Gudelige vækkelser: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
TobeBot (diskussion | bidrag) m robot Tilføjer: fi:Suuret herätykset |
m Flertydige WL: mission → Religiøs mission, Dom → Dom (retsvæsen), Forordning → Forordning (Danmark) |
||
Linje 28:
==== Vejle-Horsens-egnen ====
Disse vakte blev efterfølgende kaldt for “[[de stærke jyder]]”, vel på grund af deres stædighed/fastholden på deres [[mening]]er. Det var egentlig en stille vækkelse og det var ikke præget af [[Religiøs mission|mission]], men de holdt på deres holdninger. Det kom derfor til strid undervisningsmæssigt (Erik Pontoppidans katekismus fra [[1738]] blev skiftet ud med [[Nicolai Edinger Balle]]s oplysningsprægede [[Balles Lærebog|''Lærebog i den evangelisk christelige Religion'']]) og i kirken – Kingos salmebog blev skiftet ud med den mere rationalistiske ''Evangelisk-Kristelig Salmebog''. <br />
I [[1799]] kom det endda til regulært slagsmål på [[kirkegård]]en ved [[Langskov Kirke]] mellem “de vakte” og dem, der støttede sognepræsten. Flere steder ([[Korning Sogn]], [[Uldum Sogn]]) var vækkelsen også præget af “sværmeri” med kvinder, der fik syner og [[åbenbaring]]er.
Linje 34:
Den såkaldte forsamlingsbevægelse: et kendetegn ved denne vækkelse var at man var udadrettet missionerende, og kæmpede for retten til at holde møder i egne hjem uden den lokale præsts deltagelse. Man var ikke enig i den rationalistiske tilgang til Bibelen, men ønskede at mødes og udlægge Bibelen i lyset af ens personlige stillingtagen og tro.
Disse møder var en overtrædelse af den såkaldte [[konventikelplakat]] fra [[1741]] og derfor blev der indledt retssager mod vækkelsens folk. [[Dom (retsvæsen)|Dom]]mene lød på [[bøde]]r og [[fængsel]]sstraffe. <br />
Oplysningstidens tolerance slog dog langsomt igennem både i de forholdsvist milde straffe (de vakte satte sig egentlig op mod [[konge]]n og [[stat]]smagten), men også i en kancelliskrivelse fra [[1824]]. I den blev konventikelplakaten ophævet af guvernøren over Fyn, den senere [[Christian 8.]], og forsamlingsbevægelser var derfor tilladt.
Linje 40:
=== Anden fase: Vækkelsens gennembrud (1830–40) ===
Forsamlingsbevægelsen gjorde sig gældende overfor myndighederne. Man var selvbevidst og ofte provokerende. [[Forordning (Danmark)|Forordning]]er og [[tilhold]] blev ofte overtrådt bevidst. De omrejsende [[lægmandsprædikant]]er var rene tilløbsstykker, og det var kun få egne, der var uberørt. <br />
Enkelte steder blev der ansat præster, der sympatiserede med vækkelsesbevægelsen. En af dem, der oftest sættes i forbindelse med dem var præsten og [[salmedigter]]en [[Grundtvig]], der dog ikke viste sig særlig imødekommende overfor de vakte. <br />
Der rejstes en generel kritik af [[statskirke]]n og dens præster, også dem, der i deres øjne var rettroende. Peter Larsen Skræppenborg og med ham andre ønskede et brud med statskirken, ud fra holdningen, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.
| |||