|
== Storytelling ==
Storytelling ([[anglificering]] af historifortælling) (en person som udøver storytelling kaldes en '''storyteller''', f.ekseller på dansk "en fortæller" - senere oversat til historiefortæller for at følge det engelske ord. [[Karen Blixen]] omtalte sig selv som storyteller. Brugen af betegnelsen skal ses som i modsætningen til begrebet "forfatter". I betegnelsen "storyteller" eller fortæller ligger en helt anden tradition, som også H.C. Andersen lagde sig op ad ved at kalde sine eventyr "..fortalt for børn") er gengivelse af begivenheder i [[ord]], [[billede]]r og [[lyd]]e ofte ved [[improvisation]] eller udsmykning. Dette er den mere moderne genrer og fremførelse, der er kommet ind i 1990'erne i [[Danmark]] og er genoptaget omkring 70'erne i [[USA]], hvor det nutide begreb om storytelling må siges at stamme fra. Dette har gjort storytelling til en såkaldt [[performativ]] [[genre]].Historier eller fortællinger er blevet delt i enhver kultur og i hvert land som et middel til [[underholdning]], [[undervisning]], bevarelse af [[kultur]]. Fortællingen er med til at gengive vores verdensbillede og omhandler ofte en pointe, morale eller en værdi, som er udtryk for vores syn på rigtig og forkert. Dermed er fortællingen med til at opretholdeunderstøtte, moralskebekræfte og opbygge vores kultur og værdiernormer. Afgørende elementer i historier og storytelling omfattet [[Handling (episk)|plot]] og [[karakter (personlighed)|karakter]]er, samt dendet [[narrativ]]e synspunkt.
Storytelling anskues som en [[eksistentiel]] genrer. Begrebet er i dag så bredt at det favner mange emner. Dette har også skabt dets hastige fremtog, da har haft bred appel til de humanistiske fag. Et hulemaleri kan således anskues som en "storytelling", men betegnelse er uklar i og med at der i moderne form ofte er en intention med afsenders fortælling (fx reklamer), hvor det intentionelle lige så ofte er under risiko for at være under de såkaldte "[[intentional fallacy]]", dvs. den intentionelle fejlbarlighed. Vi kan dermed anskue fortællingen som en genstand uden afsender eller intention og analysere og forholde os til den som sådan. Men dette er netop ikke i begrebet for storytelling. Her ligger altid fortællerens ønske om at fortælle som grund til at der overhovedet skal fortælles. Storytelling falder dermed ikke ind under [[det udvidede tekstbegreb]]
Storytelling har eksisteret så længe som menneskeheden har haft sprog. Dette fremgår af betydningen af storytelling i den australske oprindelige [[kultur]] - verdens ældste kontinuerlige kultur. Som i mange gamle kulturer blev den mundtlige fortællekunst brugt af de australske [[Aboriginer (Australien)|aboriginer]] som middel til at videregive kultur og historie fra generation til generation, og samtidig til at uddanne de yngre medlemmer af den stamme, for at underholde og for at forklare verden omkring dem.
Nogle teorier vil henholde sig til at det er et eksistentielt grundvilkår at være mennesker, er at fortælle historier. At have sprog og eksisterer gør at vi fortæller, når vi møder andre mennesker. Det er dog ikke uden problemer at antage dette. Mange faktorer spiller ind. Så vi ude fra på folk i bussen eller toget, ville vi ikke finde en eneste historie. Vi kunne tillægge dem historier og finde på hvor de skulle hen, men at de selv ville fortælle er tvivlsomt. Fortællingen er nemlig først og fremmest en social genrer. Den amerikanske sprogforsker [[William Labov]] mente tilmed at den var tegn på socialt overskud - dvs. groft sagt et positivt udtryk for at vi har det godt og ønsker at dele vores viden og verden med andre. Den danske sprogforsker [[Erik Møller]] fandt frem til at fortællinger har tre funktioner
De tidligste former for historiefortælling, menes at have været primært [[Mund|oral]] kombineret med [[gestik]] og [[udtryk]]. Rudimentær tegninger ridset på væggene i huler kan være tidlige former for storytelling i mange af de gamle kulturer. De australske [[Aboriginer (Australien)|aboriginer]] har malet symboler fra historierne på hulens vægge som et middel til at huske historien. Historien blev fortalt ved hjælp af en kombination af mundtlig fortælling, [[musik]], [[rock]]-[[kunst]] og [[dans]]. Flygtige medier, såsom sand, blade, og de udskårne trunke af levende træer er også blevet anvendt til registrering af historier i billeder eller skriftligt.
* argumentation
Udviklingen af teknologien har ændret de værktøjer, som er til rådighed for historiefortællere. Med fremkomsten af skrivekunsten, og anvendelsen af de faktiske ciffer og symboler til at repræsentere sprog, og brug af stabile, bærbare medier er historier blevet optaget, transskriberet og delt over store dele af verden. Historier er blevet udhugget, ridset, malet eller trykt på [[træ (materiale)|træ]] eller [[bambus]], [[elfenben]] og andre [[knogle (materiale)|knogle]]r, [[keramik]], [[ler]]-tabletter, [[sten]], [[Palme-familien|palme]]-blade, bøger, skind (pergament), [[papir]], [[silke]], lærred og andre [[tekstil]]er, er optaget på film og opbevares elektronisk i [[digital]]-form. Komplekse former for tatoveringer kan også repræsentere historier, med oplysninger om [[slægtsforskning]], [[institution]] og sociale status.
* underholdning
* selvfremstilling
Traditionelt er mundtlige historier blevet husket og derefter viderebragt fra generation til generation. Faste former som fx [[hexameterdigtning]] er ikke kun lavet for at bevare en lyrisk form, men for at støtte hukommelsen for den der mundtligt skulle overdrage fortællingen eller verset. Men i den seneste tid har de skriftlige medier og tv-medierne i vid udstrækning overtaget denne kommunikerekommunikerende metode for de familiemæssige og kulturelle historie.
== Se også ==
|
