Færøske kulminer: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ooo86 (diskussion | bidrag) |
Rmir2 (diskussion | bidrag) →Historie: indsat intern henvisning |
||
Linje 13:
I 1626 undersøges mulighederne for kommerciel udnyttelse af kulforekomsterne på Suðuroy, men kulminedrift opgives, da kullene er for vanskelige tilgængelige. 1733 forsøger et engelsk mineselskab at grave efter kul i Oyarnafjall mellem [[Øravík]] og Trongisvágur, men opgiver året efter. Fra 1780 begynder man at bryde kul ved Hvalba og lige side har man brudt [[kul]] i området.
1826 eksporteres de første kul til [[Danmark]] og 1901 begynder et fransk selskab at bryde kul nordvest for [[Tvøroyri]]. Et andet fransk mineselskab får 1932 rettighederne til at bryde kul de næste 50 år og bygger et større anlæg ved Rangabotni nord for Trongísvágur. Særlig under den [[2. verdenskrig på Færøerne|2. verdenskrig]] var kulbrydningen på Suðuroy vigtig for den færøske energiforsyning. Både i Rangabotni, [[Fámjin]] og i [[Hvalba]], brød man kul. 1954 kulminerer kulbrydningen på Suðuroy med 13.000 tons, ca. 75 % af kulforbruget i 1954.
Til [[fjeld]]et nord for Trongisvágur (Tvøroyri) fører der en en vej til Rangabotnur. Her har man fra 1901-1955 brudt kul ved at grave minegange ind i fjeldet til det 1 m høje kullag. Kullet blev derefter fragtet via en [[tovbane]] ned til havnen ved Drelnes i nærheden af Tvøroyri.
De forladte [[kulmine]]r og rester af bygninger, hængebane,
<gallery>
Image:Coalmine.Hvalba.jpg|Kulminen ved Rókhagi nord for Hvalba
| |||