Danmarks historie (1814-1848): Forskelle mellem versioner

I 1814 udsendtes en ''anordning, som bestemmer, hvad bekendere af den mosaiske religion, der opholder sig i Danmark, har at iagttage.'' Denne titel dækkede over en ophævelse af alle love om jøder i Danmark. Nu fik jøder almindelig borgerret og ret til at ernære sig i ethvert lovligt erhverv. Det havde primært været et mindretal af velhavende jøder, med [[Mendel Levin Nathanson|M.L. Nathanson]] i spidsen, der havde arbejdet for den nye lov. De fattigere medlemmer af menigheden ønskede derimod at bevare det jødiske særpræg. Den nye anordning gik mindretallet i møde ved at kræve, at jøderne skulle følge landets almindelige love om [[Skifte (arv)|skifte]], [[fattigvæsen]] og [[skole]]gang. Dokumenter vedrørende ægteskaber eller testamenter skulle skrives på dansk eller tysk og følge dansk tidsregning, for at være retsgyldige. Desuden blev der til opnåelse af borgerretten tilknyttet det krav, at de unge jøder skulle bestå en eksamen i den mosaiske tro på linje med [[konfirmation]]en i [[folkekirken]]. Selv om [[jødedom]]men nu var blevet en officiel religion, gik mange jøder i de følgende år skridtet videre og lod sig selv eller deres børn døbe. Blandt dem var [[Henrik Hertz]] og [[Christian Georg Nathan David|C.N. David]].

En anden tendens i romantikken var en fornyet interesse for dansk og norsk oldtid, sprog og oprindelse. Folkets efterladenskaber: oldtidshøje og runestene vakte ærefrygt. Det var en radikal ændring fra 1793, da en vejforordning havde bestemt, at de nye hovedlandeveje skulle anlægges så tæt på højene som muligt, da de gav masser af råmaterialer til stenskærverne til vejene. Regeringen havde i 1807 oprettet ''Den kongelige kommission til oldsagers opbevaring'', som fik plads på loftet af [[Trinitatis Kirke (Københavns Kommune)|Trinitatis Kirke]], og i 1816 kom den under ledelse af [[Christian Jürgensen Thomsen]]. Han revolutionerede samlingen ved at inddele den efter ideen om, at der havde eksisteret en stenalder, som var blevet afløst først af en bronze- og senere af en jernalder. Staten fredlyste også flere og flere oldtidsminder i det danske landskab i disse år. Mange interesserede sig også for de gamle tekster: [[Rasmus Nyerup]] udgav i 1808 [[Snorri Sturluson|Snorres]] [[Yngre Edda|Edda]] i dansk oversættelse, og i [[1810'erne]] udgav [[N.F.S. Grundtvig|Grundtvig]] sine gendigtninger af [[Saxo Grammaticus|Saxo]] og Snorre. Han fremdrog også det [[angelsaksisk]]e [[Beovulfkvadet|Beowulfkvad]] fra [[800-tallet]].

Også på de højere læreranstalter skete der forandringer. Således blev de traditionelle fag på [[Københavns Universitet]]: [[teologi]], [[jura]] og [[Lægevidenskab|medicin]] i [[1829]] suppleret af to-årige uddannelser i mekanik og anvendt naturvidenskab, som blev udbudt af den nyoprettede [[Danmarks Tekniske Universitet|Polyteknisk Læreanstalt]]. Den var blandt andet oprettet på initiativ af elektromagnetismens opdager [[Hans Christian Ørsted|H.C. Ørsted]]. Også [[Officer (militær)|officersuddanelsen]] højnedes ved oprettelsen af [[Den kongelige militære Højskole]], der skulle give en videnskabelig overbygning på den uddannelse, kadetakademiet bød på.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=208-209+214.}}</ref>

