Matematikkens historie: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Luckas-bot (diskussion | bidrag)
m Ændrer rødt link [[Branche| -> [[Industri (branche)|
Linje 1:
[[Fil:Image-Al-Kitāb_alKitāb al-muḫtaṣar_fī_ḥisāb_almuḫtaṣar fī ḥisāb al-ğabr_wağabr wa-l-muqābala.jpg|thumb|Fra ''Al-jabr'', et af mesterværkerne i persisk matematik.]]
'''Matematikkens historie''' går flere tusind år tilbage i tiden, længe før ordet [[matematik]] opstod. Ordet "matematik" kommer af det græske ord μάθημα (máthema), som betyder videnskab, kundskab eller lærdom. μαθηματικός (mathematikós) betyder "glad for at lære". I dag refererer begrebet til en bestemt kundskabsgren – det [[Deduktion|deduktive]] studie af antal, struktur, rum og ændring.
 
Linje 27:
I lighed med vort moderne talsystem havde også egypterne et veludviklet [[titalssystemet|titalsystem]] (grunden til, at ti blev valgt som grundtal, var at det allerede dengang var brugt at tælle på fingrene). Mens vort talsystem er et [[positionstalsystemer|positionssystem]], hvor cifrenes placering har betydning, var egypternes talsystem et såkaldt [[additivt talsystem]], der havde symboler for 1, 10, 100, 1 000, 10 000, 100 000 og [[million|1 000 000]]. Når de skulle skrive et tal, skrev de symbolerne ved siden af hinanden og adderede dem på samme måde, som man kender fra [[romertal|det romerske talsystem]].
 
En anden kilde til viden om de gamle egypteres matematik er den såkaldte [[Moskva-papyrussen|Moskva-papyrus]]; af denne fremgår det, at egypternes kundskaber i matematik gik meget længere, end Rhind-papyrussen antyder. Papyrussen indeholder 25 matematiske problemer, som blandt andet viser, at egypterne må have kendt til [[Matematisk formel|formlen]] for en [[pyramide]]s [[rumfang]]. Et af problemerne viser yderligere, at de også må have kendskab til formlen for rumfanget af en pyramidestub. <ref>Holme, 2001, s. 76</ref>
 
=== Babyloniernes matematik (ca. 1800 – 550 f. Kr.) ===
Babylonsk matematik refererer til al den matematik som fandtes hos menneskerne som levede i det gamle Mesopotamien (i dag [[Irak]]), helt fra de tidligste [[sumerer|sumeriske]] kulturer til begyndelsen af [[hellenismen]]. Det har fået navnet babylonsk matematik på grund af den vigtige rolle byen [[Babylon]] havde på den tid. Alligevel er det egentlig misvisende at tale om babylonsk matematik, for den mesopotamiske kultur omfattede meget mere end Babylon og områderne som hørte til. <ref>Holme, 2001, s. 3</ref>
 
Den viden man har om de gamle mesopotamiere og de sumeriske kulturer, har man fra en række (mere end 400) lertavler med kileskrift. Ud fra disse tavler kan man læse om en rig kultur. Her finder man også bevis for at babylonierne havde en højt udviklet matematik.
Linje 38:
Ved studier af de babylonske lertavler har forskere fundet flere matematiske tabeller, blandt andet multiplikationstabeller, divisionstabeller og tabeller for regning med decimalbrøker. I det hele taget baserede en stor del af babyloniernes matematik sig på regning og løsning af problemer ved at bruge tabeller. I tavler som stammer fra den [[Seleukiderne|seleukiske periode]] kan man også finde et symbol for 0.<ref>Holme, 2001, s. 39</ref>
 
Den babylonske lertavle som er mest kendt har fået navnet Plimpton 322. Den er blevet beskrevet som en af de mest opsigtsvækkende dokumenter i matematikkens historie. <ref>Holme, 2001, s. 42</ref> Forskere mener at de i dag fuldt ud forstår indholdet i denne lertavle, og denne forståelsen har revolutioneret opfattelsen af den babylonske matematik. Lertavlen består blandt andet af en tabel med såkaldte [[pythagoræiske tal]], og denne tavle giver os et bevis for at babylonierne kendte til den pythagoræiske læresætning mere end tusind år før [[Pythagoras]] levede. Babylonierne var også gode til at behandle summer af kvadrater, og på flere lertavler ser man at de brugte dette til at løse det man ville kalde for [[ligning]]er.
 
