Versionen fra 28. apr. 2010, 16:22 redigér Erik Christensen (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede, Udvidede bekræftede brugere 11.777 edits ny artikel		Versionen fra 28. apr. 2010, 16:35 redigér fjern redigering Broadbot (diskussion \| bidrag) Botter 60.454 edits m robot Tilføjer: no:Den irske borgerkrig; kosmetiske ændringer Gå til næste forskel →
Linje 1: '''Den irske borgerkrig''' blev udkæmpet mellem [[28. juni]] [[1922]] og [[24. maj]] [[1923]] mellem modstandere og tilhængere af [[Anglo - Irish Treaty\|den anglo-irske traktat]]. Traktaten blev undertegnet [[6. december]] [[1921]], og nøjagtig et år senere blev [[Den irske fristat]] oprettet som følge af traktaten. Motstanderne protesteredee specielt mod det fortsatte [[Konstitutionelt monarki\|konstitustionele]] bånd til [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland ]] , men også mod at seks grevskaber i [[Ulster]] var løsrevet fra resten af Irland som provinsen [[Nord-Irland]]. Borgerkrigen fulgte tæt på [[Den irske uafhængighedskrig]] og krævde flere menneskeliv end denne. Den efterlod også dybe sår i befolkningen, som fortsat kan være synlige i irsk politik. == Baggrund == === Traktaten === Den anglo-irske traktat blev forhandlet for at få en afslutning på den irske uafhængighedsskrig, som blev udkæmpet [[1919]]~~–~~–[[1921]]. Traktaten åbnede for en selvstyrende irsk stat, med status som ''[[dominion]]'' under Det[[Britiske Imperium ]] . [[Den britiske monark]] skulle, som konge af Irland, være statsoverhovedet. Medlemmerne af det irske parlament, Oireachtas, måtte aflægge en troskabsed til Fristaten og til kongen af Irland. Eden blev stærkt kritiseret af mange republikanere. De protesterdee også mod at Irland ikke skulle være en [[republik]], men en «fristat» underlagt Det britiske imperium. Spørgsmålet om Irlands deling kom også op, men havde en langt mindre betydning end det skulle få senere. De fleste republikanere mente at Nord-Irland ikke ville blive en enhed som ville klare sig politisk og økonomisk, sådan at den hurtigt kunne indlemmes i et samlet Irland. Der var også problemer med Treaty Ports, irske havne som var kontrollert af [[Royal Navy]] af hensyn til Storbritanniens nationale sikkerhed. Linje 13: [[Michael Collins]] argumenteredee for at traktaten gav «frihed til at opnå frihed», og således var et skridtg på vejen mod en suveræn irsk republik. Han skulle få ret i dette, eftersom fristaten faktisk utviklede sig til en uafhængig republik, men i 1922 mente traktatmodstanderne at traktaten ikke var den rigtige vej at gå, og at underskrivelsen af den var et [[forræderi]]. === Splittelse === [[~~File~~Fil:Portrait of Micheál Ó Coileáin.jpg\|thumb\|Michael Collins ledede tilhængerne af traktaten frem til sin død i august 1922]]. Splittelsen i irske nationalistiske bevægelse som fulgte traktaten havde et stærkt personlig præg. Modparterne havde været nære venner og kollegaer under uafhængighedskrigen, og dette gjorde uenigheden om traktaten specielt bitter. Michael Collins følte at [[Éamon de Valera]] havde sendt ham til England for at forhandle for det han selv ville kunne distancere sig fra aftalen. Collins var derfor skuffet da de Valera nægtede at stå ved aftalen, selv om han havde givet forhandleren fuldmagt til at undertegne den. De Valera var på sin side rasende over at forhandlerne havde underskrevet uden at konsultere Dáil Éireann, (det irske underhus) selv om de havde fåte alle fullmagter og således ikke trængte at rejse tilbage for at konsultere. Linje 21: De Valera gik af som Dáils præesident, og tog traktatmodstanderne i Dáil med ind i [[Sinn Féin]]. Han hævdede at Dáil ikke kunne ratificere traktaten, eftersom havde brudt deres ed til Den irske republik (1916-1922). Han forsøgte at forhandle sig frem til et kompromis, hvor Fristaten havde «ydre association» til [[Commonwealth of Nations]] (det tidligere britiske statssamfund), uden at være