Sognekommune: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
småret
Linje 1:
En '''sognekommune''' var før [[Kommunalreformen (1970)|kommunalreformen]] i [[1970]] en [[kommune]], der ikke var en [[købstad]], og blev styret af et [[sogneråd]] ledet af [[sognerådsformand]]en. Nogle sognekommuner var dog allerede før 1970 gået over til at kalde kommunens ledelse en [[kommunalbestyrelse]].
 
Administrativt var sognekommunen underlagt en amtskommune ([[amtsrådskreds]]), hvoraf der frem til kommunalreformen i 1970 fandtes 25.
 
== Historie ==
 
Baggrunden for sognekommunerne var [[Reglement for Fattigvæsenet på Landet]] af [[5. juli]] [[1803]], hvori bestemtes, at de værdigt trængendes forsørgelse skulle ske efter en inddeling i sognedistrikter, idet sogne forenede under samme præstekald skulle udgøre et distrikt. Hvert distrikt skulle have sin egen fattigbestyrelse, kaldet [[sognekommission]], og sin egen [[fattigkasse]], hvis midler skulle skaffes ved ligning på stedets beboere. I [[1814]] oprettedes i henhold til kongelig anordning af 29. April 1813 yderligere skolekommissioner med ansvar for den da indførte og for første gang landsomfattende almue- eller [[folkeskole]], der forvaltedes på lignende måde<ref>Dahlgaard, s. 193</ref>.
 
Ordningen bestod indtil, at der ved Anordninganordning af [[13. august]] [[1841]] indrettedes en almindelig ordning af et landkommunalvæsen<ref>Dahlgaard, s. 193</ref>. Derved forsvandt fattig- og skolekommissionerne, og ansvaret for disse opgaver overgik til de nye sognekommuners [[sogneforstanderskab]]. En yderligere udvikling skete ved ''[[landkommunallov]] af [[6. juli]] [[1867]]'', hvorved styrelsens navn ændredes til [[sogneråd]]<ref>Salmonsen, opslag: sogneraad</ref>.
 
I anden halvdel af 1800-tallet skete en voksende byudvikling dels i form af forstæder i tilknytning til de daværende købstæder, dels i form af nye bymæssige bebyggelser ([[stationsbyer i Danmark|stationsby]]er, [[vejbyer i Danmark|vejby]]er og lignende). Denne udvikling stillede lovgivningsmagten over for spørgsmålet om hvorledes, disse forandrede forhold skulle indarbejdes i lovgivningen. Man havde da to muligheder:
:''enten'' at indlemme forstæder i købstadskommunerne for derved at sikre sammenhørende bebyggelser fælles styrelse,
:''eller'' at give hjemmel for at bruge bestemmelser udarbejdet med henblik på kæbstæderne også i sognekommunerne.
Begge veje blev taget i brug. Vanskeligheden ved den første fremgangsmåde (fastlagt ved Lov af 17. maj 1873 og i kraft til 1920, hvorefter den afløstes af ''Loven om Indlemmelse i Købstæder af Arealer af Sognekommuner af 28. Juni 1920'')<ref>Dahlgaard, s. 197 og 199</ref> var, at der hver gang skulle en lov til, lige som tidens bestemmelser om samtykke fra de berørte kommunale myndigheder vanskeliggjorde fremgangsmådens anvendelse<ref>fra 1873 til 1919 fandt der indlemmelser sted i 37 købstæder, for adskillige stæders vedkommende flere gange, så at der i alt foretoges 109 indlemmelser i henhold til denne lov, jvf. Dahlgaard, s. 198</ref>. I stedet greb man mere og mere til den anden fremgangsmåde, og skridt for skridt indførtes i ulige dele af lovgivningen hjemmel til at lade bestemmelserne gælde også i sognekommuner.
 
Ved ''lov nr. 21 af [[4. februar]] [[1871]] om [[politi]]et uden for København'' blev der blandt andet for forstæder i sognekommunerne givet en mulighed for anvendelse af købstadsreglerne på sådanne forstæder, der stødte umiddelbart op til købstadsbebyggelser, og i § 5 i samme lov åbnet mulighed for administrativt at gøre lovens bestemmelser gældende også for "landjurisdictioner eller dele af samme".
Line 28 ⟶ 30:
#vandforsyning,
#kloakledninger, skadeligt vands afledning og 1ignende,
#affaldsbortsakaffelseaffaldsbortskaffelse og almindelig renlighed,
#bygnings- og sundhedsvæsen., og
#sikring af de for den kommunale virksomhed nødvendige midler (kort sagt: [[skat]]ter).
 
Med henblik på sikringen af de for sin virksomhed nødvendige midler havde kommunen tre muligheder:
#Det offentlige kunne eje ejendom eller ejendomsrettigheder og kræve vederlag for at overlade udnyttelsen til private.
#Kommunen kunne selv drive virksomhed — under det frie markeds vilkår eller med eneret — og tage betaling for, hvad virksomheden ydede. Denne virksomhed var ofte gas-, elektricitets- og vandværker, idet kommunen derved opnåede den ekstra fordel selv at blive i stand til fastlægge fordelingsnettets udformning og derved blandt andet kunne sikre vand til brandvæsenet, gas og elektricitet til gadebelysning og forsyning af offentlige institutioner og private hjem.
#Endelig kunne kommune opkræve skatter, hvis hovedkendemærke var, at de ikke var vederlag for nogen øremærket tjeneste fra det offentliges side og af den grund måtte have præg af tvangsbidrag til samfundshusholdningen.
 
I [[1925]] blev det gjort frivilligt og fra 1938 lovpligtigt for sognekommuner med byer med mere end 1000 indbyggere at udarbejde en byplan (kommuneplan). Bestemmelsen i byplanloven fra 1938 berørte ved lovens vedtagelse i alt omkring 230 sognekommuner.
 
Line 38 ⟶ 47:
*''De bymæssige kommuner''. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeriet under 21. oktober 1952 nedsatte udvalg med den opgave at foretage en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede sognekommuners særlige forhold. Betænkning nr. 161; 1956
*Arne Gaardmand: ''Dansk byplanlægning 1938-1992''; Arkitektens Forlag 1993; ISBN 87-7407-132-7
 
==Se også==
* [[Sognefoged]].
* [[Kæmner]]
 
== Eksterne henvisninger ==
*[http://www.byhistorie.dk/kommuner/artikel.aspx?artikel=landkommuner.xml Landkommunernes administration 1660-1970]
*[http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0385.html Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, Bind XIV, København 1923; opslag: kommune (s. 361-364)]
*[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/nto/nto_3rk_0041-PDF/nto_3rk_0041_91618.pdf Bertel Dahlgaard: "Brydningerne mellem den administrative inddeling i kommuner og den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling" (''Nationaløkonomisk Tidsskrift'', 3. række, Bind 41 (1933)]
 
== Noter ==
{{Reflist}}
{{Myndighedstub}}