Viggo Hjalf: Forskelle mellem versioner

Viggo Hjalf blev [[premierløjtnant]] [[1921]], [[kaptajnløjtnant]] [[1932]] og [[kaptajn (militær)|kaptajn]] [[1935]]. Hjalf var efter tyskernes internering af hær og flåde den [[29. august]] [[1943]] chef for den illegale hærledelse, den såkaldte [[Den lille Generalstab|lille generalstab]], der fastholdt loyaliteten over for de gamle samarbejdspolitikere. Dermed kom Hjalf i modsætning til den øvrige del af [[modstandsbevægelsen]].

 

 

1957 blev han generalløjtnant og blev udnævnt til øverstkommanderende for [[Hæren]]. I 1960 måtte han forlade posten som følge af den såkaldte Hjalf-sag, hvor han tog ansvaret for den påståede skæve fordeling af våben mellem hærgrupper og civile modstandsgrupper som hans kollega i Den lille Generalstab, daværende kaptajn [[Svend Schjødt-Eriksen]] havde iværksat. Hjalf indrømmede og forsvarede den skæve våbenfordeling til fordel for officersgrupperne, begrundet i frygten for et [[Kommunisme|kommunistisk]] kup, hvilket gjorde ham til en politisk belastning for [[Regeringen Viggo Kampmann I|regeringen]], der i 1960 valgte ikke at forny Hjalfs kontrakt som hærchef. Han tog sin afsked fra [[Forsvaret]] [[1965]].

 

Formand for Artilleriofficersforeningen 1951-[[1953|53]] og for Fællesorganisationen af Officerer i Hæren 1956-57. Han var [[Dannebrogordenen|Storkorsridder af Dannebrog]] og [[Dannebrogsmand]].

 

== Kilder ==