medlem. Flertallet af officererne i [[IRA]] var også modstandere, og i marts 1922 vedtog de at ratifiseringen i Dáil var ugyldig. Traktatmotstanderne i IRA opprettede deres egen hærledelse, som de selv betragtede som landets virkelige regering. Tilhængerne i IRA blev indlemmet i Irish Army, Fristatens officielle hær. Begge sider ønskede at undgå borgerkrig. Collins oprettede en genforeningskomité som skulle samle IRA, og indgik et valgsamarbejde med de Valera med tanke på at oprette en [[samlingsregering]]. Han forsøgte også at udforme en republikansk grundlov som var akceptabel for traktatmodstanderne. IRA-ledere som [[Liam Lynch]] var villige til at akceptere dette, men grundlovsudkastet blev stoppet af et britisk [[veto]] fordi det stred mod traktaten. Collins måtte akceptere dette, og valgsamarbejdet brød sammen. Dermed stillede de to partier som begge kaltde sig Sinn Féin til valg; traktattilhængerne fik 239 193 stemmer mens modstanderne fik 133 864. I tillæg fik de andre partier, som alle støttede traktaten, 247 226 stemmer. Det var altså helt klart at vælgerne støttede traktaten og opprettelsen af Fristaten. Michael Collins og Arthur Griffith ledede arbejdet med at oprette Fristaten. Collins organiserede Arm na hÉireann (den irske hær, som han baseredee på en kerne af traktattilhængere i IRA, og en ny politistyrke. Brugen af IRA som kerne i den nye hær fik en negativ virkning for Fristaten, fordi det i områder hvor IRA var traktatmodstandere blev muligt for dem at overtage britiske kaserner og våben. Inden sommeren 1922 havde dermed traktatmodstanderne kontrol over dele af landet, specielt [[Munster]] og områderne på vestkysten. == Krigens gang == === Kampe i Dublin === [[~~File~~Fil:Dublin four courts.JPG\|thumb\|250px\|Traktatmodstandere forskanser sig i Four Courts i Dublin]]. I april 1922 tog traktatmodstanderne i IRA, ledet af Rory O'Connor, (1883-1922) kontrol over [[Four Courts]] i [[Dublin]]. De ønskede at udløse en væbnet konflikt med britene, som så skulle forene de to fraktioner mod en fælles fjende. Men for dem som ønskede at holde opprettelsen af Fristaten på sporet sådan at traktaten kunne træde i kraft fra 6. december 1922, var okkupationen i Dublin en provokation som måtte slås ned af dem selv, og ikke af britene. Arthur Griffith ønskede at bruge magt, men Collins var længe i mod for at undgå en borgerkrig. Ironisk nok var det en handling Collins selv beordrede som gjorde det nødvendig at gribe ind mod IRA. [[22. juni]] 1922 blev den pensioneredee britiske general Henry Hughes Wilson skudt ned og dræbt i det centrale [[London]]. Briterne mente det var IRA som stod bag, og krævede at Collins tog affære mod okkupanterne i Four Courts, ellers ville de selv gøre det. For Collins var det vigtig ikke at give briterne et påskud til at indsætte deres styrker i Irland, og han blev dermed tvunget til at angribe. Det briterne ikke vidste var at det var Collins selv som hadde beordret drabet på Wilson, som represalie efter et angreb mod katolikker i Nord-Irland. Linje 44: Da borgerkrigen brød ud havde traktatmodstanderne i IRA omkring 15 000 mand, mens tilhængerne havde omkring 7000. På papiret havde IRA i begyndelsen hele 72 000 mand, men de fleste af dem var blevet rekruteret under våbenhvilen og kæmpede hverken i uafhængighedskrigen eller borgerkrigen. Selv om modstanderne havde et stort overtal i antal soldater, manglede de en effektiv kommandostruktur, en klar strategi og våben. Ved krigsudbruddet havde de kune 6780 rifler og nogle få maskingeværer. Det lykkedes dem også at erobre nogle britiske pansrede køretøjer under den britiske hærs evakuering. Som følge af våbenmangelen havde traktatmodstanderne gennom hele krigen en defensiv strategi. Fristatens hær blev hurtig etableret efter krigsudbruddet. Selv om kernen af erfarne IRA-soldater var lillwe, fik de britisk artilleri og britiske fly, panserbiler, maskingeværer, håndvåben og