Allegori: Forskelle mellem versioner

En '''allegori''' ([[græsk (sprog)|græsk]]: ''allegoria'', af ''allegorein'' sige noget <span style="text-decoration:underline;">andet</span>) er en fortælling, et [[digt]] eller et billede, hvorhvis personer og begivenheder er [[symbol]]er på noget <span style="text-decoration:underline;">andet</span>, fx [[tålmodighed]], [[misundelse]] eller [[sandhed]]; som regel brugt i [[moral]]sk, [[religion|religiøs]] eller [[politik|politisk]] sammenhæng.

''Allegori'' betegner i den [[Grækenland|græske]] [[retorik]] egentlig en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til [[fantasi|indbildningskraften]] og er altså [[Ordsprog#Billedlige udtryksformer|billedlig]], men. medensMedens ''[[metafor]]en'' kun giver den enkelte tanke billedlig form, er ''allegorien'' mere sammensat, går mere i enkeltheder og fastholdes længere.

Således er [[fabel|fablen]] og [[parabel|parablen]] forskellige former for allegori, der allerede forekommer i folkepoesienfolkedigtningen hos de fleste [[nation]]er. DetteDet var også tilfældet hos grækerne, og herfra blev denisær optaget af de græske [[sofisme|sofisterne]] til indskærpelse af [[moral]]ske [[princip|grundsætninger]].

DetteDet er nu ikke blot en fortsættelse af folkepoesiensfolkedigtningens moraliseren, men også af de [[myte|mytiske]] fortællinger, som oprindeligt hænger tæt sammen med religiøse forestillinger,. De bliver nu, da de efterhånden mister deres religiøse indhold, [[Tydning|tydet]] allegorisk, idet personerne opfattes som udtryk for abstrakte egenskaber, [[dyd]]er, [[vane (egenskab)|laster]], goder, onder og så videre.

Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de [[homer]]iske digte, navnlig hos [[Stoicisme|stoikerne]], og efter at tendensen har vundet i styrke ved hos de [[Alexandria|alexandrinske]] [[jøde]]r. atMødes mødesde med det samme princip, bliver dettedet af gennemgribende betydning for den senere tids [[fortolkning]] af ældre værker, både [[hedenskab|hedenske]] og [[Kirke (institution)|kirkelige]],. ogFortolkningen kommer til at beherske hele [[Middelalderen]].

HerafAllegorien vil det nu fremgå, at allegorienfik efterhånden får en noget snævrere betydning. Medens nemlig fablen blot sætter dyr eller genstande i stedet for mennesker med visse bestemte egenskaber, bliver allegoriens personer eller genstande billeder på abstrakte egenskaber eller sammensatte abstrakte forestillinger;: [[Herakles]] er den aldrig trættede stræben

Også i [[kunst]]en finder allegorien anvendelse hos grækerne og hænger sammen med den [[antropomorfisme|antropomorfistiske]] opfattelse og gengivelse af [[gud]]erne. Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden udviskes, opstår let skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i [[München]] <ref>Artikel om [[:de:Glyptothek (München)|glyptoteket i München]] {{de sprog}} og [[:en:Glyptothek|Glyptothek]] {{en sprog}} &nbsp; – &nbsp; [[:de:Eirene (Mythologie)|Eirene]] (freden) med drengen [[Plutos]] (rigdommen) på armen </ref> af [[Eirene]] (freden) med drengen [[Plutos]] (rigdommen) på armen; her har tanken - hvis restaurationen er rigtig - været anskueliggjort ved et overflødighedshorn i hendes anden hånd.

