Panslavisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) rettet intern henvisning |
Rmir2 (diskussion | bidrag) rettet intern henvisning |
||
Linje 12:
I [[Rusland]] fandt tanken om en slavisk samling — naturligvis under russisk ledelse — i begyndelsen blandt russiske slavofiler og kobledes sammen med deres idéer om russerne som det udvalgte folk, der var udkåret til at grundlægge en ny slavisk civilisation i stedet for den udlevede vesterlandske. Bevægelsen, som i sin russiske form snarere kunne kaldes panrussisme end panslavinisme, fik et typisk udtryk i et af [[Pushkin]] udformet udtryk om de slaviske bække, som var bestemte til at gå op i det store russiske hav. Sit samlingspunkt fik denne panslavinistiske afart i et i [[1858]] dannet »Slavisk Velgørenhedsselskab«, som udfoldede en livlig politisk såvel som kulturel virksomhed blandt både syd- og vestslaver. En stor panslavistisk manifestation blev den [[Alslaviske Kongres 1867]] i [[Moskva]]. Panslavistisk agitation bidrog senere til at fremkalde den bulgarske rejsning, efterfulgt af den [[russisk-tyrkiske krig]], som skaffede [[Bulgarien]] dets frihed, hvilket kan anses for den ældre panslavinismes mest håndgribelige resultat.
Da Rusland hen imod slutningen af 19. århundrede begyndte at rette sin hovedinteresse mod [[Asien]] og det fjerne østen, svandt for en tid de politiske panslavistiske ideer i betydning. Da imidlertid Rusland efter nederlaget mod [[Japan]] [[1905]] atter begyndte at vende sin opmærksomhed mod det »nærmere østen«, nød de panslavistiske stemninger atter fremme. Denne »neopanslavisme« var delvis af en anden art end den ældre: det Program, som nu fik tilslutning fra vide russiske kredse og langt ind i den liberale lejr, ønskede en føderationsstat af indbyrdes selvstyrende slaviske stater, kun under den russiske stats beskyttelse. Det var et program, som lettere fandt tilslutning hos andre slaviske folk, endog i Polen, men dog ved [[Stolypin]]s despotiske regime atter mistede styrke. I Rusland fik panslavistiske stemninger stærkt udtryk ved [[1. Balkankrig|balkankrigen 1912—13]]. Panslavistisk bestemt var tillige den russiske politik, der efter [[Mordet i Sarajevo|mordet i Serajevo]] bidrog til, at [[1. verdenskrig]] brød ud. Under verdenskrigen forsøgtes panslavinismen udnyttet i den politiske propaganda, men mistede atter betydning under den efterfølgende russiske borgerkrig.
Panslavinistiske stemninger spillede en vis rolle efter verdenskrigen ved oprettelsen af [[Tjekkoslovakiet]] og af [[Jugoslavien]] (oprindeligt kaldet det [[Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere]]), men det viste sig snart, at der ikke kunne skabes en bred enighed, og dette var medvirkende baggrund for kroatiske selvstændighedsforkæmperes mord på den jugoslaviske konge [[Oskar 1.]] og senere kroaternes og slovakkernes samarbejde med [[Nazityskland]]. Således døde panslavinismen endegyldigt allerede under [[mellemkrigstiden]].
| |||