Rasmus Rask: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Flertydig wl: Edda → Yngre Edda, Edda → Ældre Edda |
|||
Linje 33:
I [[Bombay]] blev han overordentlig vel modtagen af det engelske selskab, og navnlig viste statholderen, den lærde M. Elphinstone, ham stor velvilje. Særlig var det Rask om at gøre her at komme i forbindelse med farserne, der jo nu så godt som kun findes i Bombay, for at sætte sig ind i deres gamle, selv af præsterne næsten glemte, hellige sprog zend og pehlevi. Det lykkedes ham med store anstrengelser at erhverve en sjælden samling af håndskrifter i disse 2 sprog, hvortil regeringen havde anvist ham en særlig sum, og som nu udgør en af vort universitetsbiblioteks skatte. Med afrejsen fra Bombay i november [[1820]] begynder en lang lidelsestid for ham, hvor han plages af bylder og feber og tillige af vrangforestillinger om forfølgelser og ofte i uger, ja i måneder måtte afholde sig fra alt arbejde. Over [[Gvalior]], [[Benares]] osv. gik han til [[Kalkutta]] (maj [[1821]]), der fra til [[Madras]], hvor han opholdt sig nogle måneder og atter kom til kræfter; her afsluttede han en vigtig afhandling på engelsk om zendsproget samt studerede [[tamulisk]] og andre sydindiske ("malabariske") sprog, hvilke han for første gang erkendte som en særlig stamme, grundforskellig fra [[sanskrit]]; så over [[Trankebar]] til Kolombo (Nov. [[1821]]). Her i den sydlige [[buddhisme]]s hovedsæde var det dels [[buddhist]]ernes hellige sprog [[pali]], dels [[singalesisk]] og det gamle sprog [[elu]], han syslede med, og han erhvervede her en sjælden skat af [[håndskrift]]er på [[palmeblad]]e i disse sprog. Tiltagende sygelighed nødte ham imidlertid til at tænke på tilbagerejsen, og 30. marts [[1822]] afsejlede han med et engelsk skib; men 6 dage efter led det skibbrud på sydkysten af Ceylon, hvorved Rask vel reddede livet og sine orientalske håndskrifter, men mistede en del bøger og penge. Over land måtte han så vende tilbage til Kolombo. Han var nu efterhånden kommen i den største forlegenhed; han havde i lang tid ikke modtaget og kunne ikke vente nogen pengesending hjemme fra og stod blottet for det nødvendige i det fjerne land. Noget have vistnok frimurerne i Kolombo støttet ham, i det han, allerede under sit første ophold her, rimeligvis under indflydelse af alt da rådende vanskeligheder, havde ladet sig optage i en derværende hollandsk loge. Men ellers havde han nu ikke anden udvej end at henvende sig til det danske guvernement i [[Trankebar]] om en Understøttelse af den kongelige kasse, hvilken han også modtog (2000 Rupier). Efter at have opholdt sig endnu o. 4 måneder i Kolombo for at vente på skibslejlighed - en tid, som han benyttede til fortsatte studier og til bl.a. at lade trykke på dansk sin ''Singalesisk Skriftlære'', der indeholder hans system til gengivelse af de indiske alfabeter med latinske bogstaver - måtte han over [[Trankebar]] sejle til Kalkutta, og efter at have modtaget en fornyet understøttelse til hjemrejsen af det danske regeringsråd i [[Frederiksnagor]] (2500 Rupier) kunne han endelig [[1. december]] [[1822]] i Kalkutta gå om bord på et dansk skib, og [[5. maj]] [[1823]] ankom han til [[København]] efter 6 l/2 års fraværelse. Som et vederlag for de af de kongelige kasser i Indien modtagne understøttelser afgav han efter sin hjemkomst til [[Det Kongelige Bibliotek]] en sjælden og fortrinlig samling af 50 håndskrifter dels på pali, dels på singalesisk.
