Versionen fra 25. mar. 2010, 21:50 redigér Urbandweller (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 111.167 edits m →‎Stamhuse i Norge ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 11. maj 2010, 11:54 redigér fjern redigering CocktailHenning (diskussion \| bidrag) 914 edits m →‎Uddybende historie: redigering i mere læsevenlige afsnit ... btw? det virker som om visse ord mangler?? Gå til næste forskel →
Linje 4: == Uddybende historie == Den gamle danske [[adel]] havde, ganske i modsætning til sine standsfæller i udlandet, en udpræget ulyst til at sikre jordejendom udelt i en families besiddelse ved oprettelse af [[majorat]]er og [[fideikommis]]godser. Den gamle danske [[adel]] havde, ganske i modsætning til sine standsfæller i udlandet, en udpræget ulyst til at sikre jordejendom udelt i en families besiddelse ved oprettelse af [[majorat]]er og [[fideikommis]]godser. Først efter [[Reformationen]] gjordes der forsøg på at oprette fideikommisgodser, men forsøgene mislykkedes og tilsidesattes af domstolene. Ved grevernes privilegier af [[25. maj]] [[1671]] åbnedes der imidlertid adgang til, at private godser ved at gøres til len af kronen ([[lensgrevskab]]er og [[lensbaroni]]er) kunde opnå karakteren af majorater, og ved [[Danske Lov]] 5-2-65 indførtes endvidere efter tysk mønster det i Danmark hidtil ukendte begreb "stamhus"; det tillodes nemlig enhver privilegeret (enten adelig eller lige med adelen privilegeret), som ejede en [[sædegård]], der med underliggende gods mindst var 400 tdr. hartkorn, at oprette denne ejendom til stamhuse for et af sine børn eller andre arvinger, hvis han ikke havde børn, "med saadanne Vilkaar, som han nyttigst og bedst eragter"; dette skete ved det såkaldte [[erektionspatent]] eller stamhusbrev, dog skulle vedkommende først indkalde sine [[kreditor]]er, ellers måtte disse holde sig til stamhuse uden for dette tilfælde måtte der ikke ske indførsel i sådant gods, lige så lidt som dette måtte sælges eller [[pant]]sættes, men besidderen var indskrænket til at nyde indtægterne; i nødstid måtte besidderen inden for visse grænser pantsætte stamhusets årlige indkomst. Da stamhuse således var en ejendom, der udelelig gik i arv efter en særegen arvefølge, og som var uafhændelig og uangribelig af kreditorer, lignede det meget de tyske "Stammgüter" i deres senere udvikling, men navnet "Stammhaus" brugtes i [[Tyskland]] dog nærmest i betydningen af det danske sædegård. Hvad motivet har været til at indføre stamhuse i Danmark, er ikke klart, man ser kun, at der i lovkommissionen var uenighed om optagelse af bestemmelsen, og at man indstillede afgørelsen til kongen. Adgangen til at oprette stamhuse blev i de første 7 år efter Danske Lovs udgivelse aldeles ikke benyttet, og i perioden [[1690]]-[[1746]] oprettedes kun 17; senere tilkom dog yderligere en række stamhuse antallet i tiden før afløsningen var 32 foruden en halv snes godser af beslægtet karakter, der ikke kaldtes stamhuse, men fideikommisgodser, slægtshuse, familiegodser og lignende. Allerede under [[enevælde]]n var der meddelt besiddere af stamhuse bevilling til at afhænde bøndergodset til fuldkommen eller ufuldkommen ejendom, imod at de herved indkomne beløb for største delen sikredes stamhuse som fideikommiskapital, og dette forhold ordnedes nærmere ved lov af [[21. juni]] [[1854]]; i henhold til denne lov og senere bestemmelser blev en stor mængde bøndergods afhændet og stamhuses fideikommiskapitaler betydelig forøgede. En del stamhuse og fideikommisgodser blev også i tidens løb, særlig i [[18. århundrede]], i henhold til kgl. bevilling helt afhændede og substituerede med kapitaler. Loven fastsatte intet nærmere om den arvefølge, hvorefter stamhuse skulde falde i arv, men dette overlodes til stamhusbrevene. Følgen var, at arvegangsmåden ved stamhuse blev højst forskellig; der fandtes både [[agnatisk]], [[agnatisk-kognatisk primogenitur\|agnatisk-kognatisk]] og endog ren [[kognatisk]] arvefølge. Besidderne af stamhuse stod under kontrol af [[Justitsministeriet]] (den såkaldte lenskontrol), der havde at påse, at den i erektionsbrevene fastsatte arvefølge overholdtes, at der ikke foretoges lovstridige dispositioner over stamhuse osv. Ministeriet havde efter indhentet kgl. resolution ret til, når dette viste sig nødvendigt, at fratage besiddere af stamhuse administrationen og overlade denne til en kommission. Ved [[Grundloven]] af [[5. juni]] [[1849]], § 98 bestemtes: Først efter [[Reformationen]] gjordes der forsøg på at oprette