Tysklands højindustrialisering: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Bot: Link GA +de
m ændre sorteringsnøgle til Kategori:Tysklands historie; kosmetiske ændringer
Linje 4:
 
== Tidsmæssig afgrænsning ==
Mens tidspunktet for begyndelsen af den [[Industrielle revolution i Tyskland]] - ''take off'' fasen - er omstridt indenfor den økonomisk historiske forskning er der stort set enighed om hvornår højindustrialiseringen begyndte. Den lå efter den tidlige industrialisering (fra begyndelsen til midten af [[1800-tallet]]) og det industrielle gennembrud fra begyndelsen af [[1850'erne]] til starten af [[1870'erne]] og falder derfor tidsmæssigt sammen med grundlæggelsen af det [[Tyske Kejserrige]].<ref>Pierenkemper, Gewerbe und Industrie, S. 58–61.</ref> Højindustrialiseringsperioden begyndte således omkring 1870 og sluttede i 1914 da udbruddet af 1. verdenskrig førte til at våbenindustrien blev den dominerende erhvervssektor.
 
== Økonomien ==
Alt i alt oplevede den tyske økonomi sit første "[[Wirtschaftswunder]]" under det tyske kejserrige. Frem for alt i forhold til det industrielle foregangsland [[Storbritannien]] udbyggede den tyske industri sin position. De tyske staters produktion udgjorde i starten af [[1860'erne]] kun ca. 4,9% af verdensproduktionen og lå dermed langt efter Storbritanniens andel på omkring 20%. Mellem [[1880]] og [[1900]] lå Tyskland på tredjepladsen, når man sammenlignede industrilandene. I [[1913]] havde Tyskland (14,8%) overhalet Storbritannien (13,6%) og lå på 2. pladsen efter [[USA]] (32%). Indenfor handelen lå Tyskland i 1913 endnu noget efter Storbritannien, men var stærkere end USA. Tilsvarende positivt udviklede [[bruttonationalprodukt]]et sig i kejsertiden. <ref>Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.610-612.</ref>
 
=== Konjunkturforløb ===
Linje 64:
 
=== Industri og minedrift ===
[[filFil:Deutsches Reich Bergwerke.jpg|thumb|Fordeling på erhverv omkring 1890]]
I løbet af kejsertiden skete der betydelige forskydninger i de toneangivende industrier. De udgjordes hidtil først og fremmest af tekstilindustrien, jernindustrien, minedriften og jernbanebyggeriet. Indenfor tekstilindustrien fik tidligere vigtige områder såsom linnedindustrien hurtigt mindre betydning. Desuden mistede hele tekstilfremstillingsområdet og jernbanebyggeriet sine toneangivende placering. Mens jernbanebyggeriet endnu i [[1879]] fik tilført 25% af nettoinvesteringerne var det mellem [[1885]] og [[1889]] kun knap 6%.
 
Linje 77:
Den metalforarbejdende industri havde - når man medtager maskinbyggeriet - spillet en stor rolle med at bygge lokomotiver og dampmaskiner siden starten af industrialiseringen. I højindustrialiseringsperioden kom der nye produkter til, og antallet af firmaer og antallet af beskæftigede voksede kraftigt. Disse tilhørte i et vist omfang koncerner indenfor bjergværksindustrien, men der var også betydelige virksomhedern uden tilknytning til bjergværksindustrien. Der var ganske vist nogle højborge for maskinbyggeri, (såsom [[Chemnitz]], [[Berlin]], [[Leipzig]], [[Hannover]], [[Mannheim]] og [[Köln]]), men det var kendetegnende, at denne industri var spredt ud over landet. Der var ganske vist nogle få store virksomheder, men industrien var kendetegnet ved mellemstore firmaer. Ikke mindst fremstillingen af forbrændningsmotorer og biler fik stor betydning. I [[1912]] nåede den tyske bilproduktion op på over 16.000 personbiler. Den største producent var [[Opel]] med ca. 3.000 køretøjer.
 
Den kemiske industris succes skyldtes i høj grad at man i virksomhederne beskæftigede egne universitetsuddannede kemikere. Således beskæftigede alene Bayer i Leverkusen over 600 kemikere i 1914. På dette grundlag fremkom der nye produkter og den tyske kemiindustri var før 1. verdenskrig sammen med firmaerne i det nordlige Schweiz førende indenfor dette område. Tyskland stod i 1913 for 28% af verdens eksport af kemiske produkter. Storbritannien lå med 16% på 2. pladsen.
 
