Edvard 4. af England: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Ny side: {{Infoboks kongelig |regent = Edvard 4. |navn2 = |titel = Konge |land = England |billede = Edward4.jpg |født = 28. april 1442 |fødested = Rouen |død ...
(Ingen forskel)

Versionen fra 25. maj 2010, 13:54

Edvard 4. (28. april 1442 i Rouen9. april 1483 i Westminster) var konge af England. Med undtagelse af nogle måneder i 1470 og 1471 var han konge fra 4. marts 1461 og til sin død.

Edvard 4. af England
Konge af England
Regerede 4. marts 14619. april 1483
Regent Edvard 4.
Ægtefælle Elizabeth Woodville
Børn

Elizabeth af York (1466-1503)
Mary af York (1467-1482)
Cecily af York (1469-1507)
Edvard 5. (1470- formentlig 1483)
Margaret af York (april-december 1472)
Richard, hertug af York (1473- formentlig 1483)
Anne af York (1475-1511)
George (1477-1479)
Catherine af York (1479-1527)

Bridget af York (1480-1517)
Far Richard Plantagenet, 3. hertug af York
Mor Cecily Neville
Født 28. april 1442
Rouen
Død 9. april 1483
Westminster

Biografi

Edvard blev født som ældste søn af Richard Plantagenet, 3. hertug af York og Cecily Neville. Yorks udfordring af Huset Lancaster havde i 1455 ført til, at de såkaldte Rosekrige brød ud. Hertugen gik stadigt længere i sine krav, og i 1460 ville han selv have tronen. Dette gik parlamentet ikke med til, og krigen fortsatte derfor. Samme år faldt Richard Plantagenet i slaget ved Wakefield, og Edvard arvede hans titler. Som følge af en aftale, som faderen havde indgået med Henrik 6., var han også tronarving. Men dette krav hvilede på usikker grund, eftersom dronningen, Margrete af Anjou nægtede at acceptere, at hendes søn, Edvard af Westminster, der var prins af Wales, skulle tilsidesættes.

Med støtte fra Richard Neville, 16. jarl af Warwick viste Edvard sig som en dygtig leder. Huset York sejrede i flere slag, og strammede dermed grebet om Henrik 6. Mens kongen og dronningen førte krig i nord, tog Warwick kontrollen i London og fik udråbt Edvard til konge i 1461. Dette blev konsolideret ved slaget ved Towton samme år, hvor modpartens hær praktisk talt blev udslettet.

Edvard, der var høj, stærk og havde et fordelagtigt ydre, var populær. Warwick, der troede, at han kunne fortsætte som den egnetlige magt bag tronen, gik i gang med at planlægge ægteskab mellem Edvard og en europæisk prinsesse for at danne en alliance. Han indledte forhandlinger i Frankrig, men Edvard gik bag hans ryg og giftede sig i hemmelighed med Elizabeth Wydeville (1437-97). Hun var enke efter John Grey af Groby (oldefar til Lady Jane Grey), der havde stået på huset Lancasters side. Dette var stærkt pinligt for Warwick, der fik ægteskabet præsenteret som et fait accompli. Elizabeths slægt var ikke særlig rig, men meget ambitiøs. De fik noget jordbesiddelse og havde dermed lidt praktisk magt, men de havde stor indflydelse på kongen ved, at de blev optaget i hans råd. Warwick var meget bitter over dette og valgte at skifte side sammen med kongens yngre bror George, hertug af Clarence.

Det meste af kongens hær blev besejret i slaget ved Edgecote Moor, og Edvard blev taget til fange ved Olney. Warwick forsøgte at styre landet i hans navn, men adelen fandt sig ikke i dette. Da der var tegn til oprør, måtte Warwick løslade kongen. Edvard valgte at forsøge en udsoning med jarlen og sin bror, men efter kort tid gjorde de igen oprør. Da dette slog fejl, flygtede de til Frankrig.

I Frankrige indgik Warwick en alliance med sin gamle fjende, Margaret af Anjou. Han fik støtte af kong Ludvig den 11. og rejste tilbage til England med en hær. Hans bror, John Neville, 1. marki af Montagu, skiftede også side, og Edvard måtte flygte.

Henrik 6. blev i oktober 1470 genidnsat, og Edvard søgte tilflugt i Burgund hos sin svoger Karl 1. af Burgund og sin søster Margaret af Burgund. Karl var først uvillig til at støtte Edvard, men da franskmændene erklærede krig mod Burgund og fik følge af Warwick, bestemte han sig for at hjælpe Edvard tilbage på tronen.

Tilbage i England krævede Edvard, som Henry Bolingbroke tidligere havde gjort, blot at få hertugdømmet York tilbage. Men byen York lukkede sine porte for ham, og han gik sydpå for at samle støtte. Clarence indså, at det var på tide at skifte side igen og blev genforenet med sin bror. I slaget ved Barnet sejrede Edvard, og Warwick faldt. Dermed lå vejen åben for at eliminere resten af modpartens styrke, hvilket skete i slaget ved Tewkesbury i 1471. Huset Lancasters arving, Edvard af Westminster, faldt i slaget eller under flugten, og nogle få dage senere blev Henrik 6. myrdet i Tower of London.

Kongens yngre brødre, George, hertug af Clarence og Richard, hertug af Gloucester, giftede sig med henholdsvis Isabella og Anne Neville, der begge var døtre af Warwick og dermed konkurrenter om den store arv, som de stod til at få, når moderen, Anne Beauchamp, døde. De to brødre kom i konflikt med hinanden på grund af dette. Clarence blev senere fundet skyldig i højforæderi mod Edvard og blev henrettet i Tower of London 18. februar 1478. Efter genindsættelsen var der ikke flere seriøse oprør mod Edvard. Den eneste overlevende tronarving fra Huset Lancaster var Henry Tudor, der levede i eksil.

Edvard erklærede krig mod Frankrig i 1476 og kom frem til en fredsaftale i Picquignytraktaten. Han fik en stor udbetaling i guld samt årlige udbetalinger, så længe han levede. I 1482 støttede han Alexander, hertug af Albany, der forsøgte at tage den skotske trone fra Jakob 3.. Det lykkedes Gloucester at indtage Edinburgh og fange Jakob 3., men Albany trak sig, og Gloucester trak sig derfor tilbage. Som krigsbytte beholdt England Berwick-upon-Tweed.

Kongen blev syg i påsken 1483. Han fik lavet nogle tilføjelser i sit testamente, hvor han blandt andet udnævnte sin bror, hertugen af Gloucester til Lord Protector efter sin død. Han døde 9. april 1483 og blev gravlagt i St. Georges kapelWindsor Castle. Han blev efterfulgt af sin tolv år gamle søn, Edvard 5.. Gennem Titulus Regius blev sønnen snart fjernet, og Gloucester blev kronet som Richard 3. af England. Edvard 4.'s datter, Elizabeth af York, blev senere gift med Henry Tudor og dermed dronning af England, og således blev husene York og Lancaster forenet i Huset Tudor.

Efterkommere

Edvard fik ti børn med Elizabeth Woodville, hvoraf syv overlevede ham:

Edvard havde flere elskerinder, hvoraf den mest kendte er Jane Shore. Han fik flere børn udenfor ægteskab:

Foregående: Engelske regenter Efterfølgende:
Henrik 6.
1422-1461
Edvard 5.
1483-1483