Forskel mellem versioner af "Allegori"

293 bytes fjernet ,  for 9 år siden
moderniseret
(moderniseret)
En '''allegori''' ([[græsk (sprog)|græsk]]: ''allegoria'', af ''allegorein'' sige noget <span style="text-decoration:underline;">andet</span>) er en fortælling, et [[digt]] eller et billede, hvorhvis personer og begivenheder er [[symbol]]er på noget <span style="text-decoration:underline;">andet</span>, fx [[tålmodighed]], [[misundelse]] eller [[sandhed]]; som regel brugt i [[moral]]sk, [[religion|religiøs]] eller [[politik|politisk]] sammenhæng.
<br clear=all>
[[Fil:Justitia Justizpalast Muenchen.jpg|thumb|right|300px|''[[Justitia]]'' med ''Uskylden'' til venstre og ''Lasterne'' til højre, Justitspaladset i [[München]], 1897. Arkitekt: Friedrich von Thiersch.]]
__TOC__
''Allegori'' betegner i den [[Grækenland|græske]] [[retorik]] egentlig en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til [[fantasi|indbildningskraften]] og er altså [[Ordsprog#Billedlige udtryksformer|billedlig]], men. medensMedens ''[[metafor]]en'' kun giver den enkelte tanke billedlig form, er ''allegorien'' mere sammensat, går mere i enkeltheder og fastholdes længere.
 
Således er [[fabel|fablen]] og [[parabel|parablen]] forskellige former for allegori, der allerede forekommer i folkepoesienfolkedigtningen hos de fleste [[nation]]er. DetteDet var også tilfældet hos grækerne, og herfra blev denisær optaget af de græske [[sofisme|sofisterne]] til indskærpelse af [[moral]]ske [[princip|grundsætninger]].
 
DetteDet er nu ikke blot en fortsættelse af folkepoesiensfolkedigtningens moraliseren, men også af de [[myte|mytiske]] fortællinger, som oprindeligt hænger tæt sammen med religiøse forestillinger,. De bliver nu, da de efterhånden mister deres religiøse indhold, [[Tydning|tydet]] allegorisk, idet personerne opfattes som udtryk for abstrakte egenskaber, [[dyd]]er, [[vane (egenskab)|laster]], goder, onder og så videre.
 
Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de [[homer]]iske digte, navnlig hos [[Stoicisme|stoikerne]], og efter at tendensen har vundet i styrke ved hos de [[Alexandria|alexandrinske]] [[jøde]]r. atMødes mødesde med det samme princip, bliver dettedet af gennemgribende betydning for den senere tids [[fortolkning]] af ældre værker, både [[hedenskab|hedenske]] og [[Kirke (institution)|kirkelige]],. ogFortolkningen kommer til at beherske hele [[Middelalderen]].
 
HerafAllegorien vil det nu fremgå, at allegorienfik efterhånden får en noget snævrere betydning. Medens nemlig fablen blot sætter dyr eller genstande i stedet for mennesker med visse bestemte egenskaber, bliver allegoriens personer eller genstande billeder på abstrakte egenskaber eller sammensatte abstrakte forestillinger;: [[Herakles]] er den aldrig trættede stræben
mod det høje, mens [[brudgom]]men i [[Højsangen]] er [[Jesus|Kristus]].
 
Foto fra glyptoteket i München.]]
 
Også i [[kunst]]en finder allegorien anvendelse hos grækerne og hænger sammen med den [[antropomorfisme|antropomorfistiske]] opfattelse og gengivelse af [[gud]]erne. Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden udviskes, opstår let skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i [[München]] <ref>Artikel om [[:de:Glyptothek (München)|glyptoteket i München]] {{de sprog}} og [[:en:Glyptothek|Glyptothek]] {{en sprog}} &nbsp; – &nbsp; [[:de:Eirene (Mythologie)|Eirene]] (freden) med drengen [[Plutos]] (rigdommen) på armen </ref> af [[Eirene]] (freden) med drengen [[Plutos]] (rigdommen) på armen; her har tanken - hvis restaurationen er rigtig - været anskueliggjort ved et overflødighedshorn i hendes anden hånd.
 
:Det oprindelige [[Quadriga (firspand)|firspand]] på [[Brandenburger Tor]] havde en bevinget fredsgudinde Eirene. Da dennehun blev krigsbytte under napoleonskrigene, skete der en omtolkning til sejrsgudinden Victoria [''Kilde'': [[:de:Eirene (Mythologie)|Eirene]], (tysk Wiki)]
 
I [[maleri]]et anvendtes også allegori, men,og somsymbolets vinavn serblev ofte skrevet ved siden af som på [[vase]]billeder, ofte med den forsigtighedsregel, at personens navn blev anbragt ved siden af,- for at tankenvære ikke skulleden væresikre uklarside.
 
I den senere græske og i den romerske kunst florerede allegorien yppigt og blev herfra optaget herfra i den kirkelige kunst, hvor den spillede en lige så stor rolle som i den kirkelige litteratur middelalderen igennem. <!-- br clear=all [[Image:ST-Nile-statue.jpg|thumb|left|150px| ???]] --> Den bekendte liggende [[Nilgud]], ([[Hapi]] ?), er ikke så meget et
gudebillede som en allegori på [[flod]]en. &nbsp; Den gode [[hyrde]] med [[lam]]met på sine skuldre er [[Jesus|Frelseren]]. Mange allegoriske figurer fra den antikke verden optages af kirken, når de betegner almene [[begreb]]er, dyder, laster og så videre.
 