[[filFil:BASF Werk Ludwigshafen 1881.JPG|thumb|BASF i Ludwigshafen 1881]]
 
Den højeste vækst i produktionen efter 1871 skete imidlertid indenfor elindustrien. På dette felt kunne [[Siemens]], som siden [[1847]] havde været en foregangsvirksomhed, i lang tid fastholde sin førende stilling <ref>[http://www.europa.clio-online.de/site/lang__de/ItemID__128/mid__11984/40208562/Default.aspx zu Siemens: Jürgen Kocka: Modernisierung im multinationalen Familienunternehmen. I: www.europa.clio-online.de]</ref>),
Linje 91:
 
=== Virksomhedsstrukturen ===
Under højindustrialiseringsperioden blev den centraliserede fabrik klart den dominerende produktionsform i Tyskland. Mens det i 1873 kun var ca. en tredjedel af alle beskæftigede, som arbejdede på fabrik var tallet omkring 1900 steget til to tredjedele. Samtidig ændrede strukturen i virksomhederne sig tydeligt. I 1875 var 64% af alle arbejdstagere ansat i virksomheder med under 5 beskæftigede, mens tallet i 1907 var faldet til 32%. Til gengæld var 26% ansat i virksomheder med mellem 5 og 50 ansatte mens 37% var ansat i større virksomheder med mellem 50 og 1.000 ansatte. I de store virksomheder med over 1.000 ansatte var 5% ansat, og det var kun få virksomheder som rent faktisk var så store. Blandt dem var [[Krupp]], som allerede i 1887 havde 21.000 ansatte. Andelen af store virksomheder var størst indenfor minedriften og jern- og stålindustrien. Herefter kom maskinfremstilling, el- og kemiindustrien samt tekstilfremstillingen. Den mindste andel fandt man i læder-, træ- og næringsmiddelindustrien samt i beklædnings- og rengøringsbranchen. Der var en direkte sammenhæng mellem størrelsen og virksomhedens driftsform. Af de 100 største industrivirksomheder var 4 ud af 5 allerede [[aktieselskab]]er.
 
[[Fil:RWE 1910.jpg|thumb|right|RWE-aktie fra 1910]]
 
Et yderligere træk ved udviklingen var den tiltagende koncentration på ejersiden. Der opstod koncerner, enten gennem sammenslutning af ensartede foretagender eller ved tilkøb af virksomheder som udførte forudgående eller efterfølgende funktioner. Et eksempel er stålværker, som erhverver sig kulminer eller opfører valseværker. Der opstod også karteller, som styrede markedet gennem prisaftaler, fastlæggelse af produktionsmængder eller tilsvarende aftaler. De mest succesfulde var [[Rheinisch-Westfälisches Kohlen-Syndikat]], råjernssyndikatet, stålværksforbudnet og indenfor kemien tripelforbundet af [[BASF]], [[Bayer AG|Bayer]] og [[Agfa]]). Også virksomhederne [[Hoechst]], [[Cassella Farbwerke Mainkur|Cassella]] og [[Chemische Fabrik Kalle|Kalle]] sluttede sig sammen. Indenfor bestemte produkter var der imidlertid kartelaftaler mellem de to grupper, så det senere [[I.G. Farben]] kunne allerede anes. Trods det forblev virkningen af kartellerne begrænset, de påvirkede konkurrenceforholdene uden helt at sætte dem ud af kraft.
 
Som følge af den voksende virksomhedsstørrelse voksede antallet af funktionærer kraftigt, frem for alt i de store virksomheder, og ledelsen af virksomhederne flyttedes i stigende grad fra iværksætterne over til ansatte ledere. Ikke mindst i de store virksomheder opstod der en virksomhedsintern socialpolitik med det mål at knytte arbejderne til virksomheden og holde dem borte fra socialdemokratiet. Denne politik viste sig meget vellykket. Således anså arbejderne på Krupp sig ofte for at være "kruppianere". Tilsvarende svage var fagforeningernes organisationsmuligheder her.
Linje 114:
=== Befolkningsudvikling ===
[[Fil:Deutsches Reich Bevölkerungsdichte.jpg|thumb|Kort over befolkningstæthed omkring 1890]]
I lighed med de forudgående industrialiseringsfaser foregik udviklingen i de forskellige regioner yderst forskellig. Samlet set kan man se to tendenser. En mellem det industrialiserede vesten og landbrugsområderne i øst og en anden tilsvarende mellem nord og syd. Meget tyder på, at de regionale økonomiske modsætninger voksede i perioden.
 
