George Patton: Forskelle mellem versioner

På grund af sine succeser, herunder ikke mindst opbygningen af en træningsskole for amerikanske panserstyrker i [[Langres]] i [[Frankrig]]), blev Patton forfremmet til [[major]] og derefter til [[oberstløjtnant]] og blev sat i spidsen for U.S. Tank Korps, som var en del af den amerikanske ekspeditionsstyrke [[AEF]] og senere af Første U.S. Arme. Han tog del i [[Slaget ved Saint-Mihiel]] i september [[1918]], og blev såret af maskingeværild, da han prøvede at søge hjælp til kampvogne, som sad fast i mudderet. Kuglen passerede igennem den øvre del af låret, og når Patton senere blev beruset ved festlige lejligheder, smed han bukserne for at vise sine ar. <ref>Robert H. Patton: The Pattons, p. xiv</ref> Krigen sluttede, mens Patton var ved at komme sig over sine sår.

Patton gjorde tjeneste på [[Hawaii]], inden han vendte tilbage til [[Washington D.C.]] for igen at bede [[Kongressen]] om penge til pansrede enheder. I slutningen af [[1930]]-erne blev Patton udpeget til kommandant for [[Fort Myer]] i [[Virginia]]. Kort efter de tyske ''[[Blitzkrieg]]''-angreb i [[Europa]] lykkedes det [[generalmajor]] [[Adna Chaffee, Jr.|Adna Chaffee]], den første chef for U.S. Armys nyopstillede pansrede styrke at overbevise Kongressen om behovet for pansrede divisioner. Dette førte til aktivering af 1. og 2. pansrede division i [[1940]]. [[Oberst]] Patton fik kommandoen over 2. pansrede [[brigade]] i 2. pansrede [[division (militær)|division]] i juli 1940. Han blev assisterende divisionschef samme år i oktober og blev forfremmet til [[brigadegeneral]] den [[2. oktober]]. Patton gjorde tjeneste som fungerende chef fra november 1940 til april [[1941]]. Han blev forfremmet til generalmajor den [[4. april]] og blev øverstbefalende general for 2. pansrede division 7 dage senere.

Under opbygningen af [[U.S. Army]] før dens indtræden i [[2. verdenskrig]] kommanderede Patton 2. pansrede division, som klarede sig med blandede resultater både ved de storstilede manøvrer i [[Louisiana (stat)|Louisiana]] og i [[Carolinas]] i 1941. 2. pansrede division havde hjemsted i [[Fort Benning i Georgia]], indtil enheden og dens kommanderende officer blev forflyttet til det nyetablerede ørkentræningscenter i [[Indio i Californien]] af chefen for panserstyrkerne generalmajor [[Jacob L. Devers]]. Patton blev efterfølgende udpeget som chef for det nyopstillede I pansrede Korps af Devers, og havde denne stilling da korpset blev udpeget til at deltage i [[Operation Torch]], invasionen af Nordafrika. Som forberedelse til denne invasion trænede Patton sine tropper i [[Imperial Valley]] i [[Californien]]. Han indledte disse øvelser i slutningen af 1941 og fortsatte dem til langt ind i sommeren 1942. Patton udvalgte et stort ørkenområde, som var meget vanskeligt, med høje temperaturer, sandede flodløb og absolut tomhed. Det lignede meget det terræn, som Patton og hans mænd ville komme ud for i kampagnerne i Nordafrika. Man kan stadig finde spor efter kampvogne, skyttehuller og patronhylstre i et område omkring 80 &nbsp;km sydøst for [[Palm Springs, California|Palm Springs]].

Den [[3. juni]] [[1942]] troede Patton, at japanerne var på vej til at invadere [[Mexico]]. Han var sikker på, at de ville bruge de mexicanske strande til at angribe ind i [[Californien]]. I tre dage havde Patton sine tropper i alarmberedskab for straks at kunne rykke frem og møde japanerne ved spidsen af den Californiske Golf. <ref>{{cite web |url=http://www.digitalsurvivors.com/archives/whatif-japaninvadedmexico1942.php |title=What if Japan Invaded Mexico in June of 1942? |publisher=Digital Survivors |first=Scott |last=Manning |date=[[2006-09-30]] |accessdate=2006-11-29}}</ref> Den japanske invasionsflåde landede i stedet på de Aleuterne på [[Kiska Island]] den [[6. juni]].

Endnu værre for ham var smæk-episoden, som fandt sted den [[3. august]] [[1943]] <ref> "Private Wrote Family About Being Cuffed," ''The Port Arthur News'', Nov. 24, 1943, p6 </ref> som nær havde afsluttet Pattons karriere. Sagen kom frem, efter at avisskribenten [[Drew Pearson]] offentliggjorde den i sit radioprogram den 21. november, hvor han rapporterede, at general Patton havde fået en "alvorlige reprimande".<ref> "Reprimand for Patton is Denied," ''The Fresno Bee'', November 22, 1943, p1 </ref> De allieredes hovedkvarter afviste, at Patton havde fået en reprimande, men bekræftede, at Patton havde slået en soldat.

