Jacob Georg Christian Adler: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m linkfix |
m Flertydige WL: kardinal → kardinal (katolske kirke) |
||
Linje 3:
'''Jacob Georg Christian Adler''' ([[8. december]] [[1756]] i [[Arnæs]] ved [[Slien]] – [[22. august]] [[1834]] i [[Gickau]] ved [[Lütjenburg]]) var orientalist og generalsuperintendent. Hans far, brandenborgeren Georg Christian Adler, var præst i denne lille [[Skipperby]], men blev et par år efter forflyttet til [[Holsten]] og døde 1804 som provst i [[Altona]].
Adler nød først undervisning af sin far, siden af forskellige huslærere, indtil han kom på [[Christianeum|gymnasiet]] i [[Altona]], hvorfra han [[1776]] afgik til [[Christian-Albrechts-Universität|universitetet]] i [[Kiel]]. Hans hovedstudium var [[teologi]], men dermed forbandt han de østerlandske sprog, som han fra sin tidlige ungdom havde en stor forkærlighed for. Efter at have udviklet sig videre i Orientalia under Tychsens vejledning i [[Bützow]] og [[Rostock]] kom han [[1779]] til [[København]], hvor det lykkedes ham at vinde den indflydelsesrige kabinetssekretær, [[gehejmeråd]] [[Ove Høegh-Guldberg]]s velvilje, vistnok ikke mindst fordi han også havde henvendt sine studier på den kritiske undersøgelse af bibelteksten, et emne, som den gang og senere sysselsatte mange lærde. Ved et skrift, udgivet i [[Hamborg]] 1779, havde han allerede lagt sit kendskab til den rabbinsk-thalmudiske litteratur for dagen ligesom sin dygtighed i at behandle orientalske håndskrifter. I København gav han sig til at undersøge de i [[Det kongelige Bibliotek]] værende [[kufisk]]e håndskrifter og udarbejdede en latinsk beskrivelse over dem, hvormed han forbandt interessante oplysninger om skrivekunsten hos araberne og dens udvikling samt forskellige nye iagttagelser angående den på hin tid endnu kun lidet kendte kufiske skrift, hvilke dog ikke alle have stået deres prøve (''Descriptio codicum quorundam cuficorum in Bibi. regia Hafniensi et ex iisdem de scriptura cufica Arabum observationes novæ'', Altonæ [[1780]], 4to). Ved Guldbergs anbefaling fik han nu et kongelig rejsestipendium, der satte ham i stand til i årene 1780-[[1782|82]] i [[Tyskland]], [[Holland]], [[Frankrig]] og [[Italien]] at granske græske og orientalske håndskrifter, særlig med bibelkritikken for øje. Navnlig blev et 15 måneders ophold i [[Rom]] af megen betydning for ham, da han her kom i venskabelig forbindelse med flere berømte lærde, der kunne og ville fremme hans særlige studier, deriblandt [[kardinal (katolske kirke)|kardinal]] [[Stephan Borgia]], [[Augustinerordenen|augustineren]] [[Antonius Georgii]] og bibliotekaren [[Stephan Evodius Assemani]]. Også med adskillige indfødte arabere kom han her i berøring, hvilket skaffede ham en usædvanlig indsigt i det nulevende arabiske sprog og dets forskellige dialekter (en række meddelelser herom af Adler er f.eks. optaget i G. Wahls ''Neue arab. Anthologie'', [[Leipzig]] [[1791]], S. 12-31). Ved sit behagelige væsen og en klog benyttelse af forholdene vidste han at skaffe sig adgang til mange hidtil lidet kendte og sjældne håndskrifter, og han udgav 1782 i [[Rom]] ''Museum Cuficum Borgianum Velitris illustratum'', indeholdende afbildninger og forklaring af Borgias gammelarabiske møntkabinet og en fremstilling af brusernes historie, oversat efter et sjældent arabisk manuskript. Af dette værk udgav han 10 år senere i København et andet bind, der også fører den særlige titel ''Collectio nova nummorum cuficorum seu arabicorum'' (Hafniæ [[1792]], 4to). Dette nye bind står i flere henseender over det første og indeholder bl.a. en fortjenstlig indledning om oprindelsen til det arabiske møntvæsen.
Efter sin hjemkomst blev Adler [[1783]] beskikket til [[professor]] i det syriske sprog ved [[Københavns Universitet]] og var nu stærkt sysselsat med sammenligning mellem de gamle syriske bibeloversættelser og de foreliggende hebraiske og græske tekster af [[Bibelen]]. En frugt af dette studium som af hans i de romerske biblioteker foretagne håndskriftundersøgelser var hans, ved nyere granskninger vel til dels forældede, men den gang betydningsfulde værk: ''Novi Testamenti Versiones Syriacæ, simplex Philoxeniana et Hierosolymitana, denuo examinatæ et octo tabulis ære incisis illustratæ'' (Hafniæ [[1789]], 4to). Han ydede heri mange fra håndskrifter hentede bidrag til oplysning om de for tekstkritikken af det nye testamente så vigtige syriske oversættelser og henledede navnlig, som den første efter [[Joseph Simon Assemani]], de lærdes opmærksomhed på det siden af grev [[Miniscalchi Erizzo]] udgivne "jerusalemske" evangeliarium, der indeholder en i palæstinensisk-syrisk dialekt affattet oversættelse. – Endvidere må nævnes hans udgave af den arabiske historieskriver [[Abulfeda]]s årbøger, som [[P.F. Suhm]] bekostede (''Abulfedæ Annales Muslemici, arabice et latine. Opera et studiis Jo. Jac. Reiskii, sumtibus P. F. Suhmii, nunc primum edidit J. G. C. Adler'', Tom. I-V, Hafn. 1789-94, 4to). Den egentlige fortjeneste af dette arbejde tilhører den tyske filolog [[Johann Jacob Reiske]], der 1745 i Leiden havde afskrevet Abulfedas værk og derefter oversat det på [[latin]]. Af forskellige grunde fik Reiske imidlertid ikke selv dette sit arbejde udgivet med undtagelse af en del af oversættelsen, der udkom i Leipzig [[1754]], men ingen opmærksomhed vakte. Efter Reiskes død [[1774]] blev hans afskrift af teksten, hans oversættelse og hele det dertil hørende apparat købt af Suhm. På dennes opfordring påtog Adler sig udgivelsen heraf. Hans arbejde derved bestod da væsentlig i gennemsyn og delvis forbedring af tekst og oversættelse samt i redigering af de udførlige noter, for største delen på grundlag af de righoldige, men spredte og uordnede optegnelser, som Reiske havde efterladt sig.
| |||