:Det oprindelige [[Quadriga (firspand)|firspand]] på [[Brandenburger Tor]] havde en bevinget fredsgudinde Eirene. Da dennehun blev krigsbytte under napoleonskrigene, skete der en omtolkning til sejrsgudinden Victoria [''Kilde'': [[:de:Eirene (Mythologie)|Eirene]], (tysk Wiki)]

I [[maleri]]et anvendtes også allegori, men,og somsymbolets vinavn serblev ofte skrevet ved siden af som på [[vase]]billeder, ofte med den forsigtighedsregel, at personens navn blev anbragt ved siden af,- for at tankenvære ikkepå skulleden væresikre uklarside.

I den senere græske og i den romerske kunst florerede allegorien yppigt og blev herfra optaget herfra i den kirkelige kunst, hvor den spillede en lige så stor rolle som i den kirkelige litteratur middelalderen igennem. <!-- br clear=all [[Image:ST-Nile-statue.jpg|thumb|left|150px| ???]] --> Den bekendte liggende [[Nilgud]], ([[Hapi]] ?), er ikke så meget et

I det [[13. århundrede]] er allegorien altbeherskende; den kendes fra [[Giotto di Bondone|Giotto]]'s [[Frans af Assisis liv i Giottos billeder|billeder]] i [[Padua]] og [[Assisi]], såvel som fra [[Dante Alighieri|Dantes]] digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.

I den følgende tid, navnligIsær i [[barok]]stilen, finder allegorien rig anvendelse i et vidtløftigt [[mytologi]]sk apparat både i [[skulptur]] og malerkunst og ikke mindst i de

[[kobberstik]], som pryder bøgernes titelblade,. og denDen har trods [[Gotthold Ephraim Lessing|Lessing]]'s protest holdt sig til vore dage, navnlig i [[monument]]kunst, hvor figurer som ''[[Bavaria]]'' <ref>Læs mere om den kolossale bronzestatue [[:de:Bavaria|''Bavaria'']] i München {{de sprog}}</ref> , ''Den danske kvinde'' osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.

'''Allegorisk fortolkning''', ''billedlig, uegentlig fortolkning'', betegner i sin almindelighed en fortolkning, som bag vedordenes den af teksten ved ordenesumiddelbare [[Semantik#Leksikalsk semantik|leksikalske]] betydning umiddelbart givne finder en anden, dybere [[mening]], men indskrænkes i sprogbrugen til at betegne en sådan uegentlig

fortolkning, der ikke i sammenhængen er betegnet som tilsigtetberegnet af forfatteren. Fortolkning af metafor, parabel og lignende retoriske figurer falder altså uden for den allegoriske fortolkning.

[[Kirkefader|kirkefædrene]]. Blandt disse er [[Origenes]] er den første, der giver en teori for den allegorisk fortolkning. (Se indledning til [[Quadriga (fortolkningsmetode)]]).

Efter ham allegoriserer de fleste kirkefædre; mod den allegoriske fortolkning opponerer navnlig den [[Antiochia|antiochenske]] skole, hvortil hørermed [[Johannes Chrysostomos]].

Hovedmotivet for den allegorisk fortolkning'sfortolknings anvendelse på de bibelske skrifter er en <!-- ejendommelig --> særlig [[verbalinspiration|inspirationslære]], der i opfattelsen af skriften, som stammende fra Gud, - al visdoms indehaver, - slutter, at Gud må have nedlagt al visdom i skriften,. Det er en teori, som, når selve teksten, bogstavelig forstået, ikke tilfredsstiller fortolkeren, fører ham til at søge mere i teksten, end den umiddelbart indeholder.

::Lindhardt mener modsat mange andre, at Luther ikke ville afskaffe den ''allegoriske'' tolkningsmåde, men den ''symbolske'', idet det her er sådan at der med noget ''kendt'' peges på noget ''ukendt''; i allegorien derimod skulle virkningen ligge mellem to allerede kendte forhold eller faktorer. (side 123ø) - Symbolet passede godt til opfattelsen i [[romantikken]], fordi [[geni]]et her havde mulighed for at ''ane'' hvad dette ukendte var. Symbolet havde derfor gode betingelser i [[1800-tallet]].