Ifølge vidner var General Patton på besøg på et militærhospital på Sicilien, hvor han besøgte sårede. Han kom forbi en 24-årig soldat, som græd. Patton spurgte "Hvad er der i vejen med dig?" og soldaten svarede "Det er mine nerver, tror jeg. Jeg kan ikke klare artilleribeskydning." Patton blev rasende og "anvendte bandeord, kaldte soldaten for en "kujon" og beordrede ham tilbage til fronten. Der dannedes et opløb, som bl.a. omfattede hospitalets leder, lægen, som havde indlagt soldaten og en sygeplejerske. Patton slog derpå soldaten bag på hovedet med bagsiden af sin hånd". Det hævdedes, at sygeplejersken kastede sig mod Patton, men blev trukket væk af en læge, og lederen lagde sig imellem. Patton fortsatte videre til andre patienter og vendte så tilbage og skældte ud på soldaten igen.<ref> "Patton Regrets Slapping Soldier," 'san Antonio Light'', November 23, 1943, p1 </ref>

Da general Eisenhower hørte om episoden, beordrede han Patton til at gøre afbigt, og herefter berettedes det, "blev Pattons opførsel lige så storsindet, som den havde været rasende", og han undskyldte over for soldaten og "alle de, som var tilstede på daværende tidspunkt",<ref> Id. at p.8 </ref> Efter at filmen ''Patton'' blev udsendt i [[1970]], genfortalte Charles H. Kuhl historien, og sagde, at Patton havde slået ham i ansigtet og derefter sparket ham, da han gik væk. "Efter at han var taget af sted, blev jeg indlagt på hospitalet, og det viste sig, at jeg havde [[malaria]]", bemærkede Kuhl, og tilføjede at da Patton personligt undskyldte (i Pattons hovedkvarter) "sagde han, at han ikke var klar over, at jeg var så syg, som jeg var." Kuhl, som senere arbejdede som [[gadefejer]] i Mishawaka, Indiana, tilføjede at Patton var "en stor general" og "jeg tror, at han selv var temmelig udmattet på det tidspunkt, hvor det skete."<ref> "Gen. Patton Slap Haunts Former GI," ''Charleston Daily Mail,'' March 25, 1970, p12 </ref> Kuhl døde den [[24. januar]] [[1971]].<ref> "GI Slapped by Gen. Patton in Sicily Is Dead," ''The Cedar Rapids Gazette'', February 2, 1971, p7.</ref>

Det viste sig, at Patton havde slået en anden soldat ti dage tidligere, selv om Kuhls historie var den, som blev offentlig kendt.<ref> ''Charleston Daily Mail,'' 3/25/70, Id. </ref> Andre journalister havde besluttet at forblive tavse om hændelsen, og Kuhls forældre havde undladt at omtale sagen, "fordi de ikke ønskede at skabe vanskeligheder for general Patton."<ref> Port Arthur News, 11/24/43, Id. </ref> Eisenhower tænkte på at sende Patton hjem i unåde, som mange journalister krævede. Men efter at have konsulteret [[George Marshall]] besluttede Eisenhower at beholde Patton, men uden en fremtrædende position. Eisenhower brugte Pattons "[[orlov]]" som et trick til at vildlede tyskerne med hensyn til, hvor det næste angreb ville blive sat ind, da de antog, at Patton skulle lede det næste angreb, og han var den general, de var mest bange for. I de 10 måneder, hvor Patton var uden kommando, blev hans forlængede ophold på Sicilien opfattet af tyskerne som en indikation af en kommende invasion af det sydlige [[Frankrig]]. Senere blev et ophold i [[Cairo]] fortolket som forløber for en invasion på Balkan. Det tyske efterretningsvæsen misfortolkede, hvad der skete, og lavede fejlagtige planer som følge.

Med behov for blot et døgn med godt vejr beordrede Patton 3. Armes feltpræst oberst James O'Neill til at skrive en bøn, som skulle få Gud til at give dette. Vejret klarede op, straks efter at bønnen var blevet læst op, og Patton dekorerede O'Neill med en [[Bronze Star medalje]] på stedet.<ref> d'Este" p. 688</ref> Herefter fortsatte han med at bekæmpe den tyske offensiv og von Rundstedt.

