Elverhøj: Forskelle mellem versioner

''Elverhøj'' blev skrevet på bestilling, daaf kong [[Frederik 6.|Frederik VI]], der ønskede et festspil til brylluppet mellem hanssin yngste datter [[Vilhelmine Marie]] og prins Frederik Carl Christian (den senere [[Frederik 7.|Frederik VII]]), der fandt sted den [[1. november]] [[1828]]. Fem dage efter, den [[6. november]], havde ''Elverhøj'' premiere.

Heiberg foreslog at bygge dramaet op over en kombination af sagn om en klinte- eller elverkongeelverkongen på [[Stevns]] samtog en historie om forbyttede børn, hvori. kongKong [[Christian 4.|Christian IV]] optræder som en slags detektiv, der afslører densagens rette sammenhæng. Historien er således meget typisk for sin tid, hvor [[romantikken]] var dominerende åndsretning.

Heiberg har næppe kunnet forudse, at dette lejlighedsarbejde skulle blive nationalscenens største succes,. derDet kan efter 175 år stadig kan trække publikum. Det var længe en tradition, at dette stykke skulle være det første, man som barnbørn fik at se på [[Det Kongelige Teater]].

Heiberg blev belønnet med 665 [[rigsdaler]] i honorar samt fast ansættelse ved Det Kongelige Teater som digter og oversætter. Kuhlau fik 400 rigsdaler i honorar samt en [[professor]]titel.

Stykket har siden premieren været opført over 1.000 gange på Det Kongelige Teater.

Som et kuriosum kan det nævnes, at iI filmen ''[[Olsen-banden ser rødt]]'' bryder banden ind i et lokale på Det Kongelige Teater under en opførelse af ''Elverhøj''. Bandens larmende værktøj camoufleresoverdøves af ouverturen, der er forlængetændret til lejligheden af [[Bent Fabricius Bjerre]].

{{citat|Det romantiske Stof i Forening med de skjønne, nordiske Sange greb Nationalfølelsen. Denne Følelse førtes nu over paa den sidste patriarkalske Konge af den oldenborgske Stamme, den elskelige Frederik den Sjette. Jeg ser endnu for mine Øjne den gamle Konge med det snehvide Haar, som han ved den første Forestilling af Stykket sad i sin Loge, dybt rørt over de Allusioner, der findes i Skuespillet til ham og hans Slægt, og som Publikum greb med stormende Jubel.|Johanne Louise Heiberg i ''Et Liv genoptagetgenoplevet i Erindringen'', citeret efter Jensen, s. 228}}

Den [[Enevælden|enevældeige]] konge blev hyldet samtidig med en sympatisk skildring af et [[Folk|folkeligt]] persongalleri; man kunne altså betragte stykket somer et nybrudsværk, hvorhvori [[folkevise]] og [[kunstmusik]] og -digtning for første gang fuldgyldigt blev forenet, og hvor djærve skikkelser af folket trådte frem på scenen; mandet kunne også tolke dettolkes som en tribut til det oplyste kongedømme, hvor en harmonisk forening af kongemagt og folkeliv fandt sted.<ref>Jensen, s. 229</ref>