sædvanlig efter denne kaldes ''Langebeks Diplomatarium''. I en mængde afskrifter genkender man Grams egen hånd, og "hans rødkridt" spores alle vegne i arkivet. Biblioteket fik under ham ikke blot forskellige betydningsfulde forøgelser, men kom også, takket være Grams overordentlige hjælpsomhed, videnskaben langt mere til gode, end tilfældet havde været nogensinde tidligere. En række fremmede lærde fik af ham understøttelse til udgaver, særlig af klassikerne. Således Johann Albert Fabricius til hans ''Bibliotheca græca'', [[Carl Andreas Duker]] til ''Thucydides De bello Peloponnesiaco libri octo'' ([[Thukydid]]s værk om den [[Peloponnesiske Krig]]), [[Johann Christoph Wolff]] til ''Anecdota Graeca , sacra et profana'', [[S. Havercamp]] til [[Flavius Josefus]], [[Arnold Drakenborch]] til [[Livius]], [[Johann Jakob Breitinger]] til Septuaginta og flere.
I de forskellige kommissioner, hvortil Gram kaldtes, ydede han altid dygtigt arbejde. Således i den vedrørende [[latinskole]]rnes reform, der førte til udstedelsen af forordningen af [[17. april]]
Også med hensyn til et andet litterært selskab, der, til forskel fra det mere omfattende Videnskabernes Selskab, sædvanlig kaldtes "det lille", nemlig [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]] (ved stiftelsen var navnet Det danske Selskab til den nordiske Histories
Linje 46:
Grams breve til Rostgaard, grev Chr. Rantzau og andre viser tydeligt, hvor megen tid han anvendte i sine venners tjeneste, ofte i aldeles illitterære sager. De hverv, der pålagdes ham af regeringsautoriteter, plejede dog at stå i nærmere forhold til hans egentlige kald, om de end kunne være besværlige nok, som da kongen 1734 forlangte hans betænkning om den af en tysker givne forklaring af indskriften på det ved [[Møgeltønder]] fundne [[Guldhornene|guldhorn]], eller da [[udenrigsminister]] [[Johan Sigismund Schulin (f. 1694)|J.S. Schulin]] 1741 forlangte og fik oplysninger om [[fiskeri]]et og den for fremmede nationer forbudte handel på [[Island]], [[Færøerne]] og Norge.
Ikke få af Grams skrifter har deres oprindelse fra opfordringer eller spørgsmål der blev stillet ham, og da han ikke synes at have haft nogen stærk selvdrift i retning af offentliggørelse af sine studier, kan man sige, at disse tilskyndelser udefra har været betydningsfulde, idet efterslægten derved delagtiggjordes i det uhyre kundskabsforråd, som Gram sad inde med, men som vel ellers unyttet ville være gået med ham i graven. Dette gælder således hans deltagelse i udgivelsen af
En noget lignende stilling indtog Gram også til den [[Firenze|florentinske]] udgave af [[Johannes Meursius]]' ''Historia Danica''. [[Johannes Lamius]], en [[Italien|italiensk]] videnskabsmand, ville foranstalte en samlet udgave af Meursius' lærde værker og henvendte sig derfor her til landet for at få bistand. Gram påviste da, at Meursius' ''Historia Danica'' var et andenhåndsarbejde uden videnskabeligt værd, men da Lamius alligevel ville have den med i udgaven, påtog han sig det uhyre arbejde i form af [[note]]r under teksten at rette, supplere og forbedre den foreliggende historie, så at den 9. del af Meursius' ''Opera'' (udkommet 1746) fra at være et værk, der kun havde værdi i stilistisk henseende, blev et af de vigtigste kildeskrifter til Danmarks ældre historie. Tillige forsynede han den italienske udgiver med afskrifter af en stor samling breve fra og til Meursius, der blev trykt i værkets 11. del. Grams "Commentatio de ficta Henrici Aucupis expeditione Danica", der udkom i et [[tidsskrift]] i [[Leipzig]], er en udvidet bearbejdelse af en af de kritiske undersøgelser, som Meursius' historie gav anledning til.
Linje 62:
I april 1746 blev Gram udnævnt til etatsråd. Nogle måneder efter døde Christian 6. Gram havde haft øje for manglerne i denne konges regeringsførelse. Han havde følt det tryk, der i flere henseender havde hvilet på folket. I et brev til en ven havde han ytret: "Her er mere end paa noget andet Sted Hold paa Folkets Mund og Pen". Gram var visselig en oprigtig [[kristendom|kristen]], men efter gammel stil. Det [[pietisme|pietistiske]] væsen var ham derfor imod, så venligt hans forhold end var til enkelte af denne retnings fremtrædende mænd, f.eks. professor [[Jeremias Friedrich Reuss]], der tillidsfuldt rådførte sig med Gram om teologiske spørgsmål. Modsætningen til den da herskende retning havde bragt Gram nærmere til hans kollega Ludvig Holberg, hvis tidligere optræden i ''Peder Paars'' og komedierne havde været ham imod, men hvem Gram efterhånden kom til at betragte som en mand, der var vel skikket til at revse overdrivelserne og latterlighederne i tiden, og som derfor havde hans sympati. Kendeligt er det også, hvor meget Gram interesserede sig for de [[naturvidenskab]]elige undersøgelser, som begyndte at vinde indgang. "Han staar derfor som Overgang fra den gamle Tid til den nye, der begge have Del i ham." En så omfattende lærdom som den, Gram besad, er nu en umulighed på grund af videnskabernes fremskriden og deraf følgende deling. Hans overlegne kundskaber i forhold til hans samtidige gav hans arbejder den afgørende sikkerhed, der karakteriserer dem, og skaffede hans kritik indgang. Der er noget vederhæftigt ved Grams stil, særlig når han skriver latin. Man mærker, at det er en mand, der har fast grund under fødderne og derfor træder sikkert, hvor han færdes.
