Wilhelm Keitel: Forskelle mellem versioner

91 bytes tilføjet ,  for 12 år siden
Tilføjelse
m (Fjerner ekstra sortering (ikke nødvendig når der er en FD))
(Tilføjelse)
 
Under [[2. verdenskrig]] var Keitel som feltmarskal (tysk titel: ''Generalfeldmarschall'') chef for [[værnemagt]]ens overkommando (OKW) og var i denne funktion den nærmeste militære rådgiver for [[Adolf Hitler]].
 
Efter 2. verdenskrig dømt og henrettet for krigsforbrydelser ved domstolen i Nürnberg.
 
== Militær karriere ==
I årene før [[1933]] havde Keitel ikke forbindelse med de tyske nazister og var således heller ikke partimedlem. Men han delte den kritiske holdning i store dele af officerskorpset til den demokratiske stat og var en af dem, der befordrede den såkaldte ''dolkestødslegende'', ifølge hvilken den tyske hær ikke var slået på slagmarken, men var blevet faldet i ryggen af den civile hjemmefront.
 
Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i [[Bad Reichenhall]], hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk set naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillerstillede han i hvert fald sin troskab mod regimet til skue og holderholdt i løbet af de kommende år flere taler, der støtterstøttede den nazistiske stat.
 
Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være en "ja-siger" og partisoldat. F.eks. udarbejdede han i 1936 sammen med von Blomberg en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til [[gestapoGestapo]]. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med [[Rudolf Hess]] - den forskruede leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor [[PR]]-kampagne for at forbedre forholdet.
[[1939]] modtog han [[NSDAP]]'s gyldne partiemblem, som ellers var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.
 
Det fremgår af alle samtidiges udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende [[øgenavn]] "lakeitelLakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen [[GröFaZ]], især da krigslykken vendte for alvor).
 
Keitels beundring for Hitlers "geni" førte ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og generelt var uselvstændig og usikker. Dette kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han utvivlsomt besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde [[taktik|taktiske]] eller [[strategi]]ske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og [[logistikken]]s område.
Keitel underskrev den [[22. juni]] [[1940]] [[Frankrig]]s [[kapitulation]] i [[Compiègne]].
 
Keitels sidste officielle handling var den [[9. maj]] [[1945]], da han, som befuldmægtiget for regeringen [[Karl Dönitz]], ratificerede værnemagtens kapitulation overfor den ''[[Røde hær]]''. Det skete i det sovjetiske hovedkvarter i Berlin som konsekvens af den [[betingelsesløs kapitulation|betingelsesløse kapitulation]], der var underskrevet den [[7. maj]] i det amerikanske hovedkvarter i [[Reims]] af generaloberst [[Alfred Jodl]].
 
== Efter 1945 ==
7.692

redigeringer