=== Kinesisk matematik (efter ca. 1300 f.Kr.) ===
[[Fil:Abacus 6.png|thumb|right|[[Abacus_Abacus (regnemaskine)|Kinesisk abakus]].]]
De tidligste bevarede kilder til [[Kina|kinesisk]] matematik stammer fra tal som er ristet ind på skildpaddeskjold (såkaldte [[orakelben]]). Disse stammer fra [[Shang-dynastiet|Shāng-dynastiet]] (ca. 1500 – 1027 f. Kr.). Disse tal er skrevet i et [[positionstalsystemer|positionssystem]], sådan at tallet 123 er skrevet (fra top til bund) med symbolet for 1 一 fulgt af symbolet for 100 百, derefter symbolet for 2 二 fulgt af symbolet for 10 十, og til sidst symbolet for 3 三 (sammen(sammen 一百二十三). Dette var sandsynligvis det mest avancerede talsystem i verden på denne tid{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}. Dette talsystem er fortsat i brug i kinesisk skriftsprog, ved siden af arabiske tal. Der kunne gøres hurtige og avancerede udregninger ved hjælp af en ''suànpán'', som er en kinesisk [[kugleramme]]. Denne opfindelse blev trolig udviklet til praktisk brug af handelsmænd og gav en ”regnekraft” som ikke blev passeret før kalkulatorens opfindelse. <!-- kommentar fra norsk (bokmål): en tidligste kjente referansen har man fra år 190. Men den kan godt være oppfunnet tidligere. -->
 
I 212 f. Kr. beordrede [[Qin-dynastiet|Qín-dynastiets]] kejser Shǐ Huáng at alle bøger skulle brændes. Selv om denne ordre ikke blev fulgt overalt, er konsekvensen at man i dag kun har få sikre kilder om matematikken i det gamle Kina.
 
Under [[Tang-dynastiet|Táng-dynastiet]] blev den til da kendte matematiske viden samlet i værket ''Ti klassikere om matematik'' (Suànjīng shíshù, 算经十书). Den mest indflydelsesrige af disse ti er ''Matematik i ni kapitler'' (Jiǔzhāng suànshù) skrevet af en anonym forfatter for 2000 år siden. Den indeholder praktiske løsninger på matematiske problem, uden brug af avanceret [[Deduktion (filosofi)|deduktion]] som samtidig græsk matematik tilstræbte. Flere af bogens beviser blev ikke opdaget i Europa før over tusind år senere. <ref>Wilkinson, 2000, s. 670</ref> De fleste matematiske problemer var knyttet til rentesregning, skatteligning, rækker, geometri og landmåling. En kinesisk matematiker var den første som lykkedes med at beregne [[Pi (tal)|π]] med hele 7 decimaler.
 
Eksamenssystemet for statstjenestemænd var den enerådende karrierevej for personer med højere uddannelse fra [[Song-dynastiet|Sòng-dynastiet]] og senere. Disse hårde eksamener lagde kun vægt på kundskaber om [[Konfusianisme|konfusianske]] [[De konfucianske klassikere|klassiske tekster]]. Derfor var studiet af matematik kun en distraktion fra eksamenspresset som det ikke lønnede sig at bruge tid til. Dette er en mulig forklaring på at kinesisk matematik senere kom til at miste sit forspring. <ref> Denne forklaring blev gjort kendt af sinologen [[Joseph Needham]] i værket [http://ask.bibsys.no/ask/action/show?cmd=serie&pid=801118662&kid=biblio ''Science and civilisation in China''], og er fortsat den hyppigst refererede</ref> Man holdt sig med et matematisk-astronomisk direktorat som havde som hovedopgave at beregne kalenderen, men kalenderopslagene blev mere og mere upålidelige indtil europæiske [[jesuit]]ter med matematisk uddannelse blev engageret i [[1600-tallet]].
 
