Tysklands højindustrialisering: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m ændre sorteringsnøgle til Kategori:Tysklands historie; kosmetiske ændringer |
m Siemens linkes til Siemens AG ved brug af AWB |
||
Linje 7:
== Økonomien ==
Alt i alt oplevede den tyske økonomi sit første "[[Wirtschaftswunder]]" under det tyske kejserrige. Frem for alt i forhold til det industrielle foregangsland [[Storbritannien]] udbyggede den tyske industri sin position. De tyske staters produktion udgjorde i starten af [[1860'erne]] kun ca. 4,9% af verdensproduktionen og lå dermed langt efter Storbritanniens andel på omkring 20%. Mellem [[1880]] og [[1900]] lå Tyskland på tredjepladsen, når man sammenlignede industrilandene. I [[1913]] havde Tyskland (14,8%) overhalet Storbritannien (13,6%) og lå på 2. pladsen efter [[USA]] (32%). Indenfor handelen lå Tyskland i 1913 endnu noget efter Storbritannien, men var stærkere end USA. Tilsvarende positivt udviklede [[bruttonationalprodukt]]et sig i kejsertiden.
=== Konjunkturforløb ===
Linje 16:
Næsten alle samfundsområder og -grupper blev ramt af denne krise og der var derfor en voksende skepsis overfor den industrielle udvikling.
I det følgende fire år frem til [[1890]] var der igen en periode med højere vækst. Dette var ikke mindst tilfældet i [[1889]]. Efterfølgende fulgte igen en periode med lavere vækst frem til [[1895]], inden der kom en højkonjunktur. Denne blev flere gange afbrudt af kortere perioder med lavkonjunktur (såsom [[1900]]-[[1902]] og [[1907]]-[[1908]]), men de havde ikke en varighed og en styrke, som kunne sammenlignes med kriserne før 1890. I opgangsårene mellem 1895 og [[1913]] steg nettoinvesteringerne årligt med gennemsnitligt 15%. Man var på vej ud i en lavkonjunktur da 1. verdenskrigs udbrud førte Tyskland ud i en speciel økonomisk situation.
Udover industrien var især landbruget ramt af kriserne. Mens Tyskland frem til grundlæggelsen af kejserriget havde været nettoeksportør af korn, måtte man efter [[1876]] importere afgrøder i stadig stigende omfang. Med landbrugets stærke forbindelser til verdensmarkedet og som følge af konkurrencen fra USA og [[Rusland]] faldt det mulige overskud på landbrugsproduktionen tydeligt.<ref>Max Rolfes: Landwirtschaft 1850-1914. I: Zorn, Deutsche Wirtschafts- und Sozialgeschichte Bd.2, S.495ff.</ref>
Linje 81:
[[Fil:BASF Werk Ludwigshafen 1881.JPG|thumb|BASF i Ludwigshafen 1881]]
Den højeste vækst i produktionen efter 1871 skete imidlertid indenfor elindustrien. På dette felt kunne [[Siemens AG|Siemens]], som siden [[1847]] havde været en foregangsvirksomhed, i lang tid fastholde sin førende stilling <ref>[http://www.europa.clio-online.de/site/lang__de/ItemID__128/mid__11984/40208562/Default.aspx zu Siemens: Jürgen Kocka: Modernisierung im multinationalen Familienunternehmen. I: www.europa.clio-online.de]</ref>),
indtil "Deutsche Edison-Gesellschaft", der var grundlagt af [[Emil Rathenau]] blev omdannet til [[AEG]]. Konkurrenterne Siemens og AEG blev til dels partnere og drev i fællesskab virksomheden [[Telefunken]] fra [[1903]]. Siemens allene beskæftigede i 1913 57.000 medarbejdere i Tyskland og yderligere 24.000 i udlandet. Til sammen havde Siemens og AEG en førende rolle på verdensmarkedet. Denne industrigren var samlet i Berlin, hvor ca. 60% af medarbejderne var beskæftiget.
Linje 99:
Som følge af den voksende virksomhedsstørrelse voksede antallet af funktionærer kraftigt, frem for alt i de store virksomheder, og ledelsen af virksomhederne flyttedes i stigende grad fra iværksætterne over til ansatte ledere. Ikke mindst i de store virksomheder opstod der en virksomhedsintern socialpolitik med det mål at knytte arbejderne til virksomheden og holde dem borte fra socialdemokratiet. Denne politik viste sig meget vellykket. Således anså arbejderne på Krupp sig ofte for at være "kruppianere". Tilsvarende svage var fagforeningernes organisationsmuligheder her.