Utilfredsheden med stænderforsamlingerne var størst blandt [[student]]er og [[akademiker]]e. [[Christian Georg Nathan David|C.N. David]], professor i statsøkonomi, advarede mod overvægten af grundejere i stænderne. Han var i 1834 i forbindelse med valget til stænderforsamlingerne med til at oprette ''[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]''. Tonen i bladet var fra starten kritisk mod stænderne og enevælden. På trods af censuren udgav David en række kritiske anonyme artikler. Det fik Frederik 6. til i december 1834 at pålægge kancelliet dels at overveje sagsanlæg mod David, dels en general skærpelse af censuren, bl.a. ved at fratage domstolene muligheden for at underkende politimyndighedens indgriben. Da en gruppe københavnske akademikere fik nys om tiltaget, organiserede de en indsamling på næsten 600 underskrifter på en ''trykkefrihedsadresse'' til kongen. I den bad de i ydmyge vendinger kongen om ikke at ændre trykkefrihedslovgivning og bibeholde domstolenes mulighed for indgriben. Kongen svarede i et ofte fejlciteret{{kilde mangler|dato=Uge 36, 2009}} reskript: ''"således kan heller ingen uden Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er begges<ref>det vil sige folkets og statens</ref> sande gavn og bedste."'' Kongen og hans administrations opvisning i bedreviden var et dårligt varsel om, hvor lidt kongen ville lytte til råd fra stænderforsamlingerne. Det satte for alvor gang i organiseringen af de liberale kræfter.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=217-218.}}</ref>

I foråret 1835 stiftede en gruppe moderate liberale ''"Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug"'', der både skulle virke for at sikre den daværende trykkefrihed, og modvirke "misbrug" af trykkefriheden. Ikke alene fra smudspressen, men også fra ultraliberalt hold. Selskabet havde i april allerede 500 medlemmer og tallet steg til 2.256 ved årets udgang, hvilket gjorde Selskabet til datidens største. Det var domineret af akademikere; en gruppe der fra starten var delt op i to grupper: En yngre, specielt københavnske, ultraliberale, der ønskede, at selskabet skulle virke for en ubegrænset trykkefrihed som princip. Og en ældre med moderate liberale, der ønskede at opretholde den oprindelige målsætning. C.N. David blev ved retssager i december og maj frikendt både ved første instans og i [[Højesteret]]. De liberale havde nu fat i den lange ende, da de overfor administrationen påpegede, at stænderforsamlingerne ville få svært ved at rådgive kongen, hvis de ikke kunne få kendskab til hvad der rørte sig i offentligheden gennem en forholdsvis fri meningsudveksling i pressen. Regeringen nøjedes med at afskedige David fra sin professorstilling.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=218.}}</ref>

I april [[1836]] mødtes de to andre stænderforsamlinger i [[Viborg]] og [[Slesvig by|Slesvig]]. Den jyske forsamling var både mindre og havde et mere ensartet præg end øernes. De fleste bønder i Jylland var selvejere og godserne var mindre, og akademikerne og embedsmændene var længere væk fra det "dannede" København, og var nærmere på bøndernes og byboernes daglige liv. I alt fald udgjorde bønderne en større gruppe i forsamlingen og var ikke så tavse som dem i Roskilde. Især gjorde selvejeren [[Ole Kirk]] sig bemærket ved et godt greb om de parlamentariske former. Da de sociale skel var mindre i Jylland, blev modsætningerne mellem de liberale og konservative samt mellem bønder og godsejerne ikke så store som i Roskilde. Ofte fandt de to grupper sammen for at modvirke skattekravene og det regulerende pres fra København.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=218-219.}}</ref>

20. januar 1848 døde Christian 8., og hans søn Frederik 7. overtog tronen. Frederik 7. havde lovet sin fader at indføre en forfatning, og en uge efter offentliggjorde administrationen et reskript om den nye forfatning. Dette foreslog, at stænderforsamlingerne fik besluttende kompetence om lovgivning og skatter. Rammerne for den nye forfatning skulle drøftes af kongen og 52 "udvalgte" mænd valgt af henholdsvis kongen og stænderforsamlingerne. Ideen var at bevare helstaten og visse aspekter af enevælden og sikre overklassen dominerende indflydelse i det nye system. Udspillet splittede enevældens opposition. Mens overklassen bød det nye udspil velkommen, var de nationalliberale i både Danmark og hertugdømmerne imod, da det langtfra opfyldte deres forventninger til nationale og politiske reformer. Der blev arbejdet efter reskriptet, og det kongelige oplæg blev drøftet på stænderforsamlingerne, som også valgte de "udvalgte" mænd.<ref>{{Harvnb|Rosenberg|1999b|pp=19-38.}}</ref><ref>{{Harvnb|Boss|Kofod|Johansen|1999|p=56.}}</ref>

[[no:Danmarks historie (1814-18481814–1848)]]