Selvom romerneoliver fra galten-friskole tog afstand overfor ofring af mennesker i Kartago, var menneskeofring også blevet praktiseret tidligt i Roms historie. [[Gladiatorkamp]]e var udformet som en rituel kamp, hvor taberen i sidste ende blev dræbt og ofret til de underjordiske guder ([[Di Inferi]]). Dødsstraf blev også praktiseret i form af en ofring til guderne, ligesom krigsfanger og [[vestalinde]]r, der havde brudt kyskhedsløftet, blev begravet levende, som et offer til [[Di Manes]] og Di Inferi, mens overvundne fjenders generaler blev henrettet foran en statue af [[Mars (gud)|Mars]]. Desuden omtaler romerske kilder, bl.a. [[Ovid]] og [[Sveton]], en [[Rex Nemorensis]], som var præst ved [[Diana (gudinde)|Diana]]-helligdommen i [[Nemi]], som var en bortløben slave, der havde fået titlen ved at slå den forrige Rex ihjel. Om beretningerne bygger på fakta er stadig omstridt.
[[Billede:Polyxena Neoptolemus.jpg|thumb|200px|left|[[Polyxena]] dør for Neoptolemus' hånd på [[Achilleus]]' grav.]]
Arkæologer har fundet rester af mennesker under bygningsfundamenter, som kunne tyde på at romerne også ofrede mennesker, som en rituel indvielse af nye huse. Disse skikke blev med tiden forladt, og alle former for menneskeofring blev ifølge [[Plinius den Ældre]] forbudt af ved et [[Det romerske Senat|senatorisk]] dekret i 97 f.v.t. Alt tyder dog på at ritualerne på dette tidspunkt kun overlevede i symbolsk form, og blev almindeligvis betragtet som barbariske.