Imidlertid forsvandt de gamle strukturer ikke fuldstændig. Således kunne hjemmeproduktionen opretholdes i nogle områder og brancher. Indenfor tobaksindustrien, og ikke mindst indenfor byernes konfektions- og rengøringsfag voksede hjemmeproduktionen endda. Også håndværkene gennemførte i det store og hele en vellykket tilpasning til de nye betingelser i industrisamfundet. I stedet for fremstilling kom der ikke sjældent reperationsopgaver, f.eks. for skomagere eller skræddere. Andre gamle fag, såsom bygningshåndværk eller næringsmiddelproduktion, havde endda direkte fordel af forandringerne i form af stigende efterspørgsel.
=== Handel, transport og servicesektoren ===
Linje 107:
Med urbaniseringen voksede også detailhandelens betydning. Der opstod købmandsforretninger og specialforretninger, og i storbyerne åbnedes der de første varehuse. Brugsforeninger og enhedsprisforretninger skærpede konkurrencen i detailledet.
I banksektoren opstod der - udover de gamle institutioner, som ydede lån til landbruget - moderne realkreditbanker til finansiering af fast ejendom.<ref>[http://www.economics.utoronto.ca/munro5/23gerbnk.pdf (PDF)
[http://www.economics.utoronto.ca/munro5/23gerbnk.pdf John Munro: The rapid industrialization of germany 1815-1914. (på engelsk (PDF))]</ref>
== Samfund ==
=== Befolkningsudvikling ===
[[Fil:Deutsches Reich Bevölkerungsdichte.jpg|thumb|Kort over befolkningstæthed omkring 1890]]
I lighed med de forudgående industrialiseringsfaser foregik udviklingen i de forskellige regioner yderst forskellig. Samlet set kan man se to tendenser. En mellem det industrialiserede vesten og landbrugsområderne i øst og en anden tilsvarende mellem nord og syd. Meget tyder på, at de regionale økonomiske modsætninger voksede i perioden.
Trods konjunkturnedgang voksede befolkningen i Tyskland fra 1873 til 1895 med stor fart fra ca. 42 til 53 mio. selv om der i samme tidsrum udvandrede ca. 2 mio. tyskere. At denne enorme vækst ikke førte til voksende fattigdom skyldtes i første række, at industrien trods alle kriser fortsatte med at vokse og skabe nye arbejdspladser. Disse opstod først og fremmest i erhvervsområderne i byerne. Frem til 1913 voksede befolkningstaller igen kraftigt til 67 mio. I den forbindelse steg det gennemsnitlige antal indbyggere pr. km² fra 76 i 1871 til 120 i 1910. Der var imidlertid store forskelle mellem regionerne.<ref>
=== Udvandring og indenlandske vandringer ===
Line 131 ⟶ 130:
I industriområdet i Westfalen og ved Rhinen betød tilvandringen mellem 1850 og 1900 at befolkningstallet blev syvdoblet. På dette tidspunkt udgjorde tilflytterne omkring halvdelen af indbyggerne og i de vigtigste tilflytterbyer, såsom [[Dortmund]], [[Duisburg]] og [[Essen]] var under halvdelen af indbyggerne også født der. Et yderligere aspekt ved mobiliteten var det store antal flytninger indenfor byerne og industriområder. Kun få tilflyttere blev længere end et år i hver by, inden de flyttede videre for at finde et bedre betalt arbejde et andet sted.
Konsekvensen var at flytningerne i industribyerne lå betydeligt højere end det som var betinget af tilvandringen. Således voksede befolkningen i f.eks. Duisburg i løbet af de 50 år indtil 1900 ganske vist med over 90.000 indbyggere, men i alt registrerede folkeregistrene i samme perioder over 710.000 flytninger. I [[Chemnitz]] voksede byen mellem 1900 og 1910 med ca. 73.000, men det dækkede over 420.000 tilflytninger og 385.000 fraflytninger. Ikke sjældent udgjorde var antallet af flytninger 10 gange så stor som befolkningstilvæksten.<ref>
{| border=0 align="right" width="40%" style="margin-left:1em"
|- bgcolor=#CCDDEE
Line 174 ⟶ 173:
Mens 64% af befolkningen i 1871 fortsat boede i kommuner med under 2.000 indbyggere og kun 5% i storbyer på over 100.000 indbyggere var der allerede i 1890 lige mange på landet og i byerne. I 1910 boede kun 40% i kommuner med mindre end 2.000 indbyggere, 27,4% boede i mellemstore byer (5.000 - 100.000) og 21,3% i storbyerne.
