Talehandling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SieBot (diskussion | bidrag) m robot Tilføjer: eu:Hizkuntza ekintza |
m Flertydige WL: kendsgerning → kendsgerning (videnskab), sætning → sætning (grammatik), norm → norm (sociologi) |
||
Linje 4:
<blockquote> "... Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker. ..." [http://www.faktaomfolkekirken.dk/Ritualer/Vielse/Vielsesritual.aspx] </blockquote>
__NOTOC__
I store dele af [[lingvistik]]kens og [[sprogfilosofi]]ens historie har [[sprog]] primært været set på som en måde at bekræfte [[kendsgerning (videnskab)|kendsgerning]]er, "fakta", og der har været tendenser til at ignorere andre måder at bruge sproget på. Men [[J.L. Austin]]s (1911–1960) arbejde førte til at [[filosof]]fer begyndte at blive mere opmærksomme på hvordan sproget bruges i dagligdags aktiviteter. Hans student [[John Searle]] (født 1932) videreudviklede denne tilnærmelse. Det første systematiske arbejde med talehandlinger blev dog gjort længe før, af den tyske [[fænomenologi|fænomenolog]] [[Adolf Reinach]] i [[1913]].
Austin skelner mellem [[Illokutionær akt|illokutionære]] <ref>''Illukutionær akt'': af latin: in (i og med) + locutio (tale), altså: ''i og med talen''</ref>
og [[Perlokutionær akt|perlokutionære]] <ref>''Perlokutionær akt'': af latin: per (igennem) + locutio (tale). Gennem det man siger har man til hensigt at fremkalde en virkning i den person der måtte høre den (''Kemp, s. 51'')</ref>
talehandlinger. <br />
En interessant type talehandling er [[performativ]]er, altså udtryk som for eksempel ''Jeg udnævner Per til statsminister'', ''Jeg dømmer dig til ti års fængsel'' eller ''Jeg lover at betale det tilbage''. I disse [[udtryk]] bliver den handling som [[sætning (grammatik)|sætning]]en beskriver (udnævnelse, [[dom (retsvæsen)|dom]] og [[løfte]]) udført ved sætningen selv; talehandlingen er den handling sætningen udfører. Som en kontrast til dette har vi perlokutionære handlinger som forårsager handlinger der ''ikke'' er de samme som det udtalte.
Studiet af talehandlinger udgør en del af [[pragmatik]]ken, som igen er en del av [[lingvistik]]ken.
I [[filosofi]], særlig i [[etik]] og juridisk filosofi, [[Retsvidenskab#Retsvidenskab|retsfilosofi]],
bliver talehandlingsteori sat i forhold til studiet af [[norm (sociologi)|norm]]er.
== Noter ==
| |||