På denne sin lange rejse havde Rask erhvervet sig et måske enestående fond af kundskaber i en mængde og det yderst forskellige orientalske sprog, uden at han derfor havde forsømt de europæiske, både gamle og nye, med hvilke han "for Tidsfordriv" jævnlig havde beskæftiget sig. Med spænding imødeså verden resultaterne af hans rejse; så meget større var skuffelsen hos alle, da det første arbejde, han udgav efter sin hjemkomst, var en ''Spansk Sproglære'' ([[1824]]). Overhovedet er der noget gådefuldt i, at så rastløst Rask end vedblev at arbejde i de tilbagestående år af sit liv, så har rejsen dog kun afsat aldeles forsvindende spor i hans følgende omfattende produktion, der, blot med større modenhed og sikkerhed, nærmest fremtræder som en fortsættelse af hans første ungdoms planer og arbejder. Han havde, som han nogle år senere udtrykker sig, fået "Lede til alt det asiatiske". Grunden dertil kan dels have ligget i mindet om alt det, han havde gennemgået på sin rejse, og som han senere kun ugjærne synes at have dvælet ved, dels muligvis også i det ejendommelig springende og spredte i hans karakter, der, som han selv undertiden klagede over, ofte tvang ham til at opgive et arbejde for at tage fat på et helt andet og nu også førte ham ind på emner, på hvilke han lagde endnu større vægt end på det asiatiske, dels endelig i den mangel på virkelig opmuntring og støtte, han fandt her hjemme. Vel fik han i efteråret [[1823]] bevilget en offentlig understøttelse af 400 rigsdaler årlig i 3 år og senere også udsigt til en belønning af 200-300 rigsdaler, hvis han udgav en interessant afhandling vedrørende den asiatiske litteratur; men ellers var han ved siden af sin ringe løn som underbibliotekar henvist til at leve af almindelige informationer, navnlig i engelsk. Efter at han i [[1825]] havde afslået en kaldelse til [[Edinburgh]] som bibliotekar ved advokaternes bibliotek, blev han vel ansat ved universitetet som ekstraordinær professor i litterærhistorien med særligt hensyn til den asiatiske litteratur; men dels var det ikke dette, han ønskede, dels pålagde denne ansættelse ham blot den pligt at holde forelæsninger, men var ikke forbunden med ringeste tillæg i løn undtagen bibeholdelsen af de ovennævnte 400 rigsdaler. I [[1826]] blev professoratet i orientalske sprog ledigt ved [[Jens Lassen Rasmussen|J.L. Rasmussens]] død, og Rask håbede nu at blive hans efterfølger; men atter blev han skuffet, i det omstændighederne krævede, at pladsen henstod ubesat i flere år. Endelig, efter at han i 1829 først var rykket op til bibliotekar ved universitetsbiblioteket, nærmede sig dog opfyldelsen af hans ønske, hvad der atter vakte hans interesse for det orientalske, og i december 1831 fik han sin udnævnelse som ekstraordinær professor i de orientalske sprog; men da var han allerede så svag, at han med god grund udbrød: "Jeg frygter, det er for silde".
Som umiddelbare frugter af rejsen fortjener blandt de arbejder, han selv udgav efter sin hjemkomst, kun at nævnes den vigtige afhandling ''om Zendsprogets og Zendavestas Ælde og Ægthed'' (skrevet 1823 som en omarbejdelse af den i [[Madras]] affattede engelske afhandling; trykt [[1826]] i ''Skand. Lit. Selsk. Skrifter'', samme år oversat på tysk af v. d. Hagen), hvori han bl.a. også giver nogle epokegørende bidrag til tydningen af de persiske kileindskrifter, og måske hans sidste lille arbejde om hvislelydenes system, særlig i georgisk, armensk og lappisk, hvilket udkom som program til universitetets reformationsfest 1832. Blandt andre arbejder, som han havde forberedt, kunne nævnes en sammenlignende udsigt over de "malabariske" sprog og en undersøgelse af det lappiske og overhovedet de finske sprogs slægtskab. Et dansk etymologicum, som han havde tilbudt videnskabernes Selskab at udarbejde, blev heller ikke til noget, og hans samlinger hertil er senere forsvundne. For øvrigt udsendte han i denne periode af sit liv grammatikker i en række forskellige sprog, således foruden den spanske navnlig en frisisk ([[1825]]), italiensk ([[1827]]), dansk (på engelsk, [[1830]]), lappisk og engelsk ([[1832]]). Men først og fremmest er det atter nu de nordiske sprog, der optog ham; han fortolkede f. ex. runeindskrifter, og som den første formand for det nordiske oldskriftselskab (1825-27) ofrede han dette et stort arbejde og besørgede bl.a. selv teksten til adskillige bind af ''Fornmanna sögur'', hvad der i høj Grad angreb både hans Syn og hans Helbred. Hans sidste fortræffelige arbejder på dette område er en senere flere gange oplagt ''Kortfattet Vejledning til det oldnordiske eller gamle islandske Sprog'', i hvis fortale han tager afsked med dette ham "i lang Tid så kære Studium", og en ''Oldnordisk Læsebog'' (begge [[1832]]).
| |||