Trods konjunkturnedgang voksede befolkningen i Tyskland fra 1873 til 1895 med stor fart fra ca. 42 til 53 mio. selv om der i samme tidsrum udvandrede ca. 2 mio. tyskere. At denne enorme vækst ikke førte til voksende fattigdom skyldtes i første række, at industrien trods alle kriser fortsatte med at vokse og skabe nye arbejdspladser. Disse opstod først og fremmest i erhvervsområderne i byerne. Frem til 1913 voksede befolkningstaller igen kraftigt til 67 mio. I den forbindelse steg det gennemsnitlige antal indbyggere pr. km² fra 76 i 1871 til 120 i 1910. Der var imidlertid store forskelle mellem regionerne.<ref> Köllmann, Bevölkerungsgeschichte 1800-1970, S.17, Sozialgeschichtliches Arbeitsbuch, Bd.2, S.22. </ref>
Linje 120:
=== Udvandring og indenlandske vandringer ===
Væksten i befolkningstallet forløb meget forskelligt i de forskellige regioner. Mens der omkring storbyerne skete en stor vækst i befolkningstallet var væksten i landbrugsområderne langt mindre. Særlig stærk var væksten i Storbyerne [[Berlin]], [[Hamburg]] og [[Bremen]], industriområderne i Rheinland-Westfalen og især [[Ruhrområdet]]), men også i de mellemtyske og øvreschlesiske industriområder.
[[filFil:Berlin Alexanderplatz 1903.JPG|thumb|Berlin Alexanderplatz ca. 1903]]
Befolkningsvæksten forstærkede det befolkningspers, som siden tiden efter Napoleonskrigene havde været drivkraften i den oversøiske udvandring. Udvandringen fortsatte i kejserrigets første årtier og nåede i [[1880'erne]] og [[1890'erne]] sit højdepunkt.
 
Derefter blev den afløst af indenlandske vandringer. De udviklede sig til den "største massebevægelse i Tysklands historie"<ref>Köllmann</ref>. I 1907 viste statistikken, at 48% af indbyggerne boede udenfor deres fødested, dvs. at hver anden borger på en eller anden måde havde deltaget i de indenlandske vandringer, som i dette omfang er enestående sammenlignet med andre europæiske lande. Arbejdssøgende havde allerede i længere tid flyttet til industriområderne fra oplandet, og senere længere og længere væk fra. I Ruhrområdet skønner man, at arbejdskraftreserven i det omliggende Sauerland og Münsterland allerede var udtømt i [[1870'erne]]. Fra 1880'erne og i større grad i 1890'erne voksede de længere vandringer, og folk flyttede hen over provins eller delstatsgrænser. Særlig udprægede var vandringerne fra øst mod vest, dvs. fra de preussiske provinser til Berlin eller industriområderne i [[Rheinland]]-[[Westfalen]]. Frem til 1907 havde 1,94 mio. mennesker forladt provinserne øst for [[Elben]] såsom [[Østpreussen]], [[Vestpreussen]] og [[Posen]] og omkring 24% af de, som var født i disse provinser, boede på daværende tidspunkt i andre dele af Tyskland. Heraf boede ca. 400.000 i Ruhrområdet og 360.000 i Berlin og omegn. Frem til 1914 udvandrede alene 450.000 fortrinsvis polsk eller masurisk talen preussiske indbyggere til Ruhrområdet. Den nye sammensatte befolkning adskilte sig på forskellige måder (f.eks. ved at tale Ruhrtysk) fra de omkringliggende områder.
Linje 201:
[[Adel]]en befandt sig omkring år 1900, trods industrialisering og urbanisering, fortsat i samfundets top. Den forsvarede fortsat sin sociale eksklusivitet og sin høje sociale prestige og afgrænsede sig tydeligt var storborgerskabet. Imidlertid svækkedes landbrugserhvervets placering som adelens økonomiske grundlag. Samtidig lykkedes det adelen at opretholde sin stærke stilling i stat, forvaltning og militær. Ganske vist faldt antallet af adelige i offentlig tjeneste, men jo højere rangeret en stilling var, jo flere adelige fandt man. <ref> Ullmann, Kaiserreich, S.113f. als Beispiel: Ilona Buchsteiner: Pommerscher Adel im Wandel des 19.Jahrhunderts. In: Geschichte und Gesellschaft 3/1999. S.343-374</ref>
 