I det [[13. århundrede]] er allegorien altbeherskende; den kendes fra [[Giotto di Bondone|Giotto]]'s [[Frans af Assisis liv i Giottos billeder|billeder]] i [[Padua]] og [[Assisi]], såvel som fra [[Dante Alighieri|Dantes]] digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.
 
[[Renæssance]]n bringer også her en fornyelse; [[Raffaello Santi|Raffaels]] ''Filosofien'' osv., [[stanze]]rne <ref>''Stanzerne'', en række sale i Vatikanet med [[fresko|fresker]] af [[Raffaello Santi|Raffael]] (1483–1520, han kaldes også: Raffael da Urbino, Raffaello Santi, Raffaello Sanzio eller Raphael. Om [[:de:Raffael|Raffael]] {{de sprog}} &nbsp; – &nbsp; ''Stanze di Raffaello'': &nbsp; [[:en:Raphael Rooms|Raffaels værelser]] i Vatikanet. {{en sprog}}</ref>, og [[Michelangelo Buonarroti|Michelangelos]] figurer på [[Medici]]-gravene er enkle og klare menneskeskikkelser, men har som sådanne sprængt den allegori, de skal udtrykke.
 
I den følgende tid, navnligIsær i [[barok]]stilen, finder allegorien rig anvendelse i et vidtløftigt [[mytologi]]sk apparat både i [[skulptur]] og malerkunst og ikke mindst i de
[[kobberstik]], som pryder bøgernes titelblade,. og denDen har trods [[Gotthold Ephraim Lessing|Lessing]]'s protest holdt sig til vore dage, navnlig i [[monument]]kunst, hvor figurer som ''[[Bavaria]]'' <ref>Læs mere om den kolossale bronzestatue [[:de:Bavaria|''Bavaria'']] i München {{de sprog}}</ref> , ''Den danske kvinde'' osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.
 
<gallery caption="Eksempler på 'monumentkunst'"><!-- Der er plads til flere og måske bedre eksempler -->
 
== Allegori i litteraturen, herunder Bibelen ==
'''Allegorisk fortolkning''', ''billedlig, uegentlig fortolkning'', betegner i sin almindelighed en fortolkning, som bag vedordenes den af teksten ved ordenesumiddelbare [[Semantik#Leksikalsk semantik|leksikalske]] betydning umiddelbart givne finder en anden, dybere [[mening]], men indskrænkes i sprogbrugen til at betegne en sådan uegentlig
fortolkning, der ikke i sammenhængen er betegnet som tilsigtetberegnet af forfatteren. Fortolkning af metafor, parabel og lignende retoriske figurer falder altså uden for den allegoriske fortolkning.
 
Over for den står teorien om den ene, ''bogstavelige skriftmening''. Allegorisk fortolkning anvendes af de græske filosoffer i forståelsen af digterne, derefter af de alexandrinske jøder - for eksempel Filo - i forståelsen af [[Det Gamle Testamente]].
Fra dem går den over til de [[kristne]] i forståelsen af både Det Gamle Testamente og [[Det Nye Testamente]] og anvendes såvel af [[Markion#Teologi|gnostikerne]] som af
[[Kirkefader|kirkefædrene]]. Blandt disse er [[Origenes]] er den første, der giver en teori for den allegorisk fortolkning. (Se indledning til [[Quadriga (fortolkningsmetode)]]).
 
Efter ham allegoriserer de fleste kirkefædre; mod den allegoriske fortolkning opponerer navnlig den [[Antiochia|antiochenske]] skole, hvortil hørermed [[Johannes Chrysostomos]].
Ligeledes hævder [[Reformationen|reformatorerne]] teorien om den ene skriftmening over for den allegorisk fortolkning.
 
Hovedmotivet for den allegorisk fortolkning'sfortolknings anvendelse på de bibelske skrifter er en <!-- ejendommelig --> særlig [[verbalinspiration|inspirationslære]], der i opfattelsen af skriften, som stammende fra Gud, - al visdoms indehaver, - slutter, at Gud må have nedlagt al visdom i skriften,. Det er en teori, som, når selve teksten, bogstavelig forstået, ikke tilfredsstiller fortolkeren, fører ham til at søge mere i teksten, end den umiddelbart indeholder.
 
== Se også ==
* Lindhardt, Jan (1983). ''Martin Luther : erkendelse og formidling i renæssancen''. ISBN 87-418-5244-3. DK5=99.4 Luther, Martin
::Især fra side 117, hvor en forskel hos Luther i opfattelsen af symbol og allegori i [[Quadriga (fortolkningsmetode)|''den firfoldige fortolkningsmetode'']] behandles.
::Lindhardt mener modsat mange andre, at Luther ikke ville afskaffe den ''allegoriske'' tolkningsmåde, men den ''symbolske'', idet det her er sådan at der med noget ''kendt'' peges på noget ''ukendt''; i allegorien derimod skulle virkningen ligge mellem to allerede kendte forhold eller faktorer. (side 123ø) - Symbolet passede godt til opfattelsen i [[romantikken]], fordi [[geni]]et her havde mulighed for at ''ane'' hvad dette ukendte var. Symbolet havde derfor gode betingelser i [[1800-tallet]].
 
== Eksterne henvisnnger ==
Anonym bruger