Det tættest befolkede område var i rhinprovinsen og den westfalske del af Ruhrområdet. I dette industriområde boede der kort før 1. verdenskrig 75% af indbyggerne i bykommuner, også selv om de ikke alle i juridisk forstand havde opnået denne status. Af bybefolkningen i dette område boede halvdelen allerede i storbyer. Også det efter starten på industrialiseringen forholdsvis tæt befolkede Sachsen opnåede under kejsertiden et yderligere skub i væksten og havde tilsvarende befolkningstæthed som i de to preussiske vestprovinser.<ref>Jürgen Reulecke, Geschichte der Urbanisierung in Deutschland. Frankfurt, 1985, Köllmann, Bevölkerungsgeschichte 1800-1970, S.21-24, Wehler, Kaiserreich, S.44, S.49, Ullmann, Kaiserreich, S.106f
I storbyerne og frem for alt i de svulmende nye byer i Ruhrområdet blev nye bydele ofte opført uden nogen form for planlægning, da de var resultatet af privat spekulation, og det varede længe inden det lykkedes byforvaltningerne og kommunalpolitikerne at gribe ind og strukturere dem<ref>eksempelvis: Heinz Reif: Die verspätete Stadt Oberhausen. Stadtplanung, Stadtentwicklung und Interessenkonflikte 1846-1929. I: Revier-Kultur. 2/1986, S. 72-83</ref>.
Under kejsertiden udviklede der sig en bystruktur, som har fugneret indtil i dag. Byens centrum
blev til en repræsentativ city, og rundt omkring den opstod der tydeligt genkendelige handels- og beboelseskvarterer, borgerlige beboelseskvarterer, arbejderkvarterer, industriområder og
andre bymæssige funktionsområder. Alligevel var livet i byen, trods alle fremskridt, netop for grupperne med små- og mellemstore indkomster kendetegnet ved bolignød. Således førte manglen på boliger i industriområderne til en vækst i antallet af boligløse. I storbyer som Berlin opstod der hele bydele med lejekaserner. Derimod opstod der frem for alt indenfor minedriften hele kvarterer med fabriksejede lejligheder til deres fastansatte. Uafhængigt af hvorledes der blev reageret på bolignøden var den forbundet med en social lagdeling. Mens borgerlige boligkvarterer blev placeret langt væk fra stanken fra industriforetagenderne, lå arbejderkvartererne lige i nærheden.<ref>
Byudviklingen havde dermed ikke kun en kvantitativ men også en kvalitativ dimension. Leveforholdene i byerne, og ikke mindst i storbyerne, adskilte sig omkring år 1900 grundlæggende fra livet i småbyerne eller på landet, som f.eks. den samtidige [[Georg Simmel]] beskrev det i sit banebrydende arbejde "Die Großstadt und das Geistesleben".<ref>
=== Socialgrupper ===
Et kendetegn ved den sociale struktur i kejserriget var, at der ganske vist var en markedsbetinget klassedeling under opbygning (frem for alt de forskellige arbejdstagergrupper og det erhversmæssige borgerskab) således som [[Max Weber]] havde defineret det, men at der samtidig stadig eksisterede standsmæssige strukturer, såsom [[adel]]en. Det talmæssige omfang er i den sammenhæng svært at fastlægge. På grundlag af samtidens talstatistik fremkom [[Gustav Schmoller]] allerede dengang med en ofte citeret vurdering, som imidlertid af nogle moderne forskere betragtes som middelklassetung (f.eks. Ullmann). Ifølge [[Statistisches Reichsamt]] var der i 1895 12 mio. husholdninger. Schmoller anfører, at der til det han kalder den aristokratiske og formuende top i samfundet kun hører 0,25 mio. husholdninger. Til disse medregnede han bl.a. de større jordbesiddere og virksomhedsejere, de højestrangerende embedsmænd, læger og rentierer (dvs. folk som levede af deres formue). Til den øvre middelklasse medregnede han mellemstore jordbesiddere og virksomhedsejere, de fleste højere embedsmænd, og mange i liberale erhverv. Denne gruppe omfattede 2,75 mio. husholdninger. Omkring 3,75 mio. familier tilhørte den lavere middelklasse (småbønder, håndværkere, mindre handlende, lavere rangerende embedsmænd, værkførede og endog de bedrestillede arbejdere.
