Grammofonplade: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Erikhj (diskussion | bidrag) m tilrettet lidt tekst |
|||
Linje 1:
[[Fil:Vinyl albums.jpg|thumb|right]]
En '''grammofonplade''' indeholder lagret lyd, og
== Grammofonpladens historie ==
De første grammofonplader kom omkring år [[1900]], og var fremstillet af [[asbest]] og [[shellak]], (derfor blev de kendt som ''lak-plader'') og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet (visse mærker dog
I Den maksimale spilletid pr. pladeside var 3-5 minutter for en 10″ (25cm) plade, på de lidt større plader med en diameter på 12″ (30cm) op til knap 10 minutter.
I Danmark blev de sidste shellak-plader udgivet i [[1957]]/[[1958]]. Herefter gik man helt over til vinyl.
Når større værker (specielt af klassisk musik) blev udgivet på lak, var det, pga. den begrænsede plads på pladerne, nødvendigt at udgive det som et helt sæt af plader. Disse blev samlet i et ''album'', man bogstaveligt kunne bladre i. Denne betegnelse har overlevet til beskrivelse af udgivelsen af en samling musik-numre på en ''lp'' eller en ''cd''.
De "moderne" grammofonplader er lavet af [[PVC]] (Polyvinyl Chlorid), og er mere følsomme overfor ridser end lakpladerne, men mindre følsom overfor bøjning og anden fysisk overlast, men lyden blev mere ren, nålestøj og knitren blev stærkt minimeret, og begrebet High Fidelity (Hi-Fi) opstod. Som følge heraf krævedes ligeledes moderniseret afspilningsudstyr, og internationale standarder for indspilningsfrekvenser, (som også eksisterede tidligere...).
Samtidig med 7″ (18cm) 45-pladerne kom 12″ (30cm)-pladerne, der kørte med 33⅓ omdrejninger i minuttet - hvilket gav anledning til et nyt navn, ''lp-pladen'', hvor lp er en engelsk forkortelse for ''Long Playing''. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd, og fra omkring 1960 blev de første plader (på begge hastigheder) udsendt i [[stereo]]. I 1970'erne eksperimenterede man desuden med 4-kanals-stereo, kaldet Qaudrofoni. De første lp'er var primært sammensat af kunstnernes forskellige single-udgivelser, men i 1960'erne blev det mere almindeligt, at en kunstner/gruppe udgav et helt samlet [[lp-album]].
Bemærk: Man bør aldrig spille en 33⅓ rpm plade i 45 rpm hastighed, da det kan skade det øverste frekvensområde, når nålen ikke kan følge med på de høje frekvenser.
Lp-pladen regnedes i mange år for forældet, men er i de senere år begyndt at vinde frem igen, dog mest for entusiaster. Den blev som mainstream-product igennem 1980'erne og 1990'erne erstattet helt af audio-[[compactdisk|cd]] eller Compact Disc Audio. Vinylpladen anvendes dog stadig på mange diskoteker - bl.a. fordi en disk-jockey har mulighed for håndmanipulation med en grammofonplade, og derved mulighed for at skabe nye lyde. Samtidigt giver det også mere blikfang at se vinylpladerne rotere.
== Vinylpladen og cd'en ==
Teknikken bag vinylpladen er markant anderledes end den bag cd'en. Musikken på en cd er lagret [[digital]]t, mens den på vinylpladen er lagret [[analog]]t. Selvom den almindelige opfattelse er, at den digitale cd har en bedre lydkvalitet, er der stadig diskussion om, hvorvidt dette er tilfældet eller ej. Grunden til, at diskussionen stadig findes, er, at der findes svagheder ved både den analoge teknik bag vinylpladen og den digitale teknik bag cd'en. Afspilleren af de respektive medier er dog altafgørende.
De to væsentligste begrænsninger ved cd'en er [[båndbredde (signalbehandling)|båndbredde]]n og [[dynamikområde]]t. Båndbredden for cd-lyd er begrænset af den anvendte [[sampling]]
Begrænsningen i cd'ens dynamikområde har sit udgangspunkt i antallet af bits, der er anvendt til at gemme det samplede signal; en cd har en opløsning på 16 bits. Hvert sample må nødvendigvis være afrundet til nærmeste værdi, og den afrunding har større og større indflydelse des svagere
På vinylpladen gemmes lydsignalet ved at omsætte det til mekaniske bevægelser i en skærenål. Det giver ikke samme begrænsninger som cd'en, men til gengæld kommer der andre til. Ved indspilningen gennemgår lydsignalet filtreringer og andre behandlinger, som kan påvirke lyden, men en af de væsentlige svagheder er støj. Til forskel fra cd'ens kvantiseringsstøjgulv er sædvanlig pladestøj en kombination af [[hvid støj]] og ''knitren'', som kommer til, hvis der kommer snavs i pladerillen. Det er en subjektiv vurdering, hvor meget det forringer lytteoplevelsen, men generelt kan den menneskelige hørelse opfatte signalnuancer, som er langt svagere end den overlejrede hvide støj.
lp plader afspillet på en decideret high-end pladespiller genererer ikke mere hørbar støj end en cd-afspiller, og lp'ens styrke i forhold til cd'en er dens evne til at gengive musiken med høj timing, hvor en dac har et problem med at gengive alle frekvenser i samme
Den diskussion ændrer dog ikke ved, at vinylpladen er langt mere modtagelig for slitage, smuds og støv, og at den kræver større omhyggelighed for at beholde sin lydkvalitet. Trods det findes der tilhængere, som stadig foretrækker at lytte til de gamle, sorte skiver, og myten om, at cd'en holder sig uændret, uanset om den koges eller brændes, er forlængst manet til jorden. De kan miste data eller hakke.
== Vinylpladen i dag ==
Selvom vinylpladen regnes for forældet, er der stadig efterspørgsel på dem. Meget nyt musik produceres også på vinylplader i et begrænset oplag, og bliver ofte til samlerobjekter. Meget ældre musik findes også på vinylplader som genoptryk. Ofte er genoptryk og nye lp'er lavet på 180 grams plader der er meget mere solide og modstandsdygtige over for misbrug end normale lp-plader. Indenfor div. musik undergrundsgenrer er nostalgien så høj, at det af og til ses, at et band kun udsender et album eller en single på lp. Samme forhold gør sig nu også gældende i jazz samt indenfor singer/songwritere. Og vinylpresserier dukker nu op igen, også i skandinavien.
== Eksterne kilder/henvisninger ==
|