ammunition. I august 1922 havde de 14 000 mand, mod slutningen af året 38 000 og ved krigens slutning 55 000 mand og 3500 officerer. Eliten i hæren, ''Dublin Guard'', var rekrutteret fra Dublins ''Active Service Unit'', eliten i IRAs Dublinbrigade, som Collins havde haftkommandoen over under uafhængighedskrigen. De fleste af soldaterne i Fristatshæren var traktattilhængere, men en ikke ubetydelig andel af dem var også arbejdsløse veteraner fra [[1. verdenskrig]] (de havde da gjort tjeneste i [[British Army]]). Britiske officerer blev også rekrutteret for ar tilføre teknisk ekspertise. Republikanerne gjorde et stort propagandanummer ud af dette britiske indslag, men det er klart at flertallet af soldatene var uden krigserfaring og havde meldt sig frivillig for at kæmpe for Fristaten. == Fristaten tager flere byer == Etter at kampene i Dublin stilnedes spredte konflikten sig til hele landet. Traktatmodstanderne kontrollerede [[Cork]], [[Limerick]] og [[Waterford]], som indgik i det de kaldte Munster Republic. Men uden svært artilleri og pansrede enheder var de ude af stand til at føre konventionel krig. Liam Lynch kunne dermed ikke udnytte den fordel det var at kontrollere dette territorium ved krigens start og måtte følge en defensiv strategi. Hans håb var at Munsterrepublikken kunne holde længe nok til at briterne ville genforhandle traktaten. Linje 58: I oktober 1922 opprettede de Valera og andre traktatmodstandere deres egen republikanske regering. Men de havde ikke kontrol over et sammenhængende territorium, og ingen støtte udenfor deres egne rækker. IRA så også bort fra dette, eftersom de regnede sine egne militære ledere som republikkens virkelige regering. == Overgreb, henrettelser og krigens slutning == I den sidte fase af borgerkrigen var der en serie af overgreb og henrettelser som førte til en varig bitterhed i irsk politik. Fristaten begyndte den [[17. november]] 1922 at henrette fanger. De første var fire IRA-soldater som blev [[Skydning (henrettelse)\|skudt]]. Derefter fulgte henrettelser af forfatteren og traktatforhandleren Robert Erskine Childers den [[24. november]]. Alt i alt udførte Fristaten 77 officielle henrettelser under krigen. Linje 64: Traktatmodstanderne svarede først med mordet på parlamentsmedlemmet Sean Hales. Fristaten henrettede en uge senere, den [[7. desember]] 1922, fire fremstående republikanere som havde været fængslet siden borgekrigens start: Rory O'Connor, Liam Mellows, Richard Barett og Joe McKelvey. Fristatshæren begyndte også med henrettelser af krigsfanger, specielt i Kerry hvor der var hårde kampe. Det værste eksempel fandt sted i Ballyseedy, hvor ni republikanske fanger blev bundet til en [[landmine]], som så blev udløst. De overlevende blev bagefter skudt med maskingevær. [[Den katolske kirke]] støttede Fristaten og nægted IRA-medlemmer som kæmpede mod traktaten adgang til [[sakramente]]t. [[10. oktober]] 1922 udstedte de irske katolske [[biskop]]per en formel udtalelse hvor de beskrev traktatmodtstandernes kamp som systematisk mord og snigmord mod de nationale styrker foretaget uden nogen legitim autoritet. IRA-soldatene blev sat under [[interdikt]]. I et strengt katolsk land som Irland var i 1920-årene, påvirkede dette befolkningens syn på traktatmodstanderne stærkt. [[Kategori:Irland]] Linje 73: [[es:Guerra civil irlandesa]] [[eu:Irlandako Gerra Zibila]] [[fi:Irlannin sisällissota]]▼ [[fr:Guerre civile irlandaise]] [[ga:Cogadh Cathartha na hÉireann]] [[gl:Guerra Civil Irlandesa]] [[ko:아일랜드 내전]]▼ [[hr:Irski građanski rat]] [[id:Perang Saudara Irlandia]] [[it:Guerra civile irlandese]] [[nl:Ierse Burgeroorlog]]▼ [[ja:アイルランド内戦]] ▲[[ko:아일랜드 내전]] ▲[[nl:Ierse Burgeroorlog]] [[no:Den irske borgerkrig]] [[pl:Irlandzka wojna domowa]] [[pt:Guerra Civil Irlandesa]] [[ru:Гражданская война в Ирландии]] ▲[[fi:Irlannin sisällissota]] [[sv:Irländska inbördeskriget]] [[zh:爱尔兰内战]]

Den irske borgerkrig: Forskelle mellem versioner