=== Indisk matematik (ca. 900 f. Kr .– 1150 e. Kr.) ===
Linje 70:
Den græske matematiker som er bedst kendt i dag er nok Pythagoras. Pythagoras var fra øen [[Samos]] lige ved kysten af dagens [[Tyrkiet]], og han slog sig efterhånden ned i en lille græsk by i det sydlige [[Italien]]. Her havde han en gruppe disciple omkring sig, og denne gruppe blev senere kaldt pythagoræerne. Dette var en religiøs og filosofisk skole som der er knyttet mange historier og myter til. Pythagoræerne var meget optaget af tal, og Pythagoras bliver ofte tillagt citatet: "Alt er tal". Pythagoras opdagede også forholdet mellem harmoniske toner i [[musik]]ken. Den mest kendte sætning som knyttes til Phytagoras er vel nok den såkaldte [[Den pythagoræiske læresætning|pythagoræiske læresætning]]. Denne sætning viser en vigtig sammenhæng i alle [[trekant]]er som har en [[ret vinkel]]. Hvis man kvadrerer (multiplicerer med sig selv) de to korteste sider (kateterne) i en [[retvinklet trekant]] og [[addition|adderer]] de to tal man får, så bliver dette lige meget som [[kvadrat]]et af den længste side i trekanten (hypotenusen). Denne sætning kan også bruges til at vise at en trekant er retvinklet.
 
I moderne [[matematisk analyse|analyse]] er uendelig små størrelser centrale. Grundlaget for den tænkning blev lagt allerede hos [[Zenon]] (ca. 490 – 425 f. Kr.). Han er særlig kendt for sine [[Zenons paradoks|paradokser]]. Et af paradokserne har udgangspunkt i at man kan dele et linjestykke i uendelig mange stykker. For at man skal komme fra et punkt til et andet på et linjestykke må man først bevæge sig halvdelen af vejen. For at komme der, må man først bevæge sig halvddelen af dette nye linjestykke, og sådan fortsætter det. Resultatet, ifølge Zenon, er at al bevægelse vil være umulig. <ref>Holme, 2001, s. 196.</ref>
 
[[Perikles]] var nok mere kendt som filosof og naturvidenskabsmand end som matematiker, men hans navn knyttes alligevel til et af de store problemer i matematikkens historie. Dette gælder problemet om [[cirklens kvadratur]]. Problemet drejer sig om at konstruere (med passer og lineal) et [[kvadrat]] som har samme areal som en givet cirkel.
Linje 146:
 
=== 1900-tallet ===
I løbet af 1900-tallet har matematikken udviklet sig stadig videre. Matematikere er eftertragtede indenfor mange områder, både inden for undervisningssektoren og i [[BrancheIndustri (branche)|industri]] og [[erhvervsliv|næringsliv]]. Årligt bliver der delt hundredvis af doktorgrader ud i matematik og fagområdet er vokset med sådan en fart at det er vanskeligt at have den totale oversigt.
 
På baggrund af de foregående århundreders fremskridt forsøgte matematikerne tidligt i [[1900-tallet]] at gennemføre en fuldstændig formalisering af matematikken.
Linje 158:
[[Gottlob Frege]] viede mange år af sin aktive karriere til at formulere grundreglerne for aritmetikken med basis i [[mængdelære]]n. Lige før han skulle udgive sit store værk, opdagede den britiske [[matematiker]] og [[filosof]] [[Bertrand Russell]] en [[inkonsistens]] i Freges system. Denne inkonsistens har fået navnet [[Russells paradoks]], og den repræsenterede en alvorlig fare for drømmen om et fuldkomment matematisk system.
 
I 1931 vendte [[Kurt Gödel]] hele det rådende matematiske verdensbillede på hovedet ved at bevise at ethvert formelt system enten er utilstrækkelig eller fører til selvmodsigelser. <ref>Katz, 1998, s. 806</ref> Dette medfører ikke at de matematiske sætninger som allerede er bevist bliver ugyldige, men Gödels opdagelse viser at der er enkelte sætninger og problemer som ikke kan bevises i matematikken. Som en følge af dette begyndte matematikere at forsøge at finde ud af hvilke sætninger som ikke kunne bevises, og man så ikke bort fra at Fermats sidste sætning kunne være et sådant ubeviseligt problem <ref>Sing, 1998, s. 185-188</ref> Da den britisk-amerikanske matematiker [[Andrew Wiles]] i 1995 præsenterede et bevis på dette 350 år gamle problem, var det et af århundredets allervigtigste resultater i matematikken.
 
[[Fil:JohnvonNeumann-LosAlamos.jpg|thumb|200px|left|[[John von Neumann]] grundlagde den matematiske spilteori.]]
Linje 384:
 
{{lovende}}
 
[[Kategori:Matematik|Historie]]
 
{{Link GA|de}}
 
{{Link GA|ru}}
{{Link FA|nl}}
{{Link FA|no}}
 
[[Kategori:Matematik|Historie]]
 
[[ar:تاريخ الرياضيات]]
[[bg:История на математиката]]