Gram skulle ikke længe overleve regeringsskiftet. Efter i mange år at have kunnet glæde sig ved en uforstyrret sundhed og en ualmindelig arbejdskraft faldt han i sit 63. år i en sygdom, som han selv anså for dødelig. Han var dog ikke sengeliggende, men arbejdede indtil få timer før sin død. Men da han om aftenen ville se på [[ur (kronometer)|
Hans minde hædredes ved et meget talrigt ligfølge. Videnskabernes Selskab lod slå en [[erindringsmedalje]], og Henrik Hielmstierne holdt en lovtale over ham i dette selskab. Meget efterlod han ufuldendt, men han kunne dog med sandhed sige: Jeg har arbejdet uafladeligt, ufortrødent; tiden kunne jeg ikke forlænge. Mænd, som han havde uddannet, trådte i hans spor og optog den tråd, der ved hans død var bristet.
Linje 68:
I mange år havde Gram ført fælles husholdning med [[læge]]n [[Jens Bing]], hvis noget skarpe væsen og raske domme var en slags forfriskelse for Gram i hans hviletimer. Morsomt er det at læse Grams ytringer om, at han ikke turde lade Bing mærke noget til sit [[kvaksalveri]] med det [[tjærevand]], som han og gamle Jørgen Fyrbøder i arkivet i smug tilberedte, og som han selv drak og anbefalede sine fornemme Venner. Peter Friderich Suhm, der i sin ungdom havde kendt Gram og af denne ligesom var indviet til historikerkaldet, sagde om ham, at han ingen fejl havde uden nogen hastighed. En anden samtidig sagde om ham: Han blev til sidst noget gnaven af det meget arbejde. Det er vel altså sandt - Gram indrømmede det selv - men lige så vist er det, at han for øvrigt var en ualmindelig ædelt tænkende og tiltalende personlighed, en mand, der ikke søgte sit eget, gerne ville hjælpe andre og altid bedømte sig selv og sine evner med den største beskedenhed.
== Filologiske arbejder ==
De trykte arbejder til den klassiske og fortrinsvis da den græske filologi, som foreligger fra Hans Grams hånd, er hverken mange i antal eller store i omfang. De har alle form af [[disputation]]er, som han har skrevet dels som [[alumnus]] på [[Elers Kollegium]], dels som professor ved Københavns Universitet. På kollegiet var han kommet ind på en plads, der egentlig skulle tilfalde en matematisk studerende, og det er derfor, at hans disputationer fra kollegietiden for størstedelen drejer sig om emner, der står i nærmere eller fjernere berøring med de matematiske videnskaber. Den mærkeligste af disse afhandlinger er skriftet ''De origine geometriæ apud Egyptios'' fra 1706. Han bekæmper deri den i de tider almindelig antagne mening, at [[geometri]]en først skulle være fremkommet i [[Egypten]] på [[Sesostris]]' tid og have sit udspring fra nødvendigheden af en grænseregulering af [[ager|markerne]], når [[Nilen]]s oversvømmelser havde udslettet grænseskellene, og han viser med rette, at det er en blot og bar gisning af [[Herodot]], ikke nogen positiv efterretning hos ham, man har begrundet denne anskuelse med. I overensstemmelse med andre steder hos de gamle forfattere vil han hævde geometrien en langt større ælde og henføre dens oprindelse til den [[myte|mytiske]] egyptiske Hermes ([[Thoth]]), og så falder han på den besynderlige idé at ville bevise, navnlig ved hjælp af steder hos meget sene [[Jødedom|jødiske]] eller kristelige græske forfattere, at denne Thoth snarest må være identisk med [[Bibelen]]s [[Abraham]].
Linje 80:
nogen tvivl derom, og vist er det, at det ikke bærer hans navn på titelbladet. Men det har dog almindelig gået for at være af ham, og det var fra dets første fremkomst i 1722 den mest brugte latin-danske (og ved det tilføjede register også dansk-latinske) [[ordbog]] i skolerne, lige indtil [[Jacob Baden]]s ordbøger afløste det.
== Litteratur ==
* Bjørn Kornerup (udg.): ''Vita Johannis Grammii. Hans Grams Levned, beskrevet af hans Broder og Fostersøn Laurids Gram'', [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]]:København 1942
* [[H. F. Rørdam|Holger Fr. Rørdam]] (udg.): ''Breve fra Jacob Langebek, udgivne til Erindring om Selskabets Stiftelse den 8. Januar 1745'' Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie:København 1895.
== Ekstern henvisning ==
* [http://runeberg.org/dbl/6/0169.html Biografi] i ''[[Dansk biografisk leksikon]]'' 1. udgave
{{Arvefølge| Rektor for <br /> [[Københavns Universitet]] <br />1744 - 1745| [[Georg Detharding]] | [[Søren Bloch]]}}
{{DBL}}
{{
[[Kategori:Tjek fødsels- og dødsår]]
[[Kategori:Danskere i 1700-tallet]]
[[Kategori:Historikere fra Danmark]]
| |||