==== Befolkningen på landet ====
Industrialiseringen havde også betydning for samfundet på landet. I industrinære områder kunne småbønder ganske vist fastholde deres ejerskab til jorden, ved at pendle ind til fabrikkerne.
Ved sæsonarbejde forsøgte også småbønder med længere til industriområderne at opretholde deres landbrug, men mange af dem bpev tvunget til varig udvandring. Antallet af landarbejdere fald såvel procentuelt som absolut. Det skyldtes ikke kun afvandring til byerne men også ændrede driftsformer i landbruget.<ref>Ullmann, Kaiserreich, S.115</ref>
Linje 224:
En direkte reaktion på de sociale spørgsmål, som blev mere påtrængende i takt med at antallet af arbejdere voksede, var socialpolitikken. Den var i begyndelsen først og fremmest et kommunalt anliggende inden for forsørgelsen af de fattige. I forbindelse med de indenlandske vandringer flyttede ansvaret for forsørgelsen fra oprindelses- til bopælskommunen. Den var i den forbindelse mest orienteret mod det såkaldte Elberfelder system, som var kendetegnet ved en decentral forvaltning, frivillig omsorg for de fattige og et forsøg på at give hjælp til selvhjælp. Imidlertid begyndte storbyerne at formalisere dette arbejde og drive det med fuldtidsansat personale (fortrinsvis kvinder). Med urbaniseringen kom der desuden nye kommunale såsom organisering af beskæftigelsesprojekter og arbejdsanvisning, men også børne- og ungdomsforsorg samt sundshedsvæsen. Alt i alt overtog byerne en betragtelig del af forsorgen og indtog en rolle ved siden af de forskellige velgørende organisationer.
 
[[Fil:Kaiserliche Erlasse.jpg|thumb|"Februarforordningen." Idealiseret fremstilling af Wilhelm 2. ([[Neuruppiner Bilderbogen]] fra 1890]]
Den statslige socialpolitik havde et andet sigte. Den koncentrerede sig med socialforsikring, sikkerhed på arbejdspladserne og arbejdsret mest om "arbejderspørgsmålet". Hvordan denne løsning skulle se og ud og hvilken rollen staten skulle indtage var imidlertid omstridt. I starten var diskussionen præget af liberale holdninger, som primært satsede på hjælp til selvhjælp. I det uddannede borgerskab, og ikke mindst blandt de såkaldte "katedersocialister" i foreningen for socialpolitik var der imidlertid klare krav om et stærkere statsligt engagement. [[Otto von Bismarck]]s regering, som længe blev støttet af de liberale, var i første omgang splittet i dette spørgsmål, men endte med at enes om en statslig løsning. I den forbindelse handlede det ikke kun om speksis overfor hvor effektiv den liberale metode ville være. Et vigtigt aspekt var, at der gennem socialpolitikken, og ikke mindst ved hjælp af socialforsikringen, kunne skabes politisk kapital. Den statslige omfordelingspolitik skulle knytte arbejderne til staten, og var i en vis forstand en positiv modpol til den undertrykkende [[socialistloven|socialistlov]]. Efter en årelang diskussion om detaljerne indførtes i 1883 sygeforsikringen og i 1884 den lovpligtige ulykkesforsikring samt invalide- og aldersrente. Disse var ikke kun "Bismarcks socialforsikring", som den i dag kaldes, men var resultatet af forslag som talrige organisationer, partier og dele af embedsværket havde modificeret betydeligt i forhold til de oprindelige forslag.
Kendetegn ved socialforsikringerne var at de var obligatoriske for en stor del af arbejderbefolkningen, at de var offentlige og de var selvforvaltende. Ydelser var ikke primært baseret på behov (som ved fattighjælpen), men på de indbetalte bidrag. I de følgende år blev reglerne modificeret og i 1911 blev de sammenfattet i loven om rigsforsikringsordninger. Samme år
Linje 266:
* [http://www.dhm.de/lemo/html/kaiserreich/industrie/index.html Information fra Deutsche Historische Museum]
 
[[Kategori:Tysklands historie|Højindustrialisering]]
[[Kategori:Økonomi]]