Til underklassen medregnede han
==== Borgerskab og middelstand ====
Borgerskabet var ikke en homogen gruppe, men var opdelt i mange forskellige. Antallet og betydningen af erhvervsborgerskabet voksede tydeligt i kejserrigets tid. Indenfor denne gruppe begyndte der at opstå et storborgerskab, efterhånden som industrifolk, bankfolk og storkøbmænd skilte sig ud og klart tilhørte toppen i samfundet. Det uddannede borgerskab voksede i takt med at mange fag udviklede sig i en akademisk retning - såsom arkitekter og ingeniører, samtidig mistede det meget af sin indesluttethed, som byggede på en fælles uddannelsesmæssig baggrund og selvforståelse. Udover de traditionelle småborgere i form af håndværkere og småhandlende opstod der en ny middelstand af funktionærer og embedsmænd. Trods alle forskelle var denne højest forskelligartede gruppe klar afgrænset til det voksende antal arbejdere.<ref>
==== Arbejdere ====
Line 196 ⟶ 195:
Fælles for dem var imidlertid de fortsat lange arbejdstider, selv om disse var faldet til 53 timer om ugen i 1914. Arbejdet blev mere intensivt og underlagt større kontrol. Det var stadig fortrinsvis manuelt, og var ikke sjældent sundhedsfarligt. Det drejede sig i de fleste tilfælde også om fysisk anstrengende arbejde. Frem for alt i de store virksomheder var der klare hierarkier og regler. Dette tydeliggjorde de erhvervsdrivendes krav på at lede arbejdet.
Renset for konjunktursvingninger voksede reallønnen i kejsertiden tydeligt og leveforholdene blev forbedret uden at der hermed var tale om en sikker tilværelse. Frem for alt i byerne skabte det fælles liv i arbejderkvartererne en følelse af sammenhold, hvilket arbejdernes organisationer også bidrog til. I kejsertiden udvikledes der med arbejderkulturen en subkultur, som var adskilt fra den borgerlige verden, men dog var baseret på den borgerlige kulturs værdier.
==== Adel ====
[[Adel]]en befandt sig omkring år 1900, trods industrialisering og urbanisering, fortsat i samfundets top. Den forsvarede fortsat sin sociale eksklusivitet og sin høje sociale prestige og afgrænsede sig tydeligt var storborgerskabet. Imidlertid svækkedes landbrugserhvervets placering som adelens økonomiske grundlag. Samtidig lykkedes det adelen at opretholde sin stærke stilling i stat, forvaltning og militær. Ganske vist faldt antallet af adelige i offentlig tjeneste, men jo højere rangeret en stilling var, jo flere adelige fandt man.
==== Befolkningen på landet ====
Line 227 ⟶ 226:
Den statslige socialpolitik havde et andet sigte. Den koncentrerede sig med socialforsikring, sikkerhed på arbejdspladserne og arbejdsret mest om "arbejderspørgsmålet". Hvordan denne løsning skulle se og ud og hvilken rollen staten skulle indtage var imidlertid omstridt. I starten var diskussionen præget af liberale holdninger, som primært satsede på hjælp til selvhjælp. I det uddannede borgerskab, og ikke mindst blandt de såkaldte "katedersocialister" i foreningen for socialpolitik var der imidlertid klare krav om et stærkere statsligt engagement. [[Otto von Bismarck]]s regering, som længe blev støttet af de liberale, var i første omgang splittet i dette spørgsmål, men endte med at enes om en statslig løsning. I den forbindelse handlede det ikke kun om speksis overfor hvor effektiv den liberale metode ville være. Et vigtigt aspekt var, at der gennem socialpolitikken, og ikke mindst ved hjælp af socialforsikringen, kunne skabes politisk kapital. Den statslige omfordelingspolitik skulle knytte arbejderne til staten, og var i en vis forstand en positiv modpol til den undertrykkende [[socialistloven|socialistlov]]. Efter en årelang diskussion om detaljerne indførtes i 1883 sygeforsikringen og i 1884 den lovpligtige ulykkesforsikring samt invalide- og aldersrente. Disse var ikke kun "Bismarcks socialforsikring", som den i dag kaldes, men var resultatet af forslag som talrige organisationer, partier og dele af embedsværket havde modificeret betydeligt i forhold til de oprindelige forslag.
Kendetegn ved socialforsikringerne var at de var obligatoriske for en stor del af arbejderbefolkningen, at de var offentlige og de var selvforvaltende. Ydelser var ikke primært baseret på behov (som ved fattighjælpen), men på de indbetalte bidrag. I de følgende år blev reglerne modificeret og i 1911 blev de sammenfattet i loven om rigsforsikringsordninger. Samme år
indførtes der en særlig invalide- og aldersforsikring for funktionærer med bedre betingelser, som bidrog til at uddybe den sociale kløft mellem arbejdere og funktionærer. Socialforsikringen lindrede ganske vist den sociale nød, men især på grund af de ret lave ydelser kunne de ikke fjerne den. Desuden manglede der med arbejdsløshedsforsikringen en vigtig pille i hele systemet. Mest skuffet blev håbet om, at man ved hjælp af denne lovgivning kunne holde arbejderne borte fra den socialdemokratiske bevægelse.
== Henvisninger ==
Line 270 ⟶ 269:
{{Link GA|de}}
[[de:Hochindustrialisierung in Deutschland]]
| |||