fideikommisgodser, men forsøgene mislykkedes og tilsidesattes af domstolene. Ved grevernes privilegier af [[25. maj]] [[1671]] åbnedes der imidlertid adgang til, at private godser ved at gøres til len af kronen ([[lensgrevskab]]er og [[lensbaroni]]er) kunde opnå karakteren af majorater, og ved [[Danske Lov]] 5-2-65 indførtes endvidere efter tysk mønster det i Danmark hidtil ukendte begreb "stamhus"; det tillodes nemlig enhver privilegeret (enten adelig eller lige med adelen privilegeret), som ejede en [[sædegård]], der med underliggende gods mindst var 400 tdr. hartkorn, at oprette denne ejendom til stamhuse for et af sine børn eller andre arvinger, hvis han ikke havde børn, "med saadanne Vilkaar, som han nyttigst og bedst eragter"; dette skete ved det såkaldte [[erektionspatent]] eller stamhusbrev. Dog skulle vedkommende først indkalde sine [[kreditor]]er, ellers måtte disse holde sig til stamhuse uden for dette tilfælde måtte der ikke ske indførsel i sådant gods, lige så lidt som dette måtte sælges eller [[pant]]sættes, men besidderen var indskrænket til at nyde indtægterne; i nødstid måtte besidderen inden for visse grænser pantsætte stamhusets årlige indkomst. Da stamhuse således var en ejendom, der udelelig gik i arv efter en særegen arvefølge, og som var uafhændelig og uangribelig af kreditorer, lignede det meget de tyske "Stammgüter" i deres senere udvikling, men navnet "Stammhaus" brugtes i [[Tyskland]] dog nærmest i betydningen af det danske sædegård. Hvad motivet har været til at indføre stamhuse i Danmark, er ikke klart, man ser kun, at der i lovkommissionen var uenighed om optagelse af bestemmelsen, og at man indstillede afgørelsen til kongen. Adgangen til at oprette stamhuse blev i de første 7 år efter Danske Lovs udgivelse aldeles ikke benyttet, og i perioden [[1690]]-[[1746]] oprettedes kun 17; senere tilkom dog yderligere en række stamhuse Antallet i tiden før afløsningen var 32 foruden en halv snes godser af beslægtet karakter, der ikke kaldtes stamhuse, men fideikommisgodser, slægtshuse, familiegodser og lignende. Allerede under [[enevælde]]n var der meddelt besiddere af stamhuse bevilling til at afhænde bøndergodset til fuldkommen eller ufuldkommen ejendom, imod at de herved indkomne beløb for største delen sikredes stamhuse som fideikommiskapital, og dette forhold ordnedes nærmere ved lov af [[21. juni]] [[1854]]; i henhold til denne lov og senere bestemmelser blev en stor mængde bøndergods afhændet og stamhuses fideikommiskapitaler betydelig forøgede. En del stamhuse og fideikommisgodser blev også i tidens løb, særlig i [[18. århundrede]], i henhold til kgl. bevilling helt afhændede og substituerede med kapitaler. Loven fastsatte intet nærmere om den arvefølge, hvorefter stamhuse skulde falde i arv, men dette overlodes til stamhusbrevene. Følgen var, at arvegangsmåden ved stamhuse blev højst forskellig; der fandtes både [[agnatisk]], [[agnatisk-kognatisk primogenitur\|agnatisk-kognatisk]] og endog ren [[kognatisk]] arvefølge. Besidderne af stamhuse stod under kontrol af [[Justitsministeriet]] (den såkaldte lenskontrol), der havde at påse, at den i erektionsbrevene fastsatte arvefølge overholdtes, at der ikke foretoges lovstridige dispositioner over stamhuse osv. Ministeriet havde efter indhentet kgl. resolution ret til, når dette viste sig nødvendigt, at fratage besiddere af stamhuse administrationen og overlade denne til en kommission. Ved [[Grundloven]] af [[5. juni]] [[1849]], § 98 bestemtes: <blockquote> Line 10 ⟶ 34: </blockquote> Efter flere forgæves forsøg på at gennemføre den sidste del af denne bestemmelse udkom [[lensafløsningen\|Lov af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom]]. Denne lov, der ikke blot omfattede de endnu bestående stamhuse med deres kapitaler, men også substitutionerne for tidligere stamhuse, gav vel i formen kun besidderne en ret til at kræve overgang til fri ejendom, men idet den tillige bestemte, at den, der ikke inden en vis kort frist gjorde brug af denne ret, fremtidig skulde svare en meget byrdefuld årlig afgift til [[statskassen]] af vedkommende stamhuses værdi, kom den faktisk til at virke som en tvang og har da også ført til en almindelig afløsning af stamhuse. Ved afløsningen har besidderne til statskassen måttet indbetale 20% af værdien, således at der i denne fradroges de stamhuset påhvilende byrder, samt stille indtil en tredjedel af jorden til rådighed for staten mod erstatning. == Stamhuse i Norge ==

Stamhus: Forskelle mellem versioner