I modsætning til [[Dwight D. Eisenhower]], som var populær blandt tropperne, til dels på grund af hans selvironiske humor, kunne Patton ikke lide vittigheder, som var rettet mod ham selv. Soldater i Stillehavet var ikke glade for, hvad der foregik på det europæiske kontinent og kunne ikke lide ham på grund af hans tilsyneladende ligegyldighed med sine troppers liv. Patton havde rent faktisk den største respekt for de mænd, som gjorde tjeneste under ham, men havde intet til overs for folk med "kamptræthed". <ref> "The Day of Battle" Rick Atkinson pp. 148 Atkinsons citation from "The Patton Story: He Slapped, He Raged, He Sobbed in Anger," ''Cincinnati Post'', Feb. 28, 1947, 26, from McCormick Research Center, First Division Museum, Cantigny, Ill.</ref> Karikaturtegneren [[Bill Mauldin]] gjorde flere gange grin med Patton i sine tegninger, hvilket fik Patton til at tilkalde Mauldin til sit hovedkvarter til en skideballe. På den anden side var han selv af og til i stand til at være vittig: "De to farligste våben, som tyskerne har, er vore egne pansrede halvbæltekøretøjer og jeeps. Halvbæltekøretøjerne, fordi drengene i dem vil udføre heroiske handlinger, fordi de tror, de sidder i en tank. Jeepen, fordi vi har så mange møgelendige chauffører." Under [[Ardenneroffensiven]], faldt hans berømte bemærkning om, at de allierede skulle "lade skiderikkerne (tyskerne) trænge helt frem til Paris, hvorefter vi afskærer dem og indfanger dem". Han foreslog også, at de tyske styrker skulle angribe i retning af briterne og skabe "endnu et Dunkirk"

Patton dyrkede bevidst et prangende, iøjefaldende image i troen på, at dette ville motivere hans tropper. Han sås i reglen iført en højpoleret hjelm, ridebukser og lange kavaleristøvler. Han bar prangende revolvere med elfenbensskæfte med nikkelplader såsom hans mest berømte sidevåben, en Colt "peacemaker". Hans køretøjer havde ekstra store rangmarkeringer og var forsynet med højtlydende sirener. Hans tale var spækket med eder. Hårdheden af hans image og karakter virkede velplacerede til forholdene i kamp. Patton modtog mange roser fra journalisterne, der fulgte ham, herunder en hyldest fra en skribent fra UPI, som skrev: "General George S. Patton troede, at han var den største solda,t som nogensinde havde levet. Han fik sig selv til at tro på, at han aldrig ville fejle ved at tvivle. Denne absolutte tro på sig selv som strateg og vovehals påvirkede hele hans hær, indtil mændene i US 2. korps i Afrika og senere 3. Arme i Frankrig troede på, at de ikke kunne besejres under hans lederskab."<ref> Virgil Pinkley, "Gen. George Patton Believed Himself Greatest Soldier';

Entire Army Felt Same Way," reprinted in ''Nevada State Journal'', December 23, 1945, p15. </ref>

Den [[24. marts]] [[1945]], kort efter overgangen over [[Rhinen]], beordrede Patton ''XII Korps'' chef generalmajor [[Manton Eddy]] til straks at iværksætte en operation med det mål at befri fangelejren ''OFLAG XIII-B'' nær [[Hammelburg]], ca. 80 &nbsp;km bag fjendens linjer. Eddy argumenterede stærkt imod nødvendigheden og klogskaben i dette angreb og gik efter sigende så langt som at videregive ordren til 4. pansrede division uden general Eisenhowers forudgående godkendelse. Patton, som ikke havde noget ønske om at involvere Eisenhower, (som allerede var godt kendt med Pattons stivnakkede tendenser, og som formentlig ville have aflyst operationen), fløj til hovedkvarteret for [[US XII korps]] i [[Undenheim]], hvor han ventede, til Eddy gik til middag og afleverede så personligt ordren til [[brigadegeneral]] [[Hoge]] i [[US 4. pansrede division]]. Hoge og chefen for "Combat Command B" oberstløjtnant [[Creighton Abrams]] bemærkede, at efterretningsvæsenet havde indikationer på, at der var stærke hærstyrker og muligvis SS-panser i området og hæftede sig også ved afstanden fra fronten og fortalte Patton, at operationen ville kræve intet mindre end en hel Combat Command (dvs. en blandet styrke på flere tusinde mænd). Det afviste Patton, som insisterede på, at der kun skulle afsendes en mindre styrke. Han planlagde at bruge 3.000 soldater, men i den sidste ende blev det kun til to kompagnier med 300 mænd og 15 kampvogne, som blev sendt af sted for at befri krigsfangelejren i Hammelburg. Han besluttede også, at hans aide-de-camp og personlige ven, major Alexander Stiller, skulle ledsage styrken "for at få erfaring."<ref name="WHITING">Whiting, Charles. "48 Hours to Hammelburg: Pattons Secret Mission", Ballantine (New York), 1970</ref>

* Carlo D'Este. ''Patton : A Genius for War'' HarperCollins, (1995). 978 pp. &nbsp